Sponsoreret
10. dec. 2021 | 14:52 - Opdateret 18. dec. 2021 | 14:50

Det skal du se i julens hjemmebiograf!

Foto | Nicola Dove
Daniel Craig går ud med et brag i sin sidste film som 007 i No Time to Die, der med et vildt plottwist er en af de mest underholdende Bond-film nogensinde.

Blockbuster byder på James Bond, danske mesterværker og små perler, der alle kan ses i juledagene. Vi anbefaler nogle af de bedste film i Danmarks største udvalg.

Af Filmmagasinet Ekko

Julen er lig med god mad og hygge i familiens skød. Men højtidens fridage er også en oplagt mulighed for at se nogle af de gode film, man ikke fik tid til i løbet af året.

Til det formål står Blockbuster klar med noget af en lækker servering.

Tidens største hits og skæve perler kan opleves på streamingtjenesten, der med over 11.000 film byder på Danmarks største udvalg.

I anledning af de forestående juledage anbefaler vi femten af de bedste film, der kan ses på Blockbuster.

De tæller flere danske mesterværker, internationale storfilm og nogle små guldklumper, som hurtigt forsvinder i vrimlen af fantastiske film.

Margrete den Første

Der er noget helt særligt ved at se nutidens danske filmdronning gestalte virkelighedens første kvindelige regent.

I Margrete den Første spiller Trine Dyrholm titelrollen med enorm autoritet. Men også med så mange lag, at man 600 år efter de virkelige begivenheder kan sætte sig ind i, hvor hårdt livet har været for Dronning Margrete.

Filmen skaber et skær af mystik i iscenesættelsen af et ubeskrevet kapitel i Danmarks-historien, hvor en ung mand påstår at være Margretes forsvundne søn.

Charlotte Sieling har med et for dansk film tårnhøjt budget lavet et enestående flot drama, som ikke mindst handler om forholdet mænd og kvinder og derfor føles meget aktuelt.

Se filmen!

 

The French Dispatch

Wes Anderson er garant for nogle af vor tids mest sprudlende og fantasifulde filmfortællinger. Og fans vil klukke af fryd over The French Dispatch, som er en af Andersons mest gennemførte og underholdende.

Filmen fortæller sjove historier fra et amerikansk magasin i en lille fransk by i 1960’erne. Bill Murray, Frances McDormand, Timothée Chalamet, Tilda Swinton og Léa Seudoux er blot nogle af de mange stjerner, som spiller store og små roller.

The French Dispatch kommer på Blockbuster den 14. december. Indtil da kan du bruge ventetiden på at se andre af instruktørens mesterværker – såsom The Grand Budapest Hotel og The Royal Tenenbaums, der også er at finde på streamingtjenesten.

Se filmen!

 

No Time to Die

Den 25. film i rækken og Daniel Craigs svanesang har taget både publikum og anmeldere med storm.

Vilde actionscener går hånd i hånd med en sårbar 007, der får frataget både titel og licens til at dræbe. Det holder ham selvfølgelig ikke tilbage, og resultatet er en af de mest underholdende Bond-film nogensinde.

Fik du ikke set filmen sammen med størstedelen af landet i biografen – eller har du lyst til et gensyn med agenten – kan den nu opleves på Blockbuster. Vi afslører ikke noget, men filmens slutning byder på det vildeste plottwist i Bond-filmenes levetid!

Se filmen!

 

Supernova

Selv hvis du har et hjerte af sten, kan du ikke undgå at fælde en tåre til denne film om to midaldrende mænds smukke og vemodige kærlighed.

To af tidens dygtigste skuespillere – Stanley Tucci og Colin Firth – giver sig fuldstændigt hen som forfatteren Tusker og koncertpianisten Sam.

Tusker har tidlig demens, og det står så galt til, at han planlægger at tage livet af sig selv.

Supernova er en intelligent tåreperser. Skuespillernes samspil giver plads til uendeligt mange nuancer i den barske, men i sidste ende livsbekræftende fortælling om en frygtelig sygdom.

Se filmen!

 

Pagten

Ekkos anmelder er helt oppe at ringe og giver topkarakteren seks stjerner til Bille Augusts film om Karen Blixens pagt med den meget yngre digter Thorkild Bjørnvig.

Birthe Neumann leverer en enestående præstation som den verdensberømte forfatter. Blixen indgår en aftale med Bjørnvig om at hjælpe ham til litterær succes. Prisen er fuld tillid til Blixen, men de to personers skæbnespil får store konsekvenser.

”Hele Bille Augusts karriere samler sig i Pagten,” skriver vor anmelder og fortsætter: ”Erotik og vildskab, kunst og præcision, menneske og dyr, karakterer og levende skuespillere. Og hvor er den dog smuk.”

Se filmen!

 

Ternet Ninja 2

Anders Matthesen sparkede gang i nyere tids mest populære danske filmserie med animationskomedien Ternet Ninja, der næsten solgte én million biografbilletter herhjemme.

Også fortsættelsen blev en gigantisk succes, og nu kan Ternet Ninja 2 opleves af hele familien i hjemmebiografen.

Denne gang går turen for Aske og hans ternede ninja til Thailand, hvor den ondskabsfulde legetøjsproducent Phillip Eberfrø er sluppet ud af fængsel efter sit morderiske togt i den første film.

Efterfølgeren fortsætter stilen med grænseoverskridende komik. Men det er også en film, som uden at være belærende indeholder et lærerigt budskab om at tage ansvar og stå ved, hvem man er.

Se filmen!

 

Flugt

Den animerede dokumentar Flugt kan skrive dansk Oscar-historie. Jonas Poher Rasmussens film om en afghansk flygtning, der efter mange år i Danmark endelig fortæller sin hemmelige livshistorie, står til at blive nomineret i tre kategorier ved verdens førende prisfest!

Flugt er da også en filmisk bedrift langt ud over det sædvanlige.

Ved hjælp af billedskøn animation står manden anonymt frem under navnet Amin og deler den autentiske historie om sin flugt fra Afghanistan, da mujahedinerne tog magten i landet.

Fortiden bliver genskabt, så verdenshistoriens vingesus er til at forstå. Men det er den medrivende fortælling om Amins personlige kamp, der gør filmen til en uforglemmelig oplevelse.

Se filmen!

 

Retfærdighedens ryttere

Tosset humor og dødsens alvor går perfekt i spænd i Anders Thomas Jensens forrygende hævnfortælling.

Mads Mikkelsen spiller hovedrollen som soldaten Markus, der hellere bruger tiden på slagmarken end hjemme i familiens skød.

Da konen dør, og han må tage sig af teenagedatteren, går Markus på jagt efter de skyldige for det, der måske ikke er en hændelig ulykke.

Undervejs møder han en flok elskelige nørder spillet med sublim komisk finesse af Nikolaj Lie Kaas, Lars Brygmann og Nicolas Bro. Retfærdighedens ryttere er Anders Thomas Jensens mest modne og hjertevarme film, der handler om forholdet mellem tilfældighed og skæbne.

Se filmen!

 

Stillwater

Matt Damon spiller i Stillwater en forknyt borebisse, der står over for en forælders værste mareridt: Hans datter bliver anklaget for at have slået sin veninde ihjel, men datteren nægter at være skyldig.

Derfor rejser Bill Baker fra sit hjem i USA til Frankrig, hvor datteren sidder fængslet.

Den arbejdsløse Trump-tilhænger kaster sig ud i det juridiske system i et fremmed land. Undervejs får han hjælp af og forelsker sig i en fransk kvinde, som opdager nye sider af ham.

Stillwater er en blanding mellem thriller og et psykologisk drama. Først og fremmest fortæller Oscar-vinderen Tom McCarthy (Spotlight) en gribende historie om forholdet mellem far og datter.

Se filmen!

 

Hvor kragerne vender

Afstanden mellem land og by er sjældent skildret så slående og morsomt som i Lisa Jespersens debutspillefilm Hvor kragerne vender.

Rosalinde Mynster er overbevisende som den unge forfatter Irina, der har lagt distance til sin bondske familie ved at skifte navn, tage til storbyen og udgive en satirisk roman om livet på landet.

Hun vender dog hjem for at deltage i sin brors bryllup, der viser sig at være med Irinas barndomsfjende.

Dermed er der lagt op til en urkomisk fejde. Men filmens styrke er, at den trænger ind bag klichéerne og viser det menneskelige, der forbinder os alle sammen.

Se filmen!

 

Smagen af sult

Man bliver lige dele sulten, henført af de flotte billeder og opslugt af dramaet i Christoffer Boes Smagen af sult.

Nikolaj Coster-Waldau og Katrine Greis-Rosenthal spiller ægteparret Carsten og Maggie. De er kok og tjener i deres egen restaurant, som de ambitiøst vil føre op i verdenseliten med en Michelin-stjerne.

Drømmen koster dog i deres private liv, og utroskab og tvivl sniger sig ind som slangen i paradis.

Med Lars von Triers hoffotograf Manuel Claro forenes mystik med nervepirrende thriller-spænding. Mange publikummer gik glip af filmen, da den havde biografpremiere i sommer, så vi kan kun anbefale at streame en af årets bedste danske film.

Se filmen!

 

Marco Effekten

Ulrich Thomsen har overtaget rollen som desillusionerede Carl Mørck i den seneste filmatisering af Jussi Adler-Olsens bestseller-serie Afdeling Q.

Nikolaj Lie Kaas var populær som efterforskeren, men Ulrich Thomsen giver helt nye dimensioner til traumatiserede Carl Mørck.

Derfor skylder bogseriens læsere og fans af filmserien virkelig at give Marco Effekten en chance.

Filmen byder på en spændingsfyldt menneskejagt, og den går samtidig i clinch med nogle af genrens klichéer. Det bør blive starten på en ny æra for serien.

Se filmen!

 

Green Knight

Green Knight er en ridderfilm, som du med garanti aldrig har set mage.

Historien om Arthur og hans riddere ligner måske umiddelbart de fleste andre fantasyfilm. Men instruktøren David Lowery (A Ghost Story) bruger originalt den middelalderlige ramme til at lege med vores opfattelse af, hvad sandhed og fantasi er.

Dev Patel spiller unge Gawain, der udfordres til kamp af en overnaturlig ridder og drager på eventyr. Undervejs bliver selve fortællekunstens væsen udfordret i årets bedste fantasyfilm.

Se filmen!

 

Ninjababy

Rakel fester på livet løs. Det er derfor noget af et problem, da en ninjababy – som hun kalder den – viser sig at have indtaget hendes krop.

En graviditet var ikke lige en del af planen, og Rakel er allerede seks måneder henne.

Norske Ninjababy er fuld af humor i skildringen af Rakels forsøg på at finde et passende par til at adoptere hendes kommende barn. Og babyen får via animation lov til at komme med spydige kommentarer undervejs.

Rakel spilles af Kristine Kujath Thorp, der er kendt fra danske kortfilm og her får sit velfortjente gennembrud.

Se filmen!

 

Hvidstengruppen

Den 25. december er der premiere på Hvidstengruppen II: De efterladte, som følger op på handlingen i etteren.

Her fik familien Fiils heroiske kamp mod den nazistiske overmagt store tragedier til følge.

Inden den nye film kan man passende se eller gense Hvidstengruppen, der ligesom efterfølgeren er instrueret af Anne-Grethe Bjarup Riis.

Filmen fortæller den sande historie fra Anden Verdenskrig som et melodrama om idealisme og selvopofrelse – og nazisternes ubegribelige afstumpethed.

Se filmen!

Kommentarer

Annoncørbetalt indhold

Denne artikel er sponsoreret af Blockbuster.

Filmene er udvalgt i samarbejde mellem Blockbuster og Filmmagasinet Ekko.

Teksterne er skrevet af Ekko.

© Filmmagasinet Ekko