Biografanmeldelse
31. juli 2021 | 11:35

Pagten

Foto | Rolf Konow
Birthe Neumann giver os en erotisk, hård, satanisk og ekstremt rammende Blixen, mens Simon Bennebjerg spidder den ambitiøse digter Thorkild Bjørnvig med følsom maskulinitet.

Birthe Neumann er Karen Blixen, og for Bille August er den ufatteligt smukke, erotiske og nuancerede film en triumf, der samler hele hans karriere.

Af Kristian Ditlev Jensen

Man bliver overvældet på så mange niveauer, at det næsten kan være svært at følge med, når man ser Bille Augusts på én gang lavmælte og storslåede Pagten

Filmen handler om den rituelle aftale, som den unge, smukke og fremstormende litteraturmagister og digter Thorkild Bjørnvig indgik med den gamle, syfilisbefængte og verdensberømte forfatter Karen Blixen. 

En aftale, som var rent platonisk, men som ikke desto mindre får hele verdener – indre, ydre og relationelle – til at gå op i lys lue som en markbrand på en afrikansk slette. 

De to mennesker er historiefortællere på hver deres måde og i hver deres ret, men på hvert sit sted i karrieren og i livet. 

De aftaler, at den unge Bjørnvig altid skal følge sit hjerte, udleve sit talent og stole på Blixen. Hun skal så beskytte ham og give ham muligheder, han ellers ikke havde. 

Det er det hele. Eller er det? 

For hele filmen balancerer på det spørgsmål. Når Grete Bjørnvig bliver mere og mere jaloux på sin mand, der tilbringer mere og mere tid hos baronesse Blixen, er hun så ikke bare smålig? Når Blixens kløer strammer grebet om Thorkild Bjørnvigs hjerte – og hele eksistens – er hun så psykologisk intens, latent erotisk, en kunstner i verdensklasse eller simpelthen bare iskold psykopat? 

Når Bjørnvig pendler mellem sin småborgerlige normalitet og sit bohemeliv på Rungstedlund og ude i Europa, er han så narcissistisk, ambitiøs eller måske faktisk et slags offer fanget mellem to ærekære kvinder? 

Svaret er ikke så ligetil. 

Noget af det, der gør filmen decideret dyb og kunstnerisk helt utroligt vellykket, er, at der ikke er nogen lette svar eller enkle løsninger. Vi kommer med ind i kampen – og kærligheden – mellem to kunstnersjæle, der ryger i karambolage med hinanden, så folk på sidelinjen må betale en høj pris. 

For Bille August er denne film en triumf. Det er, som om hele karrieren her samler sig. 

Hans nærmest friktionsfri, lette, polerede, ja, måske faktisk lidt Hollywood-agtige måde at fortælle historier på, er der stadig, så man æder det hele råt. Men nu er der en voldsomhed i fortællingen – og måden at fortælle på – som giver mindelser om den ædleste franske og italienske filmkunst. 

Det er subtilt, det er præcist, det er spidst som en kanyle – men er den fuld af vaccine eller af gift? 

Oven i det skal så lægges, at Pagten er helt ufatteligt smuk og æstetisk. Den føles, som gik man selv rundt i sin egen private skærehave iført en sommerhat, med en saks fra Solingen og en flad, aflang blomsterkurv. En have, der kunne være Paradis, men som også rummer en fare for naturlighed, der skal være en metafor for Afrika og Blixens fortid dér. 

Alt er rosa og sart og feminint og florlette stoffer i vinden. Men også mørke træsorter, sproglig vildskab og dyriske blikke. Det er fornemt opdækkede borde, tableauer af folk i fint tøj, indretningsdetaljer, man straks får lyst til at kopiere. 

Filmen foregår i 1940’erne, og den klinger af et autentisk nærvær, en følelse af virkelighed og sprødt, levet liv, som man normalt kun finder hos Nils Malmros. 

Og filmen er mere end bare et kammerspil. Den er en visuel, intim dialog. 

Simon Bennebjerg spidder den ambitiøse, unge mand med en art poetisk og følsom maskulinitet, som er godt set og siden formet. Thorkild Bjørnvigs hustru spilles lige på kanten af uvished og grådlabilitet og en næsten royal loyalitet af Nanna Skaarup Voss, så man bliver helt opgivende såvel som blidt betaget. 

Asta Kamma August tager en rolle som ung, dannet og livsklog kvinde, der er skrevet som en skitse, og gør den mere og mere udfyldt, farvelagt og smuk. 

Så er der jo baronessen selv. Karen Christentze von Blixen-Finecke, født Dinesen, spilles af – ja, af hvem? Da filmen åbner med hendes profil, er det simpelthen Karen Blixen. Og der går længe, inden man forstår, at det er Birthe Neumann, der har indtaget forfatteren. 

Om man havde ti A4-sider, kunne man ikke gøre Birthe Neumann og hendes præstation ret. For det er virkelig en kraftpræstation, man er vidne til. Neumann ligner for det første slet ikke sig selv i filmen. Hun er gemt bag sin rolle på en måde, så hun selv helt forsvinder. 

Det skyldes også, at den folkekære komediedronning normalt bruger et nogenlunde indkredset arsenal af gestusser, måder at være på, bevægelser. Man kan kende hende på lang afstand, når hun er morsom, midaldrende kvinde, og vi elsker hende for det. 

Men i Pagten er det alt sammen lagt til side. I stedet får vi en satanisk, erotisk, hård, voldsom og ekstremt rammende Blixen. 

Bille August har castet den 74-årige skuespiller som en 63-årig syg og medtaget forfatter, og det er en genistreg, fordi en insisteren på de ekstra år, den ekstra ælde, giver en slags visuel kærlighedserklæring til den aldrende krop. 

Scenen, hvor Birthe Neumann er dødssyg og skriger af syfilis-smerter, er underligt nok samtidig et slags erotisk højdepunkt, fordi hun pludselig overhovedet har en krop. Indtil da har hun spillet, forført og scoret den unge mand med sine ord, sit ansigt og et blik, der sine steder er frygtindgydende, andre steder altopslugende sexet. 

Pagten er erotik og vildskab, kunst og præcision, menneske og dyr, karakterer og levende skuespillere. Og hvor er den dog smuk.

Trailer: Pagten

Kommentarer

Titel:
Pagten

Land:
Danmark

År:
2021 

Instruktør:
Bille August 

Manuskript:
Christian Torpe 

Medvirkende:
Birthe Neumann, Simon Bennebjerg, Nanna Skaarup Voss, Asta Kamma August 

Spilletid:
115 minutter

Aldersgrænse:
Frarådes børn under syv år

Premiere:
5. august

Få to billetter til Pagten

Tegn abonnement på Ekko og få to biografbilletter.

Billetterne kan bruges til Pagten eller en anden film.

Abonnenter kan også læse magasinet digitalt.

Bille August har skrevet en sjov artikel i Ekko om sit katastrofale møde med Hollywood.

© Filmmagasinet Ekko