Shortlist: Dirtbusters holder skansen
Der var blæst til tronskifte, da vi sidste mandag præsenterede to unge, ærgerrige filmskabere – Frederik Louis Hviid og Kristian Sejrbo Lidegaard – som med henholdsvis gangsterdramaet Palma og ungdomsfilmen Millennium stormede op ad Ekko Shortlist.
Men kun en tåbe frygter ikke Dirtbusters, som vi skrev forleden. Og minsandten om rensedrengene over weekenden ikke fik mønstret alt, hvad der gennem alkoholtågerne ellers magtede at komme til en computer, se deres film og give den stjerner.
Den imponerende slutspurt betyder, at Dirtbusters lige akkurat beholder førstepladsen på top 10 for femte uge i træk.
René Odgaards dokumentarfilm, som har været et festligt indslag på Ekko Shortlist, er dermed kun én uge fra at tangere den rekord på seks førstepladser, som Aske Bang satte for flere måneder siden med Ladyboy.
Oscar-kandidaten Anders Walter
Men det bliver ingen walkover, som man siger i sportens verden. Mon ikke, at hr. Lidegaard og hr. Hviid og deres fanskarer har fået blod på tanden?
Millennium og Palma går direkte ind på anden- og tredjepladsen, og sådan en entré plejer at give ekstra selvtillid.
På fjerdepladsen finder vi 9 meter af Anders Walter, der netop for andet år i træk er nået til ”semi-finalen” i Oscar-ræset og har fået en kortfilm udvalgt blandt de ti bedste.
Filmen hedder Helium og handler ligesom 9 meter om en dreng, der skaber en fantasiverden for at kunne udholde en frygtelig virkelighed. I Helium er drengen alvorligt syg, og han får hjælp af hospitalets excentriske rengøringsmand.
Både 9 meter og Helium er produceret af M&M Productions, som er uofficiel danmarksmester i kortfilm og Oscar-nomineringer. Det er igennem årene blevet til seks nomineringer og tre Oscars (Valgaften, Der er en yndig mand og The New Tenant).
Spændende bekendtskab
Mira Jargils afgangsdokumentar fra Filmskolen, Den tid vi har, er ugens højdespringer på top 10.
Den springer fra niendepladsen i sidste uge til sjettepladsen i denne uge. Hvis du ikke allerede har set den, så gør dig selv den tjeneste – det er en usædvanlig nænsom film om at stå ved livets slutning og skulle tage afsked med ens livslange kærlighed.
I bunden af top 10 måtte der målfoto til for at afgøre forskellen mellem Pige under vand, Tilstand og Ude i skoven.
Det blev sidstnævnte, som trak det korteste strå, men instruktøren Lisa Svelmøe har været et spændende bekendtskab, som vi forhåbentlig snart får at se igen på vores kortfilmhitliste. Og Ude i skoven vil fortsat kunne ses på All Time Shortlist, hvor den pt. ligger nummer 52.
Anything goes
Da Ekko skabte Shortlist i samarbejde med producer Mads Damsbo, brugte vi megen tid på at diskutere retningslinjerne. Hvordan skulle vi definere en kortfilm? Skulle det kun være talenter, eller måtte det også være professionelle selskaber?
Det var Mads, der åbnede sluserne og foreslog, at alle typer af kortfilm på maksimum 45 minutter, og alle typer af produktioner, skulle have chancen. Hvorfor ikke udvide Shortlist med musikvideoer? Kunstfilm? Virksomhedsfilm? Reklamer?
Vi endte med at beslutte, at anything goes – bare filmen er interessant og har kvalitet.
Det er en beslutning, jeg er glad for. Hvis man begynder at lave en masse regler, indskrænker man mulighederne og risikerer at udelukke originale film, som man ikke på forhånd havde kunnet forestille sig.
Vi har allerede præsenteret flere musikvideoer, hvoraf Peerish’ Euphoria og Scarlet Chives’ The Timber Will Fall har været de mest populære.
Eksperimenterende reklamefilm
Og nu går vi et skridt videre og præsenterer en modefilm!
Det er Casper Balslevs Nytår for tøjmærket Han Kjøbenhavn. Og hvis jeg skal drille filmfolket, så er denne reklame æstetisk set en af de mest innovative film hidtil på Ekko Shortlist!
”At arbejde med et dominerende lydbillede var min egentlige inspiration til denne film. Det er en fortælling bygget op omkring et sanseligt og eksperimenterende lyddesign, hvor billede og lyd ikke altid hænger sammen, men står i kontrast,” skriver Casper Balslev, der oprindelig er uddannet fotojournalist på Journalisthøjskolen.
”Hver en scene, et øjeblik og en handling i filmen et skrevet med udgangspunkt i en lyd. De gamle Sergio Leone-westerns har også været en inspirationskilde.”
Udgangspunktet var, at filmen skulle fokusere på karaktererne, ikke tøjet. Ikke desto mindre vandt filmen en Lion på reklamefestivalen i Cannes, og instruktøren er blevet knyttet til Ridley Scotts berømte reklameselskab i London, RSA Films.
Amok på motivationskursus
Ugens anden nye bobler er ikke så eksperimenterende, men bestemt ikke mindre fornøjelig.
Det er Søren Balles afgangsfilm fra Filmskolen i 2009: Tomatprincippet.
Anders Hove er ubetalelig morsom som den Carl Mar-Møller-agtige leder af et statsautoriseret motivationskursus for en forpjusket flok arbejdsløse: en ung mand med sløvsind, en ornitolognørd, en falleret erhvervsmand og en fraskilt, følsom kvinde.
Kurset, der foregår på lederens forsømte landsted, er det rene nonsens med tåbelige tillidsøvelser, godtkøbsfilosofi og svinge-i-torv-og-kamp-med-skumgummikølle-udfordringer. Og løjerne eskalerer til et opgør af monty pythonske dimensioner, da Sune Geertsens sløve Jesper endelig mander sig op.
”Jeg tror, at de fleste af os indimellem oplever at være fanget i en uretfærdig situation eller i et ubøjeligt system, hvor man koger af frustration indvendig. Man bøjer nakken, for ellers er konsekvenserne for store,” skriver Søren Balle i et statement og fortsætter:
”Jesper gør det, som så mange af os aldrig gør, når vi befinder os i lignende situationer. Han siger fra, selv om det har en pris.”
Søren Balle har 6. marts næste år premiere på sin første spillefilm, Klumpfisken, som er en adaption af et Reumert-vindende teaterstykke. Den skal vi naturligvis fortælle meget mere om i Ekko, men i første omgang gælder det Tomatprincippet, som du kan hjælpe ind på top 10 ved at se den og give stjerner (fra 1 til 6).
God fornøjelse!
Ekko Shortlist – top 10
1. Dirtbusters (instr. René Odgaard)
2. Millennium (instr. Kristian Sejrbo Lidegaard)
3. Palma (instr. Frederik Louis Hviid)
4. 9 meter (instr. Anders Walter)
5. Ung for evigt (instr. Ulaano Salim)
6. Den tid vi har (instr. Mira Jargil)
7. Ud, spring over, ind (instr. Thomas Daneskov)
8. Placebo (instr. Johanna Stentorp)
9. Pige under vand (instr. Helle Rossing)
10. Tilstand (instr. Cecilie McNair)
Boblere
Tomatprincippet (instr. Søren Balle)
Han Kjøbenhavn: Nytår (instr. Casper Balslev)
Skizo (instr. Svend Ploug Johansen)
Die Verwandlung (instr. Kim Wrang Henriksen)
En klima-krimi! (instr. Helene Meden & Nikolaj Viborg)
Vogn 347 (instr. Silje Nikoline Glimsdal)
Kommentarer