Chefredaktør: Disse film vinder i aften

Juryer er notorisk uberegnelige, men at skulle gætte priserne ved Cannes-festivalen er særligt svært i år.

Når jeg seks af de tretten år, jeg har været i Cannes, har formået at gætte Guldpalme-vinderen, skyldes det, at der ofte har tegnet sig en storfavorit – et banebrydende mesterværk, som har slået benene væk under festivaldeltagerne.

Selvfølgelig skulle Parasite, Amour og Adèles liv honoreres med verdens fineste filmpris.

Men sådan en film har der ikke været i år, og derfor føles festivalen også en smule skuffende, selv om der har været mange glimrende film.

Det er den franske festivals raison d’etre hvert år at opfinde den dybe tallerken. Og når det ikke lykkes, bliver det også sværere at se igennem fingre med de mange film, der udtages til hovedkonkurrencen, fordi de er franske, fordi de er produceret af Canal+, eller fordi instruktøren er gode venner med festivalen.

Eller som kunstnerisk leder Thierry Frémaux selvbevidst siger: ”En del af Cannes-familien.”

Tre film træder frem
To af mine personlige favoritter er finske Juho Kuosmanens Hytti nr. 6 og norske Joachim Triers Verdens værste menneske.

Især førstnævnte bliver hængende på nethinden.

Den er et rørende underspillet kærlighedsdrama om to mennesker, der intet har tilfælles, men finder et nøglehul ind til hinanden på en rejse, hvor de er tvunget til at dele kupé.

Disse bredt humanistiske værker kan dog begge blive forbigået ved prisuddelingen i aften kl. 19.15 af en jury, der med Spike Lee synes at have en politisk dagsorden.

Men forhåbentlig tager jeg fejl.

Syv priser skal uddeles, og det er ikke bare kompromisets kunst, når ni jurymedlemmer fra hele verden og forskellige metier som instruktør og skuespiller skal blive enige.

Det er også et større puslespil, som bliver besværliggjort af festivalens regler: Vinderne af de tre største priser – Guldpalmen, Grand Prix og bedste instruktør – kan ikke få andre priser, og højst én pris må blive delt mellem to film.

Tre film har dog skilt sig ud, og det vil være en overraskelse, hvis juryen ikke finder en eller anden pris til iranske Asghar Farhadis Ghahreman, japanske Ryusuke Hamaguchis Drive My Car og tchadske Mahamat-Saleh Harouns Lingui.

Guldpalme: Lingui

Guldpalmen ligger umiddelbart til Ghahreman eller Drive My Car, hvis man skal dømme efter stemningen blandt kritikerne på Croisetten.

Der vil ikke rejse sig protestråb, hvis en af de to film får Guldpalmen. Men jeg tror, at juryen vil servere en vaskeægte overraskelse og give palmen til Lingui.

Filmen fortæller om den femtenårige pige Maria, der sammen med sin mor i hemmelighed forsøger at få foretaget en illegal abort. Med et barn uden en far vil hun ellers blive udstødt i det religiøse samfund i Tchad, og det er nervepirrende at følge hendes kamp, der vil determinere resten af hendes liv.

Det er ikke et værk, der opfinder den dybe tallerken, men med meget få midler formår Mahamat-Saleh Haroun at gøre det lille drama meget stort, så man føler, at man sidder med pigens liv i sine hænder.

Det er neorealisme, når det er bedst. Her er scener, man sent vil glemme – som da Maria forsøger at drukne sig, men bliver reddet i sidste øjeblik. Ellers da Marias mor i de labyrintiske gyder tager hævn over den mand, der har gjort datteren gravid.

Lingui taler til følelserne og maner samtidig til eftertanke. Og så slår filmen festivalens vel nok stærkeste slag for kvinders rettigheder i et opgør med patriarkatet og ikke mindst religionens undertrykkende magt.

Det bør tale til en jury med flere kvinder end mænd, og mon ikke Spike Lee gerne vil gribe chancen for at give Guldpalmen til en afrikansk film for første gang siden 1975?

Grand Prix: La Fracture

Også her gætter jeg på, at juryen vil overraske.

Der er for en gangs skyld en overvægt af kvinder i juryen, og de fremhævede på det indledende pressemøde selv, at der var fire film instrueret af en kvinde. Ikke mange, men dog en lille fremgang fra tidligere.

Det vil være underligt, hvis juryen ikke vælger at belønne en af de kvindelige instruktører. Mia Hansen-Løves Bergman Island er en ren fornøjelse med sin meta-agtige historie om et filmpar, hvis forhold bliver sat på spidsen på øen, hvor den ægteskabshudflettende instruktør boede. Men den er nok for kunstner-introvert for juryen, så franske Catherine Corsinis La Fracture er det mest indlysende bud.

La Fracture udspiller sig en nat på skadesstuen på et hospital i Paris, hvor en demonstration med De Gule Veste finder sted. Politiets hårdhændede fremfærd giver ekstra travlhed på skadestuen.

Instruktøren ser stuen som en miniudgave af det franske samfund og drejer fortællingen som en slags allegori.

Selv fandt jeg den folkekomedieagtige humor og nogle af pointerne lovligt skåret ud i pap. Men Catherine Corsini formår faktisk at komme tørskoet i land med den svære kollektivfortælling.

Hun blander fornemt det private og politiske, humor og alvor – som en anden Spike Lee, fristes man til at sige. Filmen kan vække visse mindelser om Lees gennembrudsfilm Do the Right Thing, så det er en oplagt chance for at honorere en film efter den karismatiske juryformands hjerte.

Instruktør: Asghar Farhadi

Asghar Farhadi er efter et udlandseventyr med blandet succes vendt tilbage til Iran, hvor han genfinder topformen og igen gør det, han er bedst til.

Med kriminalistisk tæft fortæller han en moralsk-menneskelig historie om straffefangen Rahim, der på udgang forsøger at komme ud af en gæld. Hans kæreste har fundet nogle guldmønter, men selv om han heroisk – titlen Ghahreman betyder ”en helt” – ender med at levere mønterne tilbage til ejermanden, kommer han ud i en gevaldig shitstorm.

Det handler om, hvordan de sociale medier kan ødelægge et menneskets liv, og historien er fortalt med den logiske og benhårde konsekvens, som vi kender fra Farhadis mesterlige Oscar-vinder Nader og Simin – en separation.

I en spiral bevæger vi os ubønhørligt ned mod afgrunden, og det kunne sagtens indbringe Guldpalmen i et år uden indlysende mesterværker. Men i Farhadis oeuvre er der vitterligt intet nyt under solen, og for en jury, der kender hans film, vil det næppe være attraktivt at belønne den iranske mester for et værk, han har lavet mindst lige så godt før.

Derfor vælger juryen at give ham prisen for bedste instruktør, hvilket vil være det mest dækkende for hans indsats i årets konkurrence.

Mandlig skuespiller: Simon Rex

Flere film har i år mere eller mindre eksplicit skildret Trumps vælgere på bunden af det amerikanske samfund.

Sean Baker har med Red Rocket skabt et af de mest empatiske portrætter, som samtidig er blandt hovedkonkurrencens mest underholdende film.

Det skyldes ikke mindst Simon Rex, der spiller den maniske og dilettantiske fidusmager Mikey Saber. Han er en falleret pornostjerne, der fra Los Angeles vender hjem til Texas og forsøger komme på fode igen.

Det lykkes med besvær at flytte ind hos sin ekskæreste og hendes mor, og efter at være blevet afvist på arbejdsmarkedet, hvor porno ikke er godt for imaget, begynder han at sælge stoffer. Men han opdager også en ung, næsten attenårig servitrice og ser straks sit snit til via hende at genstarte sin pornokarriere.

Simon Rex spiller rollen med en charme, så vi ikke kan lade være med at holde af ham. Det er en hårfin balance, for Mikey er i gang med at ødelægge en ung kvindes uskyld, men det glemmer filmen gudskelov ikke.

Samtidig kunne castingen ikke være mere velvalgt. Simon Rex har nemlig tidligere selv lavet porno og været en MTV-stjerne og rapper. Ligesom chancerytteren Mikey får Simon Rex en chance mere, og den må man virkelig sige, at han griber.

Simon Rex’ værste konkurrent er Caleb Landry Jones’ kuldegysende massemorder i Justin Kurzels autentiske Nitram, som i høj grad er en opråb om at begrænse folks adgang til automatiske våben.

Kvindelig skuespiller: Lucie Zhang

Det her er en af de svære priser, som med lige god ret kan gå til flere skuespillere.

Min favorit er finske Seidi Haarla i Hytti nr. 6, fordi hun bærer hele filmen og uden en eneste mislyd får tilskueren til at identificere sig med Laura, der med sødme og diplomati forsøger at holde bøllen af en rejsemakker på afstand.

Et andet bud er franske Sophie Marceau i Francois Ozons overraskende traditionelle drama Tout s’et bien passe. Hun spiller datteren, hvis hårde far presser hende til at give aktiv dødshjælp – en svær rolle, som Marceau løser med både humor og empati.

Her tror jeg dog, at juryen vælger at belønne den tidligere Guldpalme-vinder Jacques Audiards Les Olympiades. Det handler om nogle unges sex- og kæresteliv, og størst indtryk gør Lucie Zhang som Emilie, der dater på livet løs, men længes efter kærligheden.

Zhangs præstation går følelsesmæssigt rent ind og leder tankerne hen på Anna Karina i hendes storhedstid i den franske nybølge i 1960’erne. Det må være en pris værd, især hvis juryen gerne vil anerkende et ungt talent.

Juryens pris: Haut et fort

Det var juryens pris, som Lars von Trier vandt i 1984 med Forbrydelsens element og kickstartede hans karriere.

Den går ofte til et mere eksperimenterende værk, og det ville være befriende modigt at give den til franske Julia Ducournaus body horror Titane – festivalens store chokdrama.

Samme film kandiderer også til begge skuespilpriser med modellen Agathe Rousselle og Vincent Lindon. Men det er sådan en film, der skiller vandene, og som derfor i en jury, hvor der skal findes konsensus, typisk trækker det korteste strå.

En anden mulighed er Apichatpong Weerasethakuls gennemført mystiske og stillestående Memoria. Men det er ikke ligefrem den slags kontemplativ filmkunst, man forbinder med Spike Lee.

I stedet tror jeg på Nabil Ayouch’ Haut et fort – engelsk: Casablanca Beats – der handler om en rapper, der kommer til en kulturcenter i Marokko og indfører eleverne i rapkunstens politiske potentiale.

Filmen er fyldt med sang og dans som Fame og Footloose, men i stedet for individuel karriere er kollektivet i fokus, når timerne udvikler sig til diskussioner om religion, revolution og social baggrund.

Haut et fort har træk tilfælles med den pædagogiske Klassen, der i 2008 fik Guldpalmen af en meget politisk formand, Sean Penn. Men den er frem for alt en hjertevarm, smittende og ungdommelig hyldest til ytringsfriheden.

Manuskript: Drive My Car

Ryusuke Hamaguchis Drive My Car fortjener at blive honoreret, og med mindre juryen vælger at give filmen en af de store priser, er det mest oplagte prisen for bedste manuskript.

Især fordi Hamaguchi og hans medmanuskriptforfatter med succes udstrækker en kort Murakami-novelle til hovedkonkurrencens længste film på næste tre timer.

Yusuke er en sorgplaget mand, der lider af skyldfølelse efter konens alt for tidlige død. Nu skal han sætte et teaterstykke op, og den daglige køretur fra boligen til teatret sker med en privatchauffør.

På turene hører han et bånd med replikkerne fra teaterstykket, men efterhånden udvikler det sig til mere personlige samtaler med chaufføren. Den tillukkede Yusuke åbner op for sine mørke tanker, så det bliver en eksistentiel rejse.

Ligesom asiatiske film som Shoplifters, Parasite og Burning, der har imponeret i Cannes i de senere år, bliver Drive My Car en spirituel oplevelse. Det er hypnotisk dvælende og samtidig intellektuelt berigende.