Cannes 2021
13. juli 2021 | 21:20

Afrikansk film kan vinde Guldpalmen

Foto | Mathieu Giombini
Unge Maria (Rihane Khalil Alio) bliver i Lingui gravid og vil have en abort, men det er særdeles farligt i Tchad, hvor den slags er ulovligt.

En masse fremragende film, men intet banebrydende mesterværk kan sende Guldpalmen i hænderne på en afrikansk instruktør, skriver Ekkos chefredaktør i sin midtvejsrapport.

Af Claus Christensen

Der har været så store udfordringer med overhovedet at afholde Cannes-festivalen midt under pandemien, at det i sig selv er en succes, at det med halvdelen af festivalen afholdt ser ud til at lykkes.

Samtidig har filmene gennemgående været af høj kvalitet. Mit karaktergennemsnit i stjernebarometret må være et af de største, jeg har haft i mine fjorten gange på festivalen, og indtil nu er den eneste decideret dårlige film i hovedkonkurrencen Sean Penns patetiske og pointeløse Flag Day.

Og den må faktisk ses som et fremskridt i forhold til instruktørens flovser The Last Face, der i 2016 fremkaldte hånlatter på festivalen med sin glamourøse Hollywood-romance mellem Charlize Theron og Javier Bardem på baggrund af en social katastrofe i Afrika.

Men det, vi i år har til gode, er mesterværket, som sparker benene væk under os. Vi har endnu ikke set en Parasite, Adèles liv eller Amour – altså film, som det vil være en forbrydelse mod menneskeheden ikke at give Guldpalmen.

Det gør konkurrencen helt åben.

Hvis der ikke blandt de ti film, vi pt. mangler at se i hovedkonkurrencen, er et indlysende mesterværk, vil det mere end vanligt være et spørgsmål om smag og behag. Her kan juryens sammensætning få stor betydning.

Stranger Than Paradise
To nordiske film – norske Joachim Triers Verdens værste menneske og finske Juho Kuosmanens Hytti No. 6 – er to af de bedste oplevelser, jeg har haft.

Trier sætter prikken over i’et i sin vidunderlige Oslo-trilogi, og Kuosmanen sætter en tyk streg under, at han er landsmanden Aki Kaurimäkis arvtager.

”Only parts of us will ever touch only parts of others,” citerer en af personerne Marilyn Monroe i starten af Hytti No. 6. Det kommer man i den grad til at forstå betydningen af.

Filmenskildrer finske Laura, som med en interesse for arkæologi rejser til Murmansk i Rusland for at studere sjældne helleristninger. Det viser sig, at hun skal dele togkupé – titlens kupée nr. 6 – med en russisk minearbejder, der er pænt lakket til og yderst pågående.

De har absolut intet tilfælles, og Laura forsøger meget forståeligt at finde en anden kupé. Hun leder endda efter en plads nede på tredje klasse for at slippe for den irriterende fyr. Uden held.

Men tvunget sammen på den begrænsede plads udvikler turen sig til, hvad der måske er filmhistoriens mest skæve og underspillede kærlighedsforhold.

Hytti No. 6 er antitesen til Richard Linklaters romantiske og snakkesalige Before-trilogi, og da Laura langt om længe når sit rejsemål, minder det om det urkomiske antiklimaks i Jim Jarmusch’ Stranger Than Paradise, hvor hovedpersonerne efter en længere bilrejse står foran turistattraktionen: en komplet snedækket sø.

Det er en vild præmis, at disse to radikalt forskellige mennesker finder et slags fællesskab, men man er ikke et sekund i tvivl om ægtheden. Fordi Kuosmanen er en mesterlig instruktør og manuskriptforfatter, og fordi det umage makkerpar bliver spillet overbevisende af Yuriy Borisov og Seida Haarla.

Førstnævnte indeholder hele spektret fra bølle til blød knægt, mens Seida Haarla er så levende og hudløs som Laura, at hun gerne må snuppe prisen for bedste kvindelige skuespiller.

Verdens værste menneske og Hytti No. 6 er humanistisk film, der passer perfekt til Cannes-festivalen. Men med en jury, der tydeligvis har en politisk dagsorden, er det næppe sandsynligt, at en af dem rejser hjem med Guldpalmen.

Wes Andersons lagkage
Der bliver næppe heller en Guldpalme til forhåndsfavoritter som Leos Carax’ Annette, Paul Verhoevens Benedetta og Wes Andersons The French Dispatch.

Annette starter – som jeg skrev i min anmeldelse – aldeles sprudlende som en meta-musical, men ender i en dødsspiral af mandligt selvhad, der virker mere selvhævdende end dybtfølt.

Verhoevens lesbiske nonnedrama om 1600-tallets udskejelser er lige så kinky og corny, som man kunne have forventet af den gamle gris, der på søndag fylder 83 år og holder sig imponerende godt. Benedetta er en sjov, men også noget trættende provokation.

Wes Andersons værk om et amerikansk magasin i en fransk by kaldet Ennui-sur-Blasé i det 20. århundrede tager derimod pusten fra tilskueren.

Hvert billede er så detaljemættet og smukt komponeret, at det kunne hænge på et museum, og filmen er så spækket med stjerner, at nogle af dem nærmest blot får en plads i baggrunden!

Filmen er opdelt i kapitler, og hvert kapitel fortæller en historie – fra et ungdomsoprør i byen til en spektakulær bortførelse – igennem en af magasinets reportere.

Inspirationen er hentet fra The New Yorker, som Wes Anderson (The Grand Budapest Hotel) er en stor fan af. Tidsskriftet er kendt for sine satiriske forsidetegninger, hvor velkendte elementer skaber en ny virkelighed. Det samme gør Anderson, så da The French Dispatch på et tidspunkt slår over i animation, virker det akavet. Filmen er i og for sig animation – bare med virkelige skuespillere.

Det er barok filmkunst, der kan lede tankerne hen på Peter Greenaway i hans stormagtsdage med 26 badeværelser og Tegnerens kontrakt. Wes Anderson formår at skabe humor og billedmagi ud af sin neurotiske ordenssans, perfektionisme og behov for at katalogisere, men under nydelsen sidder man og venter på, at den egentlige film skal begynde.

Det gør den aldrig, og at se The French Dispatch er som at spise en kæmpe lagkage. Et overflødighedshorn af en delikatesse, hvor man til sidst føler sig forstoppet og har lyst til at drikke et koldt glas postevand.

Fransk dødshjælp med humor
Nogle af Cannes-festivalens gamle kendinge er vendt tilbage til storformen.

Det gælder Asghar Farhadi, der efter mesterværket Nader og Simin søgte lykken i udlandet med internationale stjerner, uden at det blev nogen entydig succes.

Nu er han tilbage i Iran med Ghahreman (A Hero), hvor han med sin eminente fortællesans har skabt et skruen-strammes-drama om en fange, der under udgang gør en god gerning. Men den går helt galt, blandt andet takket være de sociale medier.

Italienske Nanni Moretti vandt i 2001 Guldpalmen med den sorgbearbejdende Sønnens dagbog. I Tre piani udfolder han historier om forskellige familier i en lejlighedsopgang, og de kredser alle om uforsonlige mænd, der er deres egen værste fjende. Filmen er på typisk Moretti-vis fyldt med patos, men det lykkes alligevel at bevæge – i hvert fald denne anmelder.

Begge instruktører er vendt tilbage til det, de er bedst til. Det er udmærket, men ikke nok til en Guldpalme.

Franske Francois Ozon overrasker til gengæld ved at fortælle en helt straight historie om en datter, som forsøger at tackle, at hendes far efter et hjerteslag presser på for at komme herfra via aktiv dødshjælp.

Historien er alvorlig, men den er fortalt med en befriende humor, og både Sophie Marceau og Ozons manuskript bejler til en pris. Men Guldpalmen bliver det nok ikke.

Parforhold sat på spidsen
En outsider er bestemt Ryusuke Hamaguchis Drive My Car. Med sine tre timer er det hovedkonkurrencens længste film, selv om den er en filmatisering af Haruki Murakamis 40 sider lange novelle.

Men filmen udnytter det langsomme fortælletempo til at trække os ind i hovedpersonen Yusuke – endnu en instruktør – der forsøger at bearbejde sorgen oven på sin kones pludselige død, som han giver sig selv skylden for.

En fremragende film, men heller ikke mere. Når der ikke er noget mesterværk, der løfter sig over alle andre film, er det oplagt at kigge på juryens præferencer.

Spike Lee og de otte andre i juryen lagde under deres pressemøde ikke skjul på filmmediets politiske potentiale. De var også glade for, at der er fire kvindelige instruktører i hovedkonkurrencen, selv om det vel egentlig ikke er specielt imponerende ud af 24 film.

Franske Mia Hansen-Løve kunne være et bud på en Guldpalme. Hun har skabt en herlig metafilm om et par – to filmskabere (spillet af Vicky Krieps og Tim Roth) – der rejser til Ingmar Bergmans ø Fårö for at skrive.

Bergmans Scener fra et ægteskab har fået mange ægtefolk til at forlade hinanden, får parret at vide, da de ankommer til øen. Og opholdet sætter da også en masse tanker i gang, især hos den unge Krieps.

Snart begynder fiktion og virkelighed at glide sammen på en elegant og overrumplende vellykket måde.

Men selv om filmen diskuterer kønsroller – Bergman skabte kunst, mens hans koner tog sig børnene – så er den ikke det oplagte Guldpalmevalg for en jury, som givetvis er opsat på at lave en politisk markering.

Femtenårig piges liv
Det er derimod franske Catherine Corsinis komediedrama La Fracture, der udspiller sig en nat på en parisisk skadesstue, som bliver et slags billede på samfundet.

Filmen handler om forholdet mellem almindelige mennesker, men i høj grad også om magthavere versus de undertrykte.

Personligt fandt jeg den overspillet og konstrueret. Folkekomediehumoren er ret plat, men hvis man er til den type allegoriske film, er La Fracture glimrende turneret. Og den kan faktisk minde lidt om Spike Lees egen gennembrudsfilm Do the Right Thing, hvor et nabolag i Brooklyn bliver en trykkoger.

Men lige nu ligner Guldpalme-favoritten Mahamat-Saleh Harouns afrikanske abortdrama Lingui, der betyder noget i retning af ”de hellige bånd”.

Filmen er en utroligt gribende fortælling om den femtenårige Maria, der bor alene med sin mor i en fattig hytte.

Hun bliver gravid, ligesom moren blev det med Maria i en ung alder. I Tchad, hvor handlingen udspiller sig, fordømmer ikke bare den muslimske religion abort – det er også forbudt ifølge lovgivningen.

Med et barn vil Maria blive smidt ud af skolen og i det hele taget set ned på af samfundet. Hun har ikke lyst til at ende som sin mor og overtaler derfor moren til at få foretaget en illegal abort.

Men det er yderst risikabelt, og filmen byder på den ene nervepirrende scene efter den anden, hvor man føler, at man sidder med Marias liv i sine hænder. Samtidig er filmen et af de stærkeste opgør med patriarkatet – og slag for kvindelig solidaritet – jeg længe mindes at have set.

Instruktøren er tydeligt inspireret af neorealisme og har i den grad evnen til at se det store drama i det små. Det er så enkelt og dog så rørende og opløftende, at Guldpalmen til Lingui vil være fortjent … med mindre der viser sig et omkalfatrende mesterværk på festivalens tre sidste dage, som det så ofte er sket.

Trailer: Lingui

Kommentarer

Claus Christensen

Filmmagasinet Ekkos chefredaktør dækker for fjortende gang Cannes-festivalen.

Ser samtlige film i hovedkonkurrencen og vurderer dem i Ekkos stjernebarometer.

Går på opdagelse efter perler i sidekonkurrencen Un Certain Regard og parallelkonkurrencerne Director’s Fortnight og Critics’ Week.

Årets festival løber fra 6. til 17. juli.

© Filmmagasinet Ekko