Oscar-panel: Disse fire skuespillere vinder

Adrien Brody fra The Brutalist, Demi Moore fra The Substance, Kieran Culkin fra A Real Pain og Zoë Saldana fra Emilia Pérez kan godt begynde at skrive deres takketale, hvis man skal tro de danske eksperter.
På søndag uddeles verdens mest eftertragtede filmpriser i Dolby Theatre i Hollywood, hvor komikeren Conan O’Brien er vært for det 97. Academy Awards.
Prisuddelingen holdes søndag den 2. marts, men på grund af tidsforskellen sendes showet herhjemme mandag den 3. marts fra klokken 1 til 4.
Det er særligt spændende i år. Der har ikke fra starten været en klar storfavorit, og pendulet har undervejs svinget mellem forskellige film. Sidst, men ikke mindst er vi i spil med Pigen med nålen i kategorien ”bedste internationale film”.
Ekko har vanen tro samlet et panel af landets største eksperter, der efter artiklen vover pelsen og giver deres bud på vinderne i samtlige 23 kategorier.
Panelet består af Casper Hindse fra Ekko, Ann Lind Andersen fra What2Watch, Lars B. Frahm fra Award Talk, Casper Christensen fra Filmnørdens Hjørne, Ida Rud fra Troldspejlet/Ekko, Hollywood-korrespondent Tina Jøhnk Christensen samt producenten Kim Magnusson, der to gange har vundet en Oscar.
Demi Moore vil triumfere
Når man tager i betragtning, at det er et svært Oscar-år for spåmænd og spåkoner, er det bemærkelsesværdigt, hvor enige eksperterne er.
Alle tror, at sexarbejderkomedien Anora vinder for bedste film – bortset fra Casper Christensen, der satser på arkitektdramaet The Brutalist.
Der er også rørende enighed om, at instruktøren bag Anora, Sean Baker, vinder prisen for bedste instruktøren, mens seks ud af syv eksperter tror, at Baker også løber med prisen for bedste originalmanuskript.
Demi Moores utrolige comeback i body horror-filmen The Substance bør også vinde statuetten for bedste kvindelige hovedrolle, hvis man skal tro Ekkos panel. Ida Rud står alene ved at pege på Mikey Madison fra Anora.
Adrian Brody fra The Brutalist ligner en lige så sikker vinder af prisen for bedste mandlige hovedrolle. Igen skiller Ida Rud sig ud ved at foretrække Sebastian Stans præstation som Donald Trump i The Apprentice.
I mandlig birolle samles hele panelet om Kieran Culkin fra roadmovien A Real Pain, mens alle tror, at Zoë Soldana fra Emilia Pérez vinder for bedste kvindelige birolle – på nær, naturligvis, Ida Rud, hvis favorit er ikonet Isabella Rossellini fra Konklave.
Ann og Ida rejser Dannebrog
Den kategori, der er størst uenighed om, er tankevækkende nok bedste internationale film, hvor vi har den danske kandidat Pigen med nålen.
Ann Lind Andersen og Ida Rud hejser Dannebrog, mens Lars B. Frahm og Casper Christensen har Emilia Pérez som vinder. Casper Hindse og Kim Magnusson mener derimod, at prisen går til en helt tredje film, nemlig det brasiliansk-politiske drama I’m Still Here.
Sidste år vandt Casper Hindse og Lars B. Frahm med nitten rigtige ud af 23 mulige, mens Ida Rud, der i modsætning til resten af panelet ikke skeler så meget til bookmakerne, var sidst med syv rigtige gæt.
Også i år vil topplaceringerne blive afgjort med små marginaler, og her kommer de tre kortfilmkategorier til at spille en afgørende rolle.
De er notorisk svære at gætte, og der er uenighed om, hvem der vinder. I bedste live action-kortfilm har Kim Magnusson selv en finger med i spillet, da han er blandt producerne af den hollandsk-belgiske I’m Not a Robot, som da også får hans stemme.
Oscarpanelet
Ann Lind Andersen
What2Watch
Casper Christensen
Filmnørdens Hjørne
Lars B. Frahm
Award Talk
Casper Hindse
Filmmagasinet Ekko
Tina Jøhnk Christensen
Hollywood-korrespondent
Kim Magnusson
Producer
Ida Rud
Troldspejlet og Filmmagasinet Ekko
Kommentarer