Djuuf – med dj, u og lang vokal

Vi kender hende som et forvokset barn i Bullerfnis. Eller som en plukket kalkun svingende fra loftet i en morsom sketch - enten lavet af Lex & Klatten eller Det brune punktum. Vi kender hende som almindelig skuespiller. Og vi kender hende som kvinden bag publikumsucceser som tv-serien Album og spillefilmene Oh Happy Day og En kort en lang. Hella Joof, der også genetisk er halvt hvid og halvt sort, er med andre ord en sammensat kunstner.

”Jeg bliver nødt til at tage et personligt ansvar for alt, hvad jeg sender ud. Jeg sender noget meget, meget alvorligt ud, jeg sender noget værre ballade ud, jeg sender nogle sange ud, nogle skægge sketches, og så sidder jeg og vrøvler i et eller andet børneprogram. Det er ret repræsentativt for, hvem jeg er. At der så er nogle, der kun har set det sjove, det går nok. Om ti år kan de måske også se den anden side. Jeg ville føle, det var begrænsende, hvis jeg skulle tænke strategisk. Det er ikke, sådan jeg er,” som Hella Joof siger.

Og hun er på mange måder anderledes end andre i sin branche. Under forberedelsen til interviewet sad undertegnede og læste et manuskript, der næsten alene bestod af replikker. Men handlingen var næsten fraværende. For den kan Joof allerede se inde i sit hoved.

”Jeg hader regibemærkninger. Og på et eller andet tidspunkt, når man er blevet sådan én, der ikke skal forklare så meget og ikke længere er sådan én, der skal ind og stå tigge og danse med handskedukker og love alt muligt gratis ... På et eller andet tidspunkt får man vel lov at komme med sådan nogle manuskripter. Jeg synes, jeg bruger en masse tid på at skrive manuskripter til alle mulige andre - alt muligt andet end det, jeg skal bruge til filmen.”

Forholdet til de andre
De andre. Under samtalen - med to kopper kaffe på en lille vinbar på Vesterbro, hvor Joof bor - dukker forholdet til de andre op flere steder. Som nogle, man forholder sig til. Og som nogle, man ikke gider vente på eller underordne sig. Hella Joof får selv ideer. Og hun fører dem selv ud i livet. Gerne sammen med andre. Men det starter tit hos hende selv.

”Det, vi lavede selv efter teaterskolen, det lavede vi, fordi vi jo ikke kunne sidde og vente på, at der kom nogle og opdagede os. Og det er måske også det, der irriterer mig ved at være skuespiller. At man er defineret - defineret af andre. Man bliver jo bare skuespiller, fordi man gerne vil stå på en scene og tale på vers. Og det var der så ikke lige nogen, der bad én om. Så måtte man jo gøre det selv. Okay, det blev så nok bare nogle lidt andre vers.”

Filmene laver hun sammen med andre. Og det har taget hende lang tid at erkende, at hun godt kunne selv. I starten var hun nemlig ret usikker.

”Da vi lavede de første ting, sad jeg helt angst og skrev en tekst. Egentlig var det jo Line Knutzon, der var forfatteren. Og jeg turde næsten ikke vise det, jeg selv lavede, til nogen. Jeg har altid været enormt dårlig til at være nummer to. Hvis der er én, der er helt vildt god til at synge, så begynder jeg ikke også at synge. Hvis der er én, der skriver helt vildt godt, så begynder jeg ikke at skrive. Jeg synes også stadig, at der er nogle, som er, sådan, rigtige forfattere. Men jeg er god til at få ideer, og det, jeg skriver, er måske mere en slags brugstekster. Men pyh, det var hårdt i starten.”

Det, der har skræmt hende, har hun for nylig set på tv. Det er den regulære angst for at blive forkastet af de barske dommere. Forkastet - med alle sine drømme.

”Når jeg kigger tilbage - i forhold til, hvor jeg er nu - så forstår jeg ikke, hvor al den angst kommer fra. Jeg var også enormt bange, da jeg gik til optagelsesprøve på skuespillerskolen. Jeg var så bange for, at det ville blive ligesom i X Factor, når der står nogen, som virkelig bare ikke kan synge. Så begynder dommerne at grine, og så siger de, du skal altså ikke arbejde med sang. De mennesker får jo et reelt chok. Alle deres drømme styrter sammen. Det var jeg meget bange for skulle ske. Jeg tror ikke, jeg mangler selvtillid, for jeg gør jo tingene. Men jeg er måske nok sådan én, der tit har manglet lidt selvværd.”

Ikke desto mindre er den Joof’ske vilje så tydelig. På mange måder er det den, der igen og igen brænder igennem, når man taler med hende. Hun vil lave en film. Hun vil sige noget vigtigt. Hun vil bestemme over en scenes udseende.

”Jeg har tit stået med ét stort NEJ indeni, når jeg har været på scenen. Jeg har faktisk været kropumulig, det kan jeg godt se nu. Men det er, fordi jeg slet ikke har trivedes i det. Det har været så få gange, jeg har oplevet sådan en stor forløsning og glæde på scenen i noget, andre har instrueret. Og jeg har næsten aldrig været enig med instruktøren om noget som helst, og i stedet bare sagt ’nej, nej, nej, sådan skal det da slet ikke gøres’. Og så bliver man enten nødt til at holde op og tie stille og blive noget med børn, eller også man må om på den anden side af det. Så sætter man selv røven i klaskehøjde og siger: ’Godt, så prøver jeg sgu selv at instruere det,’” fortæller hun.

Obama og mig
Hendes debut som instruktør skete som et tilfælde. En ven blev kørt over af en bus og brækkede bækkenet, og Hella Joof sagde omgående ja til at overtage hans instruktion af et stykke. Kort efter ringede Thomas Gammeltoft og spurgte hende, om hun ikke ville skrive En kort en lang - en film, hun lavede sammen med Københavns nuværende borgmester Klaus Bondam. En kærlighedsfilm om to mænd og én kvinde. Men også en film, der stiller skarpt på konformitet og folk, der lever i samfundets sommetider mindre accepterede miljøer.

”Der var mange, der syntes, at bøsserne i En kort en lang var helt vildt karikerede. Det stod også i nogle af anmeldelserne. Men det er jo, fordi I ikke kender nogen bøsser selv. Det er, fordi I sidder ovre i Kartoffelrækkerne og skriver anmeldelser. Ti stille, og så kom hjem til fest hos mig på lørdag, så skal I møde nogle af mine venner. De er helt oppe at køre og skriger og hyler og med guldarmbånd og det hele. Og så er de i øvrigt helt almindelige og sidder og drikker te. Vi er jo alle sammen bare mennesker. Men der er faktisk folk, der taler sådan, og som gør sådan med det ene øjenbryn, og som har mærkelige briller,” insisterer Hella Joof.

Om en beskrivelse forekommer karikeret eller ej kan - synes instruktøren - også have noget at gøre med nogle kunstneriske valg, man er nødt til at træffe.

”Jeg synes, det er tarveligt, at hver gang man skal arbejde med minoriteter, så skal det opfattes som karikaturer. Nu har vi fået en sort præsident i USA med en velfungerende kone og yndige børn - og de bor garanteret også pænt - men der er altså også sorte, der taler grimt, og som går rundt med bukserne helt hernede, imens de ryger crack, og hvis man lavede en film om dem, var det jo ikke en karikatur. Det var bare et andet udsnit.”

— Nej, og Obama, han er jo ikke engang sådan rigtig sort ...

”Han er lige præcis ikke en skid sort. Og ved du, hvad han slet ikke er? Og det er det, der er fantastisk, for ellers var han ikke blevet præsident: Han er ikke sort amerikaner. Han har ikke den dér black anger. Han har ikke sla-ve-blo-det - og det har jeg jo heller ikke. I øvrigt ligner vores historier lidt hinanden. Jeg var helt fra den, da jeg læste hans selvbiografi Dreams of My Father. Min far er fra Gambia i Vestafrika, Obamas er fra Kenya, så det er jo i den helt modsatte side. Men alligevel. Min far er død nu, men jeg besøgte ham en gang i Afrika, da jeg var fjorten-femten år gammel.”

— Hvor blev du lavet?

”Jeg blev lavet af glad, ung - eller nej, ikke glad, men mellemfornøjet, tror jeg - kvinde fra Frederikssund, der var ovre og gå på korrespondentskole i London, og så af ung, afrikansk jurastuderende, familiens håb med scholarship. De var kærester derovre, og så blev min mor gravid, og så var der The Break Up. Den historie har jeg aldrig fået fortalt, for den skiftede hele tiden. Og nu er min mor død, så nu får jeg den slet ikke at vide.”

Pigebørn som lokkemad
Måske var historien heller ikke for børn? Eller også gad de voksne bare ikke fortælle den? Ligesom de i Hella Joofs film aldrig gør det. I Album svigter forældrene for eksempel deres børn for fuld skrue.

”Det er, fordi voksne solidariserer sig med andre voksne. De handler ikke, når de ser, at der er noget galt. For så går familien jo bare i stykker. Og hvad så med sølvbrylluppet? Det bliver til sådan noget praktisk noget. Der er lavet masser af film, hvor man konfronterer en far, og hvor han bliver straffet for ikke at have taget sit ansvar. Men kvinderne - jeg tror det var Suzanne Brøgger, der skrev det i et essay - kvinderne, de ved det altid godt. Moren ved altid, at hendes barn bliver svigtet. Men i alle film - også i Thomas Vinterbergs Festen - får moren lov til at være den, der slipper. ’Jamen, jeg vidste det ikke,’ siger hun, og så bliver hun ellers tilgivet. Men det passer ikke. Hun vidste det. Hun vidste det. For hvis man har børn, så ved man det. Man opdager det. Men man kan vælge ikke at opdage det. Det kan jo også være, at ens verden ville styrte sammen, hvis det var sandt. Og så må det jo holde op med at findes.”

Se min kjole handler om overgreb på piger. Ikke seksuelle, ikke kun i hvert fald. Men lige så meget alle de små, psykiske overgreb. Og alle de overgreb, der er så perverterede, at vi som regel vælger at overse dem.

”Piger bliver for eksempel tit seksualiseret på en mærkelig måde i familien. For eksempel af en stedfar. Man bliver på en eller anden måde brugt som bait, som lokkemad, af moren. Hun forlænger sin egen ungdom med én. Se, hvor lækker jeg så ud engang! Jeg har virkelig mødt mange kvinder, der har oplevet dét. Man skal være i stuen sammen med sin mor og en fremmed mand. Så kan han sidde der og glo på én, og så kan han gå ind og kneppe hende bagefter. Eller sådan noget med at sidde på skødet og blive behandlet lidt, som om man var hans kæreste. Når en stedfar for eksempel bliver alt, alt for sur, hvis man kommer for sent hjem fra en fest. Og den slags er jo helt forkert. For faktisk skulle man jo behandles som en steddatter. Det er lidt som de her enlige forældre, der sover lidt for tæt sammen med deres egne børn. Det er ikke noget seksuelt, men de tvinger én til at udfylde en plads, og det er forkert,” siger Hella Joof.

Hun tager konsekvensen af sin velbegrundede paranoia. Og hun har derfor givet lektien videre.

”Jeg har lært min datter, at der aldrig er nogen med hemmeligheder med voksne. Man må sige alt, hvis man går med noget indeni, der gør ondt. For de er jo overalt, de her små overgreb, hvis først man tager de briller på. Bare i ens egen familie kan man jo se tonsvis af den slags små overgreb.”

Humor og alvor
Se min kjole handler derfor ikke om den beskidte elendighed. Den handler om den rene elendighed. For misbruget af andre mennesker er psykisk.

”Jeg har sørget for, at der er flot alle steder i filmen. Jagthoteller, Børge Mogensen-møbler, ja, selv når de er på et bosted, er det sgu faktisk et meget fint sted. Der er ikke noget i vejen med verden i den film. Det var vigtigt for mig. Der er noget i vejen med menneskene.”

Det udsatte barn, den udsatte pige, vil Hella Joof gerne lave mere om. Og gerne direkte til kernegruppen, børnene selv.

”Jeg vil rigtig gerne lave en tv-serie for børn, en politisk serie, hvor helten er sosuassistenten Ramona, der hjælper de svage, men som også skælder ud på de fordrukne forældre og får ryddet op. Det skal være superpolitisk. Jeg elsker at tale med børn og unge. Sådan havde jeg det ikke, da jeg var i 30’erne, dengang var jeg faktisk lidt bange for dem. Jeg syntes, at børn kiggede på én med sådan et gennemborende blik.”

— Der er tit skam og pinlighed i dine film? Du laver altid lidt sjov med tingene. Det er, som om der altid dukker en malplaceret, brugt tampon op ...

”Jeg tror, det har været den måde, jeg overhovedet har kunnet starte med at sige noget vigtigt på, nemlig ved at sige, at det jo bare var for sjov. Jo mere, man tør stille sig op og sige noget vigtigt, jo mindre man er bange for at blive smidt uden for døren, jo mere sjov tager man væk. Men jeg har det stadig sådan, at jeg holder øje med, hvornår jeg dementerer mig selv, fordi jeg ikke selv kan klare det. Hvis jeg for eksempel opdager, at her har jeg joke’et mig ud af det hele i et manuskript, fordi der er helt vildt meget, jeg ikke kan klare, så ryger det ud igen, inden jeg laver filmen. Hvis jeg kan mærke, at noget er vigtigt, så vil jeg også gerne sige det alvorligt. Måske starter jeg med at komme skævt ind på tingene, men jeg når frem til alvoren.”

”Jeg hader ikke at blive taget alvorligt, når jeg gerne vil tages alvorligt. Men jeg hader også at blive taget for højtideligt. Hvis man går rundt med noget nede i lommen eller nede i tasken eller inde i hjertet, som er upassende, som folk ikke gider høre på, men det skal altså siges ... Hvis man så siger det på en lidt rundere måde, kan man godt få folk til at lytte. Og næste gang kan man vel så få skåret noget mere af det fedt, det var pakket ind i, væk. Og så må man sige noget mere næste gang. Det er en eller anden måde at gøre det spiseligt på. Men jo. Min indgang til at kommunikere har altid været humor. Det var det også i skolen og i gymnasiet. Jeg var hende, der sagde noget sjovt. For så var det oppe på bordet. Og så var vi nødt til at tale om det.”

Mor er altid med
Et andet af Hella Joofs kommende filmprojekter skal handle om Costa del Sol. Om de danskere, der bor dernede.

”De sidder bare og drikker hele dagen. Du ved, når man er på ferie, så er det noget specielt, så må man gerne drikke hvidvin til frokost. Men de her mennesker, de bor her jo. Så de drikker sig ihjel. Og så har de alle de her undskyldninger. Når manden drikker hele dagen, så er det vel okay, at konen kun drikker om aftenen. Så er hun jo nærmest clean. ”

— Hvor længe er de om at dø af det?

”Man har vel tyve gode år som alkoholiker, så begynder de indre organer at sætte ud. Min mor døde her for fire år siden, fordi alt satte ud. Det var bare hvidvin fra klokken ti om formiddagen og så hele dagen. Og når man ser på det bagefter, wow, mand. Du kan jo drikke fire flasker vin om dagen - og du kan sikkert også drikke mere - hvis du hele tiden har gang i et glas. På et tidspunkt begynder leveren så at størkne, og så kommer der udposninger på spiserøret. Det hele endte med en hjerneblødning. Det var faktisk meget nådigt, synes jeg.”

— Er din mor med i den nye film? Der er en mor, der drikker meget.

”Ja, det kan man godt sige. Men det er alle mødrene i alle mine film. Kirsten Lefeldt i Fidibus er en parodi på min mor. Ghita Nørby i En kort en lang er min mor. Det er altid sådan noget med at sidde og nyde noget vin ved bordet, og så sige, at man lige går ud i køkkenet for at ordne sovsen, og så tager man sig lige et par glas ekstra derude. Jeg har tit tænkt, at hun også drak et par glas, inden man kom. For hvordan har hun ellers kunnet nå at blive så stiv? Men i mine film viser det sig tit bare ved, at en mor siger nej tak til et glas, fordi hun lige har fået halvårsnålen fra Anonyme Alkoholikere. Så er det også sagt. Så er det med.”

— Er det derfor, du har lavet Se min kjole?

”Ja. Det er jo egentlig meget personligt. Men altså, det dér tema: ’Hvorfor passede du ikke på mig?’ Det dér med ikke at blive passet på, det med at være seksualiseret som barn og som ung, og det med at have en meget kraftig fornemmelse af, at noget er forkert, men ikke have noget sted at gå hen med det, fordi man hele tiden får at vide, at det ikke er rigtigt. Det findes ikke, det har man misforstået, sådan var det slet ikke. Alt det har jeg oplevet meget i mit liv. Så på den måde er Se min kjole meget personlig.”

Offerrollen
Alligevel skal man ikke regne med at se en Joof’sk udgave af Minder om min far eller et opgør med hendes egen historie. Temaerne er de samme, men de bliver behandlet mere abstrakt og med kunstneriske greb.

”Med Se min kjole ville jeg gerne lave noget om misbrug. Fortælle, at vi bliver misbrugt, og så bliver vi misbrugere. Misbrugere af stoffer eller sex eller andre mennesker. Det med at leve i offerrollen er jo også et misbrug i sig selv. Så har man narrepas, og så skal man ikke noget. Så det eneste, der hjælper er en ordre: ’Du skal rejse dig op.’ For vi skal rejses op, når vi er blevet misbrugt. Ellers kan vi ikke komme videre. Det er forfærdeligt det, du har oplevet, men du må ikke sidde dér i sofaen og få førtidspension, du skal komme med her. Jeg synes, det værste man kan gøre er at acceptere det. Folk skal have lov at skrige, og de skal bekræftes i, at det var et overgreb, og det var ikke deres skyld. Punktum. Men derfra skal vi videre. Ellers stopper alt jo bare dér,” siger Hella Joof.

Og hun mener det ret bogstaveligt. Lediggang er, som ordsproget siger, roden til alt ondt.

”Jeg har opdraget min datter til, at vi skal arbejde. Vi skal arbejde. Også når det regner, eller når vi er kede af det. Vi kan ikke tåle og sidde og have ondt af os selv. Det fører til depression og misbrug. Se min kjole skal vise ofrenes historie. Der var en fyr, der hørte om filmen, og sagde: Handler den om incest? Han kunne med det samme aflæse den titel. Den behøver ikke at hedde ’Se under min kjole’. Børnesangen, ideen om et børneværelse, mere skal der ikke til, før vi godt ved, at der nok er noget helt galt,” siger Hella Joof.

Hun har stof til mange flere film fra sin mor. Sådan virker hendes blik, når hun fortæller. Og Hella Joof har hudfarven fra sin fraværende far. Den flade næse. Og de dybe, brune, kærlige øjne. Og så har hun jo efternavnet fra ham. Joof. Juf? Jof? Djof? Eller?

”Djuuf. Jeg hedder Djuuf. Med dj, u og lang vokal. Under sidste VM var der en afrikansk fodboldspiller, der hed Diouf - det er samme navn, bare stavet som man gør i de fransktalende dele af Vestafrika. Jeg vil tro det betyder ham-der-spiller-højst-på-tromme eller sådan noget. Det er jo sådan et Wollof-navn. Kan du huske den dér tv-serie med Rødder? De var fra Wollof-stammen ligesom mig. I hvert fald dem, der spillede på trommer,” siger Hella Joof og smiler stolt.

— Og så snakker vi ikke neger om det?

”Netop!”


Se min kjole har premiere 3. juli 2009.