Død for verden

For femten år siden spolede jeg mig gennem Film- og Videoudlejningen i Fredensborggade med deres enorme samling af b-film: krimi, komedie, horror, splatter og porno. Jeg var nået til Hong Kong og så karate-, ninja- og actionfilm i endeløse baner. Ofte på fast forward. Jeg følte efterhånden, at min hjerne var blevet forvandlet til mos, da jeg satte endnu en video på.

Boiling Point, lød titlen, og da filmen var forbi, var jeg sikker på, jeg var blevet idiot. Jeg havde nemlig ikke fattet en bjælde.

Jeg spolede tilbage til den indledende scene, hvor en lidt tilbagestående fyr sidder på bænken og ser på, mens nogle lokale spiller baseball. Der sker vitterlig ingenting, og det virker som en evighed.

Nej, Boiling Point er ikke nogen almindelig gangsterfilm. Instruktøren, manuskriptforfatteren og hovedrolleindehaveren Takeshi Kitano havde udsat mig for et forventningsbrud. Alle de vante forståelsesrammer - de genremønstre, som man orienterer sig efter, og som gør, at man mere eller mindre kan forudse handlingen - var sat ud af spil.

Jeg var kort sagt blank. Lige så blank som yakuzaen Uehara (Kitano), hvis handlinger er uforudsigelige og eksplosive. Han giver lussinger og skyder folk ned (og begår homoseksuel voldtægt!) i sekunders overreaktion for derpå at falde sammen i apati og stilstand.

Uehara er uigennemtrængelig, gådefuld og umulig at indleve sig i. Han er den totale psykopat, der smiler med et tomt blik. Han er psykopaten som klovn med sadistisk slapstick og barnlige practical jokes. Kitanos deadpankomik overgår de fleste siden Buster Keaton, og det er ikke uden grund, at han er blevet kendt som Japans største og mest grænsebrydende komiker.

Karriere som enfant terrible
Takeshi Kitano (f. 1947) voksede op i et af Tokyos fattigste og mest barske kvarterer. Faren var alkoholiker og slog Takeshi og hans tre søskende umotiveret (farens sidste ord var ”undskyld”, ligesom det sidste ord i Hana-bi). Moren knoklede for at give børnene en uddannelse. Hun stod med en lommelygte, så de kunne læse, når det var mørkt, og hun slog dem, hvis de ikke kunne deres lektier. Takeshi elskede hende over alt.

Som tolvårig kom han ikke med på baseballholdet og kastede sig i stedet over boksning. Han havde meget, han skulle af med. Efter at have læst til ingeniør i fire år droppede han ud af universitetet og fik arbejde som elevatoroperatør på en natklub. Han forsøgte uden held at komme i lære som komiker, og da en af klubbens faste indslag faldt død om, greb han chancen og mikrofonen.

Han fandt sammen med Kioyoshi Kaneko og dannede stand-up-duoen The Two Beats. Heller ikke det var nogen succes. Indtil Kitano gav sig til at skrive materialet selv og kastede sig over obskøniteter: pis, lort, pik, kusse, sygdom, død og racisme. Intet var helligt: gamle, handicappede, fattige, grimme, kvinder, børn, regeringen. Med ét var The Two Beats stjerner, der i 1976 kunne fylde koncerthallerne. Men Kitanos karriere som enfant terrible førte ham længere og længere ud i overskridelser og selvudlevering, samtidig med at han fik større og større succes.

Fangruppe og hær
På et tidspunkt havde han ikke mindre end syv tv-shows, blandt andre det famøse Takeshi’s Castle, hvor deltagerne blev udsat for sindssyge og livsfarlige prøvelser. De tilhørte ofte hans fangruppe, der kaldte sig for Gundan (”Takeshis hær”) og tiltalte ham med Tono (Herre), som samuraier kalder deres mester. Nogle af dem indgår i hans skuespillerstab den dag i dag, og scener i hans film er som taget ud af tv-programmerne.

Beat Takeshi, som hans persona hed, var en blanding af Lenny Bruce, Jackass og computerspillet Super Mario Brothers. Men hans popularitet som komiker gjorde det umuligt for ham at blive taget seriøst - som skuespiller og især som filminstruktør. Kitano var efterhånden så langt ude, at han blottede sine kønsdele på direkte tv og gik til angreb med sin ”hær” på redaktionen af et sladderblad.

Publikum grinede af debutfilmen Violent Cop (1989), hvorpå han året efter lavede den endnu mere voldelige og pessimistiske Boiling Point, som også floppede. Og da det samme skete i 1993 for hans første mesterværk, Sonatine, var han ved at gå til i druk og depression - og tiltagende paralyse og tavshed i filmene.

Takeshi Kitano begik kommercielt og kunstnerisk harakiri med slapstick-komedien Getting Any? Hvis folk ville have noget at grine af, kunne de grine sig ihjel. De symbolske selvmord i filmene blev til et reelt selvmordsforsøg i 1994, hvor han sætter sig stangstiv på en scooter og kører ind i en vejbom i en uhyggelig gentagelse af motorcykeluheldet i Boiling Point.

Kitano overlevede med partiel lammelse i venstre side og et ansigt, der med trækninger og tics var mere maskeagtigt end nogensinde før. Tre år senere gjorde han sensationelt comeback med et af den moderne films store mesterværker.

Hjerteløs af sorg
Hana-bi betyder fyrværkeri og består af ordene ”ild” og ”blomst”. Filmen blander eksplosiv brutalitet og dvælende ømhed til et punkt, hvor det bliver to sider af samme sag.

Her går brikkerne fra alle Kitanos film op. Det er hans triumf over døden. Fordi han overlevede og genopstod som skuespiller og instruktør, og fordi han i 1997 med Venedigfestivalens Guldløve i hånden kunne vende tilbage til Japan, hvor han ikke var fundet værdig til en eneste pris, og aflevere denne besked: ”I am the master!”

Men frem for alt, fordi filmen demonstrerer netop det: at triumfere over døden. Vi følger en mand, der er tabt for verden. Efter et knivstikkeri bliver han flikket sammen på hospitalet og får et stort plaster på venstre side af brystet. Nishi er et menneske, som har fået skåret hjertet ud.

Han er ikke hjerteløs af nihilisme og tragisk selvbevidsthed som i de tidligere film, selv om de også kredser om kærlighedstabet. Han er hjerteløs af sorg.

Hans femårige datter er død af leukæmi. Han flytter en trehjulet cykel på vej hjem, det er hjerteskærende. Hans kone er i terminalstadiet af sin kræftsygdom, som om hun følger datteren i døden. Han fjerner en cigaret, som hun ryger på. Hun ønsker ikke at leve. De sidder sammen hver for sig i en afmægtig, ordløs smerte.

”Du besøger hende aldrig på hospitalet,” siger vennen og politikollegaen Horibe og overtager hans vagt i jagten på en morder blot for øjeblikket efter at blive skudt ned og ende som invalid. En anden politimand bliver dræbt. Nishi kaster sig over forbryderen og tømmer apatisk sin pistol i liget. I sorg myrder han en død. Om og om igen.

Går i evigheden
Hana-bi begynder, hvor andre film ender. Filmen er en uendelig sørgelig elegi, som vender actionfilmen på hovedet og spoler den tilbage i melodrama og poesi.

De voldsomme og traumatiske begivenheder har allerede fundet sted og dukker efterhånden op i bevidstheden som flashbacks i slowmotion, mens Nishi i den fremadskridende handling tager på en sidste, stille rejse med sin kone. Han forsøger at gøre alt godt igen, eller som de siger i amerikanske film: Set the record straight.

Hævnen bliver vendt til sin modsætning i det smukkeste genrebrud: kærlighedsgerninger. Nishi tager sig af de efterladte og sender penge til den døde kollegas kone og den invaliderede Horibe. Han indhenter det forsømte i forhold til sin kone, som han har været fraværende overfor. De nærmer sig hinanden i omsorg og ømhed - forsigtigt, kejtet - mens de besøger Japans hellige steder. De ligner turister på en guidet tur, men de er fremmede for denne verden. De går i evigheden: et buddhistisk tempel, en zenhave og det allerhelligste, Fujiyama.

Nishi må rydde forhindringer af vejen på pilgrimsfærden og slås med en hensynsløs brutalitet, fordi han står i økonomisk gæld til yakuzaen. Det siger sig selv, at han har sagt op fra politiet. Politiarbejdet i det gode og samfundets tjeneste har ført til det onde. Han har gjort det rigtige og mistet alt. For at gøre det godt igen må han bryde loven og tage sagen i egen hånd: selvtægt!

Han plyndrer en bank for at betale gælden tilbage. Det sker i politiuniform og må være filmhistoriens mest udramatiske bankrøveri. Action, skrigene og skuddene forvandles til stilheden. Selv patronerne i pistolen, som han flasher i trusselsmomentet, er blanke og tømt for indhold.

Hans motiver er opofrelse og kærlighed. Han er ren af hjerte, fordi han intet har. Og han står hinsides loven. Som når han laver barnlige jokes for at opmuntre sin kone og slår på den bedeklokke, ingen må røre, og jokker i det pertentlige grus i en buddhistisk have. Eller, mere alvorligt, når han hamrer en spisepind i øjet på en yakuza og massakrerer sine forfølgere for foden af Fujiyama.

Grænseløs beslutsomhed
Nishi har lidt det absolutte tab. Han har på en måde døden bag sig. Hans perspektiv er ligesom på bilkirkegården, hvor de ødelagte biler tårner sig op på begge sider af vejen. Han sidder på hospitalet, hvor lægen fortæller ham, at videnskaben ikke længere kan gøre noget for hans kone.

Det er slut. Alt er slut, og derfor optræder Nishi også med en grænseløs beslutsomhed og handlekraft, samtidig med at han er usårlig. Han stikker fingeren ned i bolten på en pistol, som en yakuza skal til at affyre, og blinker ikke, lige meget hvor hårdt manden tager i aftrækkeren. Blodet løber, men han er i forvejen følelsesløs af smerte. Han vender ansigtet mod en pistol uden at fortrække en mine, da den bliver affyret - den er ikke ladt!

Fra det øjeblik, han opgiver verden og tømmer sin tjenestepistol i forbryderens lig, er han ikke længere politidetektiven Nishi. Han er genopstået som Hana-bi og optræder med en uendelig styrke og brutalitet (ild) og uendelig nænsomhed og kærlighed (blomst), som på et splitsekund kan slå over fra det ene til det andet.

Da hans kone vander visne blomster i havet til minde om deres datter, bliver hun antastet af en mand.

”Man kan ikke vande visne blomster. Er du tosset, fordi du er blevet forladt?” spørger manden. I næste klip er han fældet og ligger med hovedet i det blodrøde vand, hvor Nishi holder ham nede med foden.

Nishi var tidligere foroverbøjet og resigneret i sin sorg. Nu er han uovervindelig og hensynsløs og går klædt i sort jakkesæt og solbriller i en arrogant selvbevidsthed. På rejsen ind i evigheden.

Kunst som sorgarbejde
Som i alle Kitanos film er evigheden havet. Det er ikke kun for at holde budgettet nede, at A Scene at the Sea har stranden som location, og film efter film vender han tilbage til den. De mest dadaistiske scener i Boiling Point og Sonatine udspiller sig på stranden i en barnlig leg: på den yderste grænse.

Fra første scene i Hana-bi afgrænser havet den forgængelige verden og slikker Horibes sandaler, da han ruller ud i vandet i kørestolen og stirrer på den tomme horisont, inden han forsøger at begå selvmord.

Det eneste, der nu står mellem Horibe og evigheden, er den udskydelse, som består i at male sit tabte liv. Malerierne i filmen er Kitanos egne. Han kastede sig over billedkunsten for at genvinde sin finmotorik efter selvmordsforsøget, og Horibes historie er for så vidt også hans. Den eneste vej ud af depressionen er et projekt. Horibes efterliv er at male det tabte og forvandle det til farveprægtig, naivistisk skønhed.

Efter ulykken er Horibe blevet forladt af kone og barn, men de genforenes i maleriet, hvor de står og peger på fyrværkeriet. I et andet billede skriver han tegnet for "selvmord" og kaster en blodrød klat maling: kunsten som sorgarbejde. Det er arbejdet, der tæller, og arbejdet skrider frem i en pointilistisk teknik, som kræver omhu og fordybelse: selvforglemmelse. Maleriet består af tusindvis af prikker, og når det er færdigt, er Horibe det også.

Puslespillet går op
På samme måde består Hana-bi af isolerede enkeltscener, som til sidst tilsammen betyder erkendelsen og undergangen for Nishi og hans kone. Filmen udfolder sig som en langsom bevidstgørelse af det frygteligste. Nishi og hans kone sidder med brikkerne til et puslespil, som de forsøger at løse undervejs.

Da puslespillet går op, er det også gået op for dem. Spillet giver tallet 5, deres datters alder - og de ender på stranden, hvor de sidder og kigger på havet, mens en lille pige løber rundt og leger med en drage. Nishi giver ikke slip, da han skal hjælpe hende med at få den til at lette, og den går i stykker. Hele denne verdens legetøj er ødelagt for dem, men pigen leger bare ubekymret videre.

I filmene op til Hana-bi lykkes det ikke at finde kærligheden. I Sonatine standser gangsterbossen Marakuwa (Kitano) bilen på vej ud til stranden, hvor en pige venter på ham. Han skyder sig selv, fordi bevidstheden om hans forbrydelser gør det umuligt for ham at fortsætte. I A Scene at the Sea drukner hovedpersonen sig i havet og efterlader på stranden sin stumme kæreste, der har fulgt ham som en skygge. De sidste ord i Hana-bi er ”tak, undskyld”, og det er også de første og eneste ord, Nishis kone ytrer, inden vi hører to skud uden for billedet, der viser stranden og havet.

Ondt og godt, vold og kærlighed, liv og død, er vendt på vrangen og er ikke længere hinandens modsætninger. Omsider kan de elskende forenes i døden. Det eneste, som overlever, er uskylden og naiviteten, det bevidstløse intet - og på en måde: deres datter.