Donald Trump håner Oscar-vinder
I disse dage slås en række amerikanske kandidater om, hvem der senere på året skal være det demokratiske partis kandidat i kampen mod den republikanske præsident Donald Trump.
Den 45. præsident i USA er også begyndt at tage ud og møde sine vælgere. Og ved et valgmøde i staten Colorado kom han med sin uforbeholdne mening om årets Oscar-uddeling, hvor det sydkoreanske mesterværk Parasite til manges glæde skrev historie.
Trump er vred over, at en ikke-amerikansk film vandt showets største pris.
”Hvor dårlig var Oscar-uddelingen lige i år? Vinderen var en film fra Sydkorea. Hvad fanden handler det om!” siger Donald Trump, som dog ikke lyder til at have set filmen.
”Vi har nok problemer med Sydkorea, hvad angår handel, og så vinder de prisen for årets bedste film. Var den god? Jeg ved det ikke.”
Donald Trumps tale har skabt reaktioner på sociale medier. For eksempel bliver der spekuleret i, at historien om klasseforskelle og kampen mellem rig og fattig ikke er hans kop te. Og så kan han måske bare ikke lide, at det kræver undertekster at følge med i Parasite.
”Forståeligt – han kan ikke læse,” lyder det sardonisk fra filmens amerikanske distributør, Neon, på Twitter.
Brad Pitt er for smart
Det lader til, at Donald Trump vælgerbase var med ham i kritikken af Oscar-uddelingen og instruktøren Bong Joon-hos Parasite.
De buhede i hvert fald, da han bragte prisuddelingen på banen. Og jublede til gengæld, da han fandt nogle lidt ældre filmreferencer frem.
”Jeg savner Borte med blæsten, kan vi ikke få den tilbage? Sunset Boulevard, der er så mange gode film. Og vinderen er … en film fra Sydkorea. Jeg troede den vandt for bedste udenlandske film, er det her nogensinde sket før?”
Til gengæld lød det ikke til, at præsidenten havde alle folk med sig, da han kritiserede en anden af vinderne: Brad Pitt.
Skuespilleren tog prisen for bedste mandlige birolle for sin præstation i Quentin Tarantinos Once Upon a Time in Hollywood, men heller ikke han er i kridthuset hos Donald Trump.
”Og så er der Brad Pitt, som jeg aldrig har været fan af. Han gik op og var lidt smart i det.”
Kommentarer