Oscar-uddelingen 2020

Oscar-komitéen valgte for andet år i træk ikke at have nogen vært til at styre det flere timer lange show med vindere og tabere.

Men hvor showet sidste år virkede forvirret og uden en rød tråd, var det tydeligt, at showets producere, Lynette Howell Taylor og Stephanie Allain, har brugt tiden på at lade musikken være den gennemslagsfaktor, en vært normalt skal stå for.

Sidste år var der syv musikalske optrædener, mens der i år var ni, og en af dem var endda en hemmelighed: Eminems opførsel af den Oscar-vindende sang Lose Yourself.

Taylor har udtalt, at Eminem blev brugt som showets nok største overraskelse, fordi det gik perfekt i spænd med temaet om historiefortælling, musik og filmproduktion.

Og når man proklamerer, at den indiskutabelt mest populære unge sanger i verden lige nu, Billie Eilish, også skal optræde, er det en håndsrækning til det yngre publikum, som genkender sig selv i den unge sangers turbulente og rørende tekster.

Anført af skuespilleren Idina Menzel lagde en række kvinder fra forskellige lande på hver deres sprog stemme til Elsa fra Frost 2. Danske Maria Lucia var strålende på scenen. Og Elton John gav et fænomenalt show med sangen (I’m Gonna) Love Me Again, som senere på aftenen vandt ham en Oscar for bedste sang.

På den måde lykkedes det at holde underholdningen kørende uden en vært. Så heldig var man ikke med det humoristiske.

James Corden og Rebel Wilson indtog scenen udklædt som katte i et forsøg på at lave tykt grin med deres i forvejen latterliggjorte Cats. Det virkede dog mere patetisk end sjovt, og Akademiet har også efterfølgende modtaget kritik fra Visual Effects Society, som føler, at skuespillerne forsøgte at fedte fiaskoen af på CGI’en.

Steve Martin og Chris Rock åbnede showet med en sketch, hvor de understregede, at de ikke var værter, men tværtimod glade for degraderingen.

Men selv om det fungerede betydeligt bedre end sidste år, savnede man alligevel en vært, der kan give showet en personlighed og pirke lidt til det alt for opstyltede og selvhøjtidelige.

Et andet problem er, at alle fire priser i skuespilkategorierne var så forudsigelige. Bookmakerne spiller en større og større rolle, og deres forudsigelser, som florerer i flere måneder før uddelingen, påvirker Akademiets medlemmer, når de afgiver deres stemme.

Forudsigeligheden er en klar trussel mod showet, og det samme er belønninger, der mest har karakter af en slags æres-Oscar. Når Laura Dern indtager scenen, er det nok mere en hyldest til hendes lange karriere og vellidte personlighed end den rolle i Marriage Story, hun er nomineret for.

Gudskelov sørgede den sydkoreanske charmetrold Bong Joon-ho for en kæmpe overraskelse, da Parasite vandt for bedste film.

Det er en enorm triumf for den internationale filmkunst, at det traditionelt hjemmebanefikserede Oscar-akademi for første gang lader en ikke-engelsksproget film komme helt til tops.

Det kan skabe en ny æra.

At det samtidig har kostet i seertække, er der næppe nogen tvivl om. Årets show havde det laveste seertal i USA nogensinde, og mon ikke mange amerikanere har haft svært ved at holde sig vågen for at heppe på to film – britiske 1917 og sydkoreanske Parasite – som de ikke har fået set?

Så meget desto vigtigere er det, at Oscar til næste år finder en kendt og karismatisk vært, som kan sætte fut i fejemøget. Ricky Gervais skulle vist være ledig?