Nyhed
07. okt. 2024 | 12:45 - Opdateret 07. okt. 2024 | 13:55

DR-generaldirektør stopper

Foto | DR

60-årige Maria Rørbye Rønn begyndte sin karriere i DR tilbaige i 1995, hvor hun blev en del af afdelingen DR Ophavsret. 

Maria Rørbye Rønn har besluttet at forlade posten i løbet af 2025 efter femten år som øverste chef for public service-stationen. Vi gennemgår Rønns op- og nedture.

Af Frederik Hoff

Siden 2010 har Maria Røbye Rønn været generaldirektør for DR, men snart er det slut.

I en pressemeddelelse fra DR lyder det, at hun har besluttet sig for at træde tilbage i løbet af 2025. Public service-stationen skal dog først have ny bestyrelse, som derefter skal finde en ny generaldirektør.

Den 60-årige jurist startede hos DR allerede i 1995 som en del af afdelingen DR Ophavsret, inden hun i 2001 blev DR’s jurachef. I 2007 fik hun stillingen udvidet til chef for jura, politik og strategi.

I 2010 blev hun så konstitueret generaldirektør, da Kenneth Plummer trådte tilbage, og i 2011 blev hun valgt til at blive på posten permanent.

Rønn blev i 2013 tildelt ridderkorset af første grad og hendes mange år i jobbet vidner om, at hendes arbejde har været værdsat. Dog har Rønns tid i toppen af det danske public service-hierarki også været præget af voldsomme besparelser og flere møgsager.

Besparelser
I 2015 meldte Maria Rørbye Rønn ud i en kronik i Berlingske, at nutidens børn ser langt mere Netflix og YouTube end DR Ultra. I årene efter kæmpede hun og DR med at vinde børnene tilbage blandt andet med en baby-app og en genoplivning af Kaj og Andrea.

Det var også op til Rønn at styre DR igennem de massive besparelser, stationen blev pålagt i 2018, da den daværende borgerlige regering indgik en aftale med Dansk Folkeparti om at skære tyve procent af budgettet over de følgende fem år, altså cirka 773 millioner kroner.

375-400 stillinger skulle nedlægges, og kanaler på radio og tv blev næsten halveret.

Især på grund af besparelserne har der af flere omgange været stor opmærksomhed på generaldirektørens mange lønforhøjelser og høje årsløn, der i 2022 ifølge MediaWatch lå på cirka 3,9 millioner kroner.

I samme periode blev de faste filmanmeldere Per Juul Carlsen og Maria Månson fyret, efter programmet Filmselskabet var blevet sløjfet, genoplivet og sløjfet igen til stor irritation for fans af programmet.

I Ekko #95 kom Carlsen med en sviner til DR, der i hans øjne systematisk nedprioriterer filmstoffet.

Under Rønn fik DR i marts 2024 tjenesten Gensyn, en mere kurateret og indbydende erstatning for det gamle Bonanza, men med et langt mere begrænset udvalg.

Ekko kunne i marts fortælle, at det fulde DR-arkiv først bliver tilgængeligt hos Det Kgl. Teater i slutningen af 2024 eller længere inde i 2025.

Vippet af fiktionspinden
Tilbage i 2012 blev Rønn og TV 2’s daværende administrerende direktør Merete Eldrup interviewet i Ekko #56. Rønn var misundelig på konkurrentens hårdtslående dokumentarer som Operation X, mens Eldrup ønskede sig en prestigiøs dramasucces a la Borgen.

Man må sige, at begge fik, hvad de ønskede sig.

I øjeblikket leverer TV 2 højkvalitetsdrama som Dansegarderoben og Vinterbergs kommende serie Familier som vores, mens DR har sat dagsordenen med kontroversielle dokumentarer som Spies og morgenbolledamerne og Sexisme i musikbranchen.

Men hvor TV 2 er stærke på begge fronter – tænk bare Den sorte svane – er DR vippet af pinden som hovedleverandør af danske dramaserier, selv om de har samlet danskerne med Huset og Carmen Curlers.

I 2021 fik DR på hattepulden i medierne, da en stort anlagt serie om Leonora Christine måtte sløjfes undervejs i produktionen, fordi budgettet ikke holdt. Det havde Zentropa advaret DR om allerede et år tidligere.

Ekko søgte agtindsigt i sagen for at finde svar på, hvad danskerne fik for de flere millioner kroner, der var brugt på serien, men blev nægtet indblik.

DR går i blodet
Den største skandale i Maria Rørbye Rønns tid som chef for DR var også i 2021, hvor en lang række tidligere sangere i DR Pigekoret kunne berette om krænkelser. Det endte med at koste DR omkring ti millioner kroner til en advokatundersøgelse.

Men trods de mange kriser og besparelser står DR endnu, og som øverste leder må Maria Rørbye Rønn siges at have en del af æren for det.

I pressemeddelelsen forklarer generaldirektøren, at hun melder sin afgang nu, så den kommende bestyrelse, der skal vælges ved årets udgang, allerede fra starten ved, at de skal finde en ny generaldirektør.

”Jeg har altid sagt, at DR har det med at gå i blodet på én, og det er sandelig også sket for mig. Public service-opgaven med at skabe et stærkt fundament for demokratiet, den danske kultur og fællesskaber på tværs af landet er både vigtig og meningsfuld,” udtaler hun i pressemeddelelsen og fortsætter:

”Jeg er så uendeligt stolt og imponeret over den kvalitet og spændvidde, medarbejderne udfolder hver eneste dag. Fra distrikterne i hele landet til Koncertsalen i Ørestad. Fra Børste i Minisjang til Demenskoret. Fra en dramaserie som Huset til et digitalt TV Avisen Live.”

”Det har været mit livs professionelle privilegium at stå i spidsen for så mange dedikerede og dygtige medarbejdere, og jeg vil gerne sige stor tak for mange gode og spændende år.”

Kommentarer

Maria Rørbye Rønn i Ekko

DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn og den daværende administrerende direktør for TV 2 interviewes sammen i Ekko #56 fra 2012.

Rønn var misundelig på konkurrentens dokumentarformat Operation X, og DR er siden selv blevet leveringsdygtig i hårdtslående dokumentarproduktioner.

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Bestil magasinet her og få det tilsendt.

Abonnenter kan også læse bladet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko