Politiker: DR kan ikke fralægge sig ansvaret

To danske sager har i år sat spørgsmålstegn ved reglerne for samtykke, hvis de medvirkende ikke vil være med i dokumentarer, som de er blevet filmet til. 

Først stod Anja Olsen i Filmmagasinet Ekko frem og fortalte, at hun medvirker mod sin vilje i Into the Deep, der kommer på Netflix. Dokumentaren følger folkene omkring Peter Madsen i tiden før, under og efter hans drab på journalisten Kim Wall. 

Efterfølgende fortalte pårørende til Jan Grarups afdøde ekskone Zasha Sekjær i Ekko, at de ikke havde givet deres samtykke til, at Boris B. Bertrams dokumentar Krigsfotografen måtte bruge optagelser fra hendes bisættelse. Filmen handler om, at stjernefotografen må tage sig af tre børn, da ekskonen bliver syg af kræft og dør. 

Zashas halvsøskende, Jonathan og Sara Bjerg Møller, har politianmeldt DR, hvor Krigsfotografen stadig kan ses i både biografversionen og en forkortet version. 

Sagen er til behandling i Pressenævnet, men i mellemtiden har Venstre-politikeren Kim Valentin, der sidder i Kulturudvalget, fremsat spørgsmål til kulturminister Joy Mogensen. 

”Er ministeren enig i, at der som statsfinansieret public service-institution påhviler Danmarks Radio en særlig forpligtelse til at sikre overholdelse af rettigheder i alle led, herunder privatlivets fred?” spørger Kim Valentin. 

Han vil også vide, hvad ministerens holdning er til, at ”Danmarks Radio viser og stiller en film til rådighed på dr.dk, der indeholder krænkende optagelser i strid med privatlivets fred og personlige rettigheder, selv om de er bekendt med disse juridiske og moralske uoverensstemmelser”. 

Endelig vil politikeren have Joy Mogensen til at forholde sig til, om regeringen overvejer at ændre reglerne, så kulturministeren kan træde ind, hvis et medie som DR fralægger sig ansvaret. 

Noget galt med reglerne?
Kim Valentin afventer nu svar fra kulturministeren i sagen, hvor han er forstemt over, at DR med hans ord ”vasker hænder” i den omstændighed, at Krigsfotografen ikke er produceret af DR, men blot vises på public service-kanalens hjemmeside.

”Jeg mener, at kulturministeren skal tage stilling til, om der er klare nok regler til at beskytte privatpersoner. Det har jeg endnu ikke fået svar på, og jeg er selvfølgelig ret nysgerrig på, hvad hun kommer med af svar,” siger Kim Valentin til Filmmagasinet Ekko.

”Det er det niveau, jeg kan tillade mig at være på. Jeg går ikke ind i en enkeltsag og forholder mig til, hvordan DR skal agere. Men hvis det er sådan, at man ikke kan gøre noget i en sag som den her, så er der noget galt med reglerne!”

– Mener du, at man skal kunne sige nej til at være med i en film, hvis man for eksempel er til en bisættelse?

”Ja, det skal man i hvert fald kunne. Men en anden pointe er, om DR kan sige: ’Det er ikke vores problem, det er producentens problem.’ Det synes jeg er et problem, så jeg spørger kulturministeren, om beskyttelsen af borgerne er god nok, hvis man kan gøre det i et offentligt medie.”

Via sine pressefolk meddeler kulturministeren, at hun ikke ønsker at udtale sig om sagen til pressen, før hun har svaret Kim Valentin.

Lisbeth Langwadt, programchef i DR, oplyser til Ekko, at hun ikke har nogen kommentarer til sagen, så længe den bliver behandlet i Pressenævnet.

Folk med gyldne kæder
Søren Søndergaard er film- og medieordfører for Enhedslisten. Han har selv oplevet ufrivilligt at medvirke i en film, nemlig pseudodokumentaren om Anders Fogh Rasmussen, AFR fra 2007.

”Filmskaberne brugte påskuddet, at det handlede om Irak-krigen, men mine udtalelser blev klippet ind i en helt anden sammenhæng. Jeg undrede mig over, at jeg pludselig optrådte i en film om, at Anders Fogh Rasmussen er bøsse,” fortæller Søren Søndergaard og tilføjer:

”Så jeg kan godt forstå, at der er en diskussion om problematikken, selv om jeg ikke dengang selv led nogen skade.”

– Hvad er din holdning til, at dokumentarfilm bruger medvirkende uden deres tilladelse?

”Jeg kan forestille mig mange dokumentarer, hvor de medvirkende helst ikke vil være med. Det gælder dokumentarer om for eksempel skattesvindlere eller selskabstømmere. Og deres ønske kan en instruktør i sagens natur ikke efterkomme.”

”For mig handler det meget om den samfundsmæssige relevans, og hvilken position folk indtager. Bærer de – med et slidt begreb – gyldne kæder? Er de magtfulde? Der skal være en særligt god grund til at inddrage personer, som ikke bærer gyldne kæder, i en dokumentar mod deres vilje.”

– Kan der politisk stilles noget op i sagen om Krigsfotografen og DR?

”DR skal som alle medier leve op til de presseetiske regler. Man kan selvfølgelig ikke bare sige: ’Vi har ikke produceret, så det har vi ikke ansvar for.’ Man har ansvar for det, man sender ud. Men om de presseetiske regler er overtrådt i det her tilfælde, ved jeg ikke. Det er en kompleks sag.”

– Er producenten Good Company og DR ikke selv i stand til at vurdere, hvad der er etisk forsvarligt?

”Dokumentarer er jo også et kommercielt marked, hvor der er penge involveret, og det handler om at sælge til en god pris. Derfor kan man ikke bare tage producenterne og distributørernes ord for gode varer. Der skal være nogen til at kigge dem efter i kortene. Og kommer der sager, hvor DR afviser deres ansvar, kan der godt blive tale om at se på ansvarskæderne.”

Sindssygt krænkende
Hos en af de forurettede i sagen om Krigsfotografen er der stor frustration over, hvordan DR har grebet det an, men også over, at man som almindelig borger fører en umulig kamp mod mediemastodonterne.

”Jeg er både oppe imod DR, Det Danske Filminstitut, Google, norske VG og finske Yle, der viser eller støtter filmen. Det er en Sisyfos-opgave, og vi står Palle alene i verden mod nogle af de største firmaer. Det er tankevækkende og en meget relevant problematik i det 21. århundrede,” siger Jonathan Bjerg Møller.

Jonathan og Sara Bjerg Møller samt Zasha Sekjærs far fik aftenen før halvsøsterens bisættelse en mail fra Jan Grarup. Fotografen fortæller, at han har bedt Boris B. Bertram om at filme seancen, så ekskonens børn har optagelserne til at mindes deres mor. Han spørger Zashas pårørerende, om det er i orden, mens han uderstreger, at det kun er til privat brug.

Det indvilligede de alle tre i, men de to søskende (Zashas far lever ikke mere) fik et chok, da de opdagede, at bisættelsen med billeder af dem fire-fem år senere optræder i Krigsfotografen, som alle danskere kan se på DR’s hjemmeside.

”Det er sindssygt krænkende, og det er nærmest en krænkelse i sig selv, hvordan DR fordrejer vores henvendelse til dem,” siger Jonathan Bjerg Møller til Filmmagasinet Ekko.

”I deres svar til Pressenævnet skriver de: ’Klager erkender at have givet Boris Bertram tilladelse til at filme bisættelsen.’ Det er jo rigtignok, men vi har aldrig givet tilladelse til, at optagelsen skulle bruges i en film. Og hvorfor ligger bevisbyrden hos os, når der i en mail aftenen før bisættelsen står, at optagelserne er til privat brug?”

Skyggesider er blevet fjernet
Jonathan Bjerg Møller er frustreret over, at han i en tid med fokus på privat sikkerhed i det offentlige rum – de såkaldte GDPR-regler for virksomheders brug af persondata – ikke kan sikre sig mod at få noget af det mest private blæst ud i hele verden.

”Jeg kan ikke forstå, at jeg som privatperson skal overholde GDPR-reglerne, mens en instruktør kan filme til min søsters bisættelse og bruge det til en dokumentarfilm, uden at der er noget, vi kan gøre. Det er jo helt gak!” siger Jonathan Bjerg Møller, der ikke giver meget for dokumentargenrens påståede autenticitet.

”Når det kommer til dokumentarfilm, er der ingen rammer. Så gælder GDPR-reglerne ikke. Jeg har klaget til Datatilsynet og er blevet afvist. Dokumentarister har de samme rettigheder som journalister, men de behøver ikke overholde de presseetiske regler. De får goderne og slipper for det sure. Som instruktør kan du gøre, hvad der passer dig, hvis du bare kalder det ’dokumentarkunst’. Men Krigsfotografen har intet med virkeligheden at gøre.”

– Filmen handler dog om noget faktuelt: Jan Grarup får ansvaret for børnene, vi følger ham på hans arbejde som krigsfotograf, og der er en bisættelse. Det er jo ikke fiktion?

”Nej, men alle skyggesider er konsekvent fjernet. Der bliver kun fokuseret på det gode og skruet op for det på en måde, der er dybt utroværdig, hvis man kender Jan Grarup. Det er et glansbillede og en reklamefilm, ikke en skid andet.”

Sara Bjerg Møller har i en tidligere artikel i Ekko sagt, at ”Zashas sygdom og børnenes sorg udnyttes hensynsløst til at tegne et billede af Jan Grarup, så han kan sælge flere foredrag, bøger og billeder”. Det har fået Jan Grarups advokat til at true Sara Bjerg Møller med et sagsanlæg, hvis hun ikke trækker sine udtalelser tilbage.

Instruktøren Boris B. Bertram og selskabet Good Company har til Ekko forklaret, at de af hensyn til de pårørende lod Jan Grarup skaffe tilladelsen til, at bisættelsen blev filmet. De har ikke været i kontakt med Jonathan og Sara Bjerg Møller i de efterfølgende fire år før premieren, og de mener, at de har været i god tro.