Drengerøvenes apoteose

Hans karriere rummer det stof, som gode historier er lavet af, og mon ikke der en dag kommer en film om en knøs, der vokser op i en lille flække uden for Frederiksværk, i et hjem uden kulturelle dikkedarer, og som allerede i en ung alder har præsteret at skrive over tyve spillefilm, vinde en Oscar og instruere tre succesrige spillefilm.

Anders Thomas Jensen, der er født i 1972, er selvlært — medmindre man vil betragte et job i en videobutik som en slags uddannelse. To gange blev han afvist af Filmskolens manuskriptlinje og kom aldrig ind. Det er den slags historier, som giver unge fiaskoer håb om, at modgang og afvisning kan ses som et umiskendeligt tegn på talent. Og man kan gætte på, at den unge kunstners kamp mod systemet ligger bag de Klods Hans-typer, som ofte befolker hans historier.

Et af hans første manuskripter — til Lotte Svendsens træfsikre satiriske novellefilm Café Hector (1996) — handler om en håbløs fyr, der har problemer med at vinde accept i hovedstadens kunstsnobbede café latte-miljø. Det lykkes først, da han har anvendt effektiv våbenmagt til beskyttelse af miljøets fjogede wannabee-typer.

AT, som han kaldes i filmmiljøet, har selv skullet kæmpe for sin plads i dansk film. Det er lykkedes, endog uden at han decideret har måttet gribe til våben. Dog er det påfaldende, at hans gennemslagskraft ikke mindst hænger sammen med, at han konfronterer det pæne, kunstneriske filmmiljø med sit eget, noget barske univers, hvor der gerne bliver slået på tæven.

De højere magter
Det var Tivi og Kim Magnusson på M & M Productions, der fik øje på talentet og satte ham i gang. Sammen med gymnasiekammeraten Tomas Villum Jensen lavede han i 1996 kortfilmen Ernst og lyset. Filmen tilhører kategorien Jesus-film, som ellers altid har skabt problemer i dansk film (jf. Carl Th. Dreyer og Jens Jørgen Thorsen), men i dette tilfælde vankede noget så uventet som en Oscar-nominering i kategorien short films, live action. Og det kunne godt tyde på en indgriben fra højere magter, at også de to efterfølgende kortfilm, som AT skrev og instruerede solo, først Wolfgang (1997) og så Valgaften (1998), begge blev nomineret. Og Valgaften — der fangede racismen på gadeplan — sendte faktisk statuetten ned i den 26-årige instruktørs turban i 1999.

Samme år kom gangsterkomedien I Kina spiser de hunde. Lasse Spang Olsens instruktion fortabte sig rigeligt i stunts og eksplosioner, men det stod klart, at det var manuskriptforfatterens univers, der her brød igennem. AT's vildt fabulerende historie om et uortodokst brødrepar, der tumler rundt i verden med både kyniske og idealistiske projekter, havde åbenbare mindelser om Quentin Tarantino og Guy Ritchies sammenkobling af klodsede forbrydertyper og syg og sort humor, men samtidig rummede den en original, fræk og helt igennem politisk ukorrekt humor af umiskendelig dansk aftapning.

Leverer varen
Herfra spalter Anders Thomas Jensens virksomhed sig ud i to parallelle aktiviteter, dels som manuskriptforfatter for andre, dels som manuskriptforfatter og instruktør af egne film (idet han, meget forståeligt, har skrevet de bedste manuskripter til sig selv).

Som manuskriptforfatter har han gennem de sidste seks-syv år gjort sig til en uundværlig instans i dansk film, altid leveringsdygtig, altid professionel. Han og kollegaen Kim Fupz Aakeson udgør så at sige rygraden. Tommelfingerreglen er, at AT skriver den ene halvdel af dansk film, mens Fupz skriver den anden. Det er selvfølgelig lidt af en overdrivelse, men med tilsammen knap 40 film på ti år er det ikke underligt, at de føles allestedsnærværende.

Det er dog ikke helt så enestående, som man kunne tro. I perioden 1930-60, den store tid i dansk folkekomedie, skrev fire manusforfattere — Fleming Lynge, Paul Sarauw, Leck Fischer og Svend Rindom — cirka 40 % af alle spillefilm. De var ikke de store litterære skikkelser, men de leverede varen. Det samme kan man til en vis grad sige om deres moderne arvtagere.

Generelt er AT's manuskripter indbyrdes mere forskellige end Fupz', som har en bestemt stil og et klart lighedspræg. AT kan lave intellektuel artfilm som Kristian Levrings The King Is Alive, grovkornet bondesatire som Søren Faulis Grev Axel, bittersød psykologi som i Lone Scherfigs Wilbur begår selvmord, melodrama med klump i halsen som Susanne Biers Brødre og Efter brylluppet, og skæg farce, på autopilot, som Solkongen og Sprængfarlig bombe til vennen Tomas Villum Jensen.

Det er karakteristisk, at den fintmærkende psykologiske kammerspilstil med dens analytiske snit gennem parforholds- og familierelationer, som Fupz præsenterede så mesterligt i Jesper W. Nielsens Okay (2002), samme år kunne matches af AT i Susanne Biers Elsker dig for evigt.

Tilbage til folkeligheden
AT er værdsat for sine rappe, kynisk-smarte replikker, for sit effektive dramaturgiske håndværk og sin virtuose håndtering af genretræk. Men manuskripterne kan godt have en rigeligt mekanisk karakter.

Susanne Bier-melodramaerne Brødre og Efter brylluppet kører lidt for kalkuleret og rutineret gennem den dramaturgiske kødhakkemaskine, og i Jannik Johansens thriller Mørke er der nok et godt udgangspunkt og to gode skikkelser, men en mindre overbevisende gennemførelse af intrigen: Hvorfor fremlægger journalist Nikolaj Lie Kaas, da han bliver arresteret og mistænkt for mord, ikke sine ret så belastende indicier mod seriemorder Nicolas Bro? Fordi vi selvfølgelig skal have en uhyggelig, men uplausibel spændingsslutning, hvor amatørdetektiven havner i robåden sammen med morderen ude på havet. Og selv om det er en grundregel i al filmfortælling, at dramatikken vinder, hvis troværdighed og fortælledramatik kommer i konflikt med hinanden, så er det ikke desto mindre væsentligt mere tilfredsstillende, hvis man kan operere med begge dele samtidigt.

Sidste år udtalte Lars von Trier sig, som EKKO-læsere vil huske, negativt om de professionelle manuskriptforfatteres indtog i dansk film. Han kritiserede den overfladiske perfektionisme og amerikansk inspirerede dramaturgi i Fupz og AT's manuskripter: "De er vanvittigt gode at læse og vanvittigt klare i deres opbygning. De er til ug, og det er ødelæggende for filmen. I stedet for skal der være nogen, der har et personligt forhold til de emner, de skal lave."

Drillepinden fik svar på tiltale i Sprængfarlig bombe, der retter en lavkomisk salve mod kunstfilmen og dens naragtige udøvere, meget muntert og Klods Hans-agtigt, om end også rigeligt populistisk/rindalistisk. Men selv om filmens fremstilling af den danske filmverden er misvisende ved fuldstændig at negligere miljøets centrale agent, nemlig Filminstituttet, så giver filmen alligevel et ganske rammende signalement af dansk films situation i disse år.

For selv om det indiskutabelt var Trier og Dogme, der gav den nye danske film dens internationale gennemslagskraft og prestige, er det lige så klart, at det er mainstream-tendensen i dansk film, der har givet succes hos den almindelige befolkning. Og AT's status som en hovedskikkelse i miljøet skyldes først og fremmest, at han har ført an i folkeliggørelsen af den nye danske film.

Mellem venner
Anders Thomas Jensen begyndte sit folkelige projekt med manuskriptet til I Kina spiser de hunde, der blev åbningen til hans egne spillefilm, Blinkende lygter, også en slags gangsterkomedie, efterfulgt af De grønne slagtere og Adams æbler. Det er disse film, der tegner hans særlige univers — sammen med beslægtede film, som han har leveret manuskript til som Lasse Spang Olsens Gamle mænd i nye biler, en efterfølger til I Kina spiser de hunde, og Jannik Johansens kupfilm Rembrandt.

Det centrale er tabernes sammenhold, godmodigt-brutale repræsentanter for et gemytligt under-Danmark af fjogede voldsforbrydere. Filmene refererer gerne til traumatisk barndom. Det begyndte med moderkomplekset i Wolfgang og blev fulgt af broderspændinger — i I Kina spiser de hunde og De grønne slagtere (såvel som i Brødre og Rembrandt); for slet ikke at tale om Blinkende lygter, der freudiansk finder forklaringen på de fire forbrydervenner i deres traumatiske barndomsoplevelser.

Et andet genkommende tema er det noget anstrengte forhold til kvinderne. Trine Dyrholm — i I Kina spiser de hunde — bliver ekspederet og anbragt både i køkkenet og i stuen. Sofie Gråbøl får en ordentlig én på bærret i Blinkende lygter, og Bodil Jørgensen bliver simpelthen slagtet af De grønne slagtere og indgår naturligt i butikkens udbud af delikatesser.

I hvilken sammenhæng man også kan fremhæve to faste sidetemaer hos AT, nemlig tilberedning af mad og humoristisk aflivning af dyr: I Kina spiser de hunde byder på kokke, der — uanset hvad de selv siger — ikke bare er kokke, Blinkende lygter er historien om en restaurant med jordkølet øl, og De grønne slagtere går helt tæt på charcuteri-branchen og dens særlige marinade-hemmeligheder. Og filmene byder på både køer, egern, fugle og katte, der forlader verden brat og grinagtigt. Men det helt essentielle tema er drengerøvenes sammenhold, buddy-venskabet som det faste holdepunkt i en fjendtlig verden. Her er vold og drab og blodsprøjt, men alligevel er det hyggeligt.

Det er sjov kriminalitet, som gutterne er fælles om. Sådan kender vi det Jensen'ske univers, der paradoksalt nok altid i AT's egne film er kombineret med en raffineret formalisme. Det hele kulminerer med uventet mesterskab og tindrende originalitet i Adams æbler, hvor alle de faste elementer optræder i en magisk sammensmeltning, der samtidig kombinerer allegorisk kunstfilm med folkelig action. Filmen er en ny triumf for kvindehad, dyremishandling, køkkentjeneste og blodig lemlæstelse på et højt filosofisk plan. Men først og fremmest handler det om, at gutterne står sammen om at klare sagerne.

Rambo og Rembrandt
Engang var det Balling og Bahs, der med Olsen-banden skabte uforglemmelige figurer fra et gemytligt og småborgerligt taber-Danmark, som store dele af befolkningen kunne identificere sig med. Det foregik ganske vist uden blodsudgydelse — det brugte man ikke dengang i epoken før Tarantino.

Nu er det AT, der med sin nye folkekomediestil giver kulturel oprejsning til aktuelle repræsentanter for nationens hundehoveder, hængerøve, bløddyr, amatører og ignoranter. Personer, der ikke kender forskel på Rambo og Rembrandt. Det er de folkelige typers forherligelse, drengerøvenes apoteose.