Dag 2: Danskere imponerer på Sundance

Sundance-festivalen i Utah bliver kun større for hvert år, og det mærker man særligt første weekend.

Her er det knald eller fald for de mange premierefilm. Nærmest den samlede amerikanske filmbranche kører op fra LA for at købe ind eller bare deltage i festlighederne.

På andendagen af festivalen var en dansk og en halvdansk film på programmet: May el-Toukhys Dronningen og Johannes Nyholms Koko-di Koko-da, som er produceret af danske Beofilm.

Og vi kan vist roligt konstatere, at det blev knald for begge film!

Fej liderlighed
Også helt bogstaveligt i den stærkt imødesete Dronningen, som Ekko i øvrigt holder snigpremiere på 18. marts.

Historien om en midaldrende kvinde, der forfører sin stedsøn, er sjæleknusende at sidde igennem. Ikke blot fordi det er godt drama – det er fremragende drama – men fordi man kommer så meget nærmere en krænkers selvforståelse, end man nogensinde havde ønsket.

Der er et element af erotisk fantasi i historien om en midaldrende kvinde, der har en affære med sin stedsøn – måske ikke mindst når kvinden spilles af Trine Dyrholm. Noget med forførelsens ængstelighed, en liderlig MILF og en hård ung fyr, der er med på lidt af hvert.

Det er i denne fantasi, vi finder advokaten Anne, og manuskriptet spiller kispus med vores sympati uden dog at stikke nogen blår i øjnene. Man er aldrig i tvivl om, at Annes erotiske spil med den syttenårige er forkert, men hendes uforløste længsel fortaber sig, efterhånden som virkeligheden kræver konsekvens af hendes handlinger.

Pludselig kommer Annes moralske deroute i chokerende fokus. Trine Dyrholm leverer sit livs største præstation, og det siger ikke så lidt. Det er et hårrejsende portræt af menneskelig liderlighed, fejhed og utilgivelig fejlbarlighed.

Utøjlet kreativitet
Danskerne er ved at få et ry på Sundance. Sidste år vakte Den skyldige og Holiday stor opstandelse, og Dronningen er mindst lige så nådesløs, chokerende og grum.

Med Susanne Bier og Lone Scherfig travlt optaget i udlandet træder May el-Toukhy – der debuterede med komedien Lang historie kort – frem som dansk films største dramatiker. Hvis hun fortsætter i dette spor, overgår hun dem begge.

Også den svenske original Johannes Nyholm imponerer på festivalen. Vi kender ham for den smukt sælsomme Kæmpen, og han er på Sundance med Koko-di Koko-da, som er et grumt eventyr, en ægteskabsgyser og en sorgtung, fascinerende fortælling.

Filmen starter med Peter Belli. Skarpt klædt på i et kridhvidt jakkesæt synger han en vrøvlesjov, lille børnesang (”Han kan ikke synge, koko-di, koko-da …”) med et bredt smil lige i kameraet, og den samme sang kommer fra en malet spilledåse, der uforklarligt tryllebinder datteren af et svensk ægtepar.

Det er en løjerlig begyndelse, der er grotesk i det vestjyske klitlandskab og ender med en akut-allergisk reaktion og datterens aldrig helt forklarede dødsfald.

Tre år senere har de sorgramte forældre revet hinanden psykisk i laser. Hun med vrængende brok, han med mandedøv egenrådighed. Humlen i historien er en campingtur, der bliver en parafrase over Groundhog Day, eller måske snarere forrige års gysersucces Happy Death Day.

Midt om natten danser Peter Belli nemlig hen til teltet, stumt efterfulgt af en sorthåret kvinde og en stærk mand med en død muskelhund i favnen. De morer sig. Og så torterer og dræber de ægteparret, der dog øjeblikkeligt vågner op igen før overgrebet. Kun han husker, at han er blevet dræbt, og på forskellig vis forsøger han at undslippe deres endeligt.

Det er en metafor. Og det virker sgu, på trods – eller netop på grund af – Johannes Nyholms utøjlede kreativitet. Han fører publikum rundt i manegen, og selv om man ikke altid forstår, hvad der foregår, er der aldrig et kedeligt øjeblik – og ikke et øje tørt, da han samler trådene til slut.

Munter spejderkomedie
Efter et par udenlandske skuffelser er festivalens første positive, amerikanske overraskelse – Troop Zero – en kær lille spejderkomedie om pigehierarkiet i en lilleputlandsby i 70’ernes Georgia.

Her drømmer en lille pige med et besynderligt navn – Christmas – om stjernerne deroppe, hvor mor kigger ned på hende. Da NASA indleder en konkurrence med den lokale spejdertrup, hvor vinderen får lov at indtale en besked på en plade, der skal sendes ud i verdensrummet, sætter Christmas alt ind for at vinde.

Men de pæne piger vil ikke have noget med hende at gøre, så Christmas hverver byens udstødte piger og laver sin egen spejdertrup: Troop Zero – tabergruppen.

Det er en underdog-fortælling på det jævne, men instruktørparret Bertie & Bertie er fuld af pudsige indfald, og de liver landsbyen op med skægge typer.

Komikeren Jim Gaffigan er en bramfri storskryder som faren. Viola Davis er ukuelig som den vrangvillige spejdermor. Og Allison Janney er en ren fornøjelse som fortællingens skurk, den tilsnerpede trupleder for pigespejderne, der værner nidkært om alfapigernes konservative dyder.

Der er Bowie på lydsporet og 70’er-farver på tøjet, og så kan man sgu ikke andet end at blive i godt humør.

Satanisk civilprotest
Fire ud af årets fem Oscar-nominerede dokumentarer havde premiere på Sundance sidste år. Festivalen pryder sig af sit dokumentarprogram – med god grund.

I år er Leaving Neverland den store sensation med detaljerede beskrivelser af den afdøde popstjerne Michael Jacksons påståede pædofili. Den film behandler vi i en anden artikel.

En anden af festivalens stærke dokumentarer – Hail Satan? – handler om det amerikanske Sataniske Tempel, en organisation, der griber kristendommens værste fjendebillede til at tæske kristenkonservative politikere med.

Instruktør Penny Lane har en forkærlighed for outrerede historier. Hendes tidligere Nuts! handlede om en millionær, der skabte sin formue ved at sælge gedenosser som en impotenskur. Men det Sataniske Tempel viser sig at være en overmåde rationel og moralsk opbyggelig sammenslutning af heavy metal-fans og rollespilsnørder.

Satan er ene og alene et symbol på modstand og kritisk tænkning. Som en af satanisterne forklarer, ”fristede” Djævlen den halvdøde Jesus i ørkenen med mad og drikke. Det var da meget pænt gjort!

Ikke mindst kirkens grundlægger, den karismatiske og lynende intelligente provokatør Lucien Greaves, forstår at prikke til sine frelste medamerikanere. Han er et gævt anker for en interessant fortælling om civil aktivisme.

Mormon-hovedstaden Salt Lake City er kun en times kørsel fra Park City, hvor Sundance-festivalen foregår. Dér måtte Lucien Greaves gerne lave en happening.