Sundance 2019
27. jan. 2019 | 12:35

Dag 3: Kongen af pop er død – igen

Foto | uoplyst
Sundance-festivalen tilbød psykologhjælp til kritikerne og publikum efter visningen af dokumentaren om Michael Jackson, der rummer hårrejsende beskrivelser af popstjernens påståede pædofile tilbøjeligheder.

Man skal se Michael Jackson-dokumentaren Leaving Neverland med bind for øjnene og vat i ørerne for stadig at kunne danse til Billy Jean.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Resten af verden er måske stadig skeptiske, men her i Park City er der ikke længere nogen tvivl: Michael Jackson var pædofil.

Det er for så vidt ikke en ny påstand, men popkongens skyggeside er aldrig før blevet præsenteret så tydeligt, sobert og hårrejsende ærligt som i Dan Reeds rystende maraton-dokumentar Leaving Neverland, der får premiere på HBO i løbet af foråret.

På en måde er der stadig kun tale om beskyldninger. Den enes ord mod den andens. Men anklagerne Wade Robson og Jimmy Safechuck fortæller så udførlige, levende og ikke mindst lignende historier, at man skal se dokumentaren med blind for øjnene og vat i ørerne for ikke at acceptere dens budskab. 

Beskrivelserne af, hvad han helt præcist kunne lide at gøre ved sine små ”venner”, er ikke for sarte sjæle. Michael Jackson var glad for at rive den af, mens børnehavebørn spredte ballerne, så han bedre kunne se. Han befamlede dem, udførte oralsex på dem og instruerede dem i at gøre det samme. 

”Vi taler om en fuldvoksen mands erigerede penis i munden på en syvårig,” siger Jimmy Safechuck sørgmodigt. 

Det er chokerende og intenst at sidde de detaljerede beskrivelser igennem. I en sådan grad, at Sundance-festivalen havde sørget for psykologhjælp til publikum. Men filmen er også et nødvendigt korrektiv til den heltemyte om manden, som demonstranterne foran biografen har så svært ved at give slip på. 

Slidte og tynde
Leaving Neverland er troværdig. 

Med udførligt arkivmateriale, breve, hjemmevideoer og telefonsamtaler skaber Dan Reed og hans hold et frygtindgydende billede af en magtfuld krænker, der var barnlig nok til at virke uskyldig og afstumpet nok til at være ligeglad med de liv, han ødelagde. 

Anden del af den fire timer lange Leaving Neverland er måske nok mindre chokerende. Men det er her, at beslutningen om at holde sig så tæt til kun to personer giver pote. 

Når Dan Reed og hans hold følger mændenes liv, efter at popstjernen vragede dem, mærker man de uudslettelige spor, som misbruget satte i to talentfulde mænd. 

Det samme gjorde man, da de trådte frem efter filmen. De ser slidte ud, skrøbelige og tynde. To udhulede mænd i en orkan af opmærksomhed. 

Fremover er der kun én måde at beskrive popkongen på. Men den beskrivelse er allerede snuppet af dagens anden ubehagelige film. 

Ted Bundy som familiefar
Extremely Wicked, Shockingly Evil and Vile er den mundrette titel på Joe Berlingers biopic over Ted Bundy – en amerikansk seriemorder, der i 70’erne tog livet af mindst 30 personer. 

Filmen har gjort lidt af et scoop ved at caste teenageidolet Zac Efron i titelrollen som den flotte psykopat, der fik kvinder til at kaste sig i grams og hurtigt fortryde det. Efron har haft svært ved at spille sig fri af High School Musical, men han er veloplagt som den selvretfærdige seriemorder, der nægter at indrømme sin åbenlyse skyld og inden længe bliver en krimikendis. 

At filmen ikke går i dybden med hans handlinger, er både godt og skidt. Manglen på blodige lemlæstelser gør det lettere at se stjernepsykopaten som den familiefar og empatiske kæreste, han også kunne være. Og det er netop en pointe i fortællingen, at vi får uhyrlighederne serveret fra kæresten Elizabeths perspektiv. 

Hun er fortællingens anker, og Lily Collins er stjernegod i rollen som en alenemor, der snart sidder alene med nogle ubelejlige følelser for en psykopat, der partout nægter sig skyldig, mens ligene hober sig op omkring ham. 

Man savner hende, når Efron tager over, men grusomhederne føres selvsikkert til måls med en afsluttende bemærkning, der giver et jag tilbage gennem hele den ellers ujævne film og får det til at løbe en koldt ned ad ryggen. 

Og skulle man have en morbid trang til at vide mere, har Joe Berlinger også leveret dokuserien The Ted Bundy Tapes til Netflix. ”Jeg veksler mellem musikfilm og mordfilm,” sagde instruktøren efter filmen. ”Lige nu har jeg virkelig brug for en musikfilm.” 

Emma Thompson stråler
Gudskelov bød lørdagen også på en film i den lettere afdeling. 

Nisha Ganatras Late Night er en vaskeægte crowdpleaser, og den zeitgeist-præcise femi-komedie om en minoritetskvinde, der hjælper branchens eneste kvindelige talkshowvært med at finde sig selv, er fuld af smarte replikker. 

”Hvordan går det med din baby?” spørger Emma Thompsons whiskey-marinerede Katherine Newbury, da hun aflægger det testosteron-dunstige forfatterlokale et besøg for første gang i årevis. ”Hun er 27,” lyder svaret forsigtigt. 

Manuskriptet er skrevet af Mindy Kaling, der selv spiller hovedrollen som en indisk-amerikansk kvinde, som får en chance til at vise sit værd for sit store idol. Og den drevne standupper fylder filmen med sprængfarlige replikker, kloge betragtninger og røverhistorier fra den amerikanske komedieverden. 

Hun er god i rollen, men filmen tilhører Emma Thompson. Hun er uforglemmeligt ætsende som den selvhadende talkshowvært, der skyller den ene kamel ned efter den anden med Johnny Walker. Og hun nærer en ærkeengelsk afsky for sociale medier, virale videoer og alt, der ellers kunne rette op på hendes skrantende seertal. 

Late Night blev lynhurtigt opsnuppet af Amazon for den nette sum af tretten millioner dollar, en af de bedste handler på markedspladsen Sundance i årevis. Forvent den på plakaten derhjemme – og glæd jer!

Kommentarer

Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Filmmagasinet Ekkos udsendte på Sundance-festivalen.

Sender dagligt beretninger hjem fra festivalen.

Assisterende redaktør og har skrevet for Ekko siden 2014.

Sundance blev grundlagt i 1978 og er den største independent-festival i USA.

Løber fra 24. januar til 3. februar.

Læs mere på festivalens hjemmeside.

© Filmmagasinet Ekko