Bechdel-testen dumper dansk film

Det skete ikke så tit i sidste års danske film, men i Anders W. Berthelsen-komedien Comeback fører to kvinder en samtale – med hinanden vel at mærke. ”Nu skal du være helt ærlig, okay?” siger Emilie, en ung, topløs kvinde med lyserødt hår og skotskternet nederdel.

”Ja,” svarer Frederikke.

”Synes du, de er skæve?” spørger Emilie med hentydning til sine fodboldstore silikonebryster, som stadig bærer plastre efter kirurgens sting.

Det er nok næppe en dialog, som de fleste kvinder betragter som smigrende for deres køn, men det burde de måske. Samtalen sikrer nemlig, at Comeback består alle tre dele af Bechdel-testen, en slags feministisk lakmusprøve: 

1. Filmen skal indeholde mindst to navngivne kvinder. Yes, de hedder Frederikke og Emilie. 

2. De to kvinder skal tale sammen. Tjek. 

3. De skal tale om noget andet end mænd. Yes, de taler om bryster i stedet.

Testen har til formål at vurdere kvinders rolle og relevans i spillefilm og er så simpel, som den lyder. Det er hverken et krav, at kvinder skal have centrale roller, eller at filmen skal have et bestemt tema, nej, der skal blot finde en samtale sted mellem to kvinder, en kort ordveksling, som ikke handler om mænd.

Alligevel er der overraskende mange film, der dumper. Vi har kigget på de 24 danske spillefilm, som havde premiere i 2015, og kun elleve af dem består Bechdel-testen, altså under halvdelen.

Blandt de dumpede finder vi succeser som Krigen og Under Sandet, og nogle film består kun lige akkurat. For eksempel lader vi Min søsters børn og guldgraverne bestå, selv om den pågældende samtale ene har både kvindelige og mandlige deltagere.

Vender vi blikket mod Hollywood, bliver det ikke bedre. Kun fire ud af de ni værker, som var Oscar-nomineret for bedste film, består testen. Oscar-vinderen Spotlight består eksempelvis med nød og næppe, fordi to navngivne kvinder har to korte replikker sammen på et tidspunkt langt inde i filmen.

Lesbisk vittighed
Det var tegneren Alison Bechdel, der i 1985 opfandt og gav navn til testen. I sin tegneseriestribe Dykes to Watch Out For tegnede hun to kvinder, der diskuterede film. Den ene kvinde forklarede, at hun kun så de film, som bestod de tre omtalte punkter, og så var Bechdel- testen født.

Alison Bechdel havde egentlig ikke nogen særlig agenda med tegneserien. Det var blot en lille lesbisk vittighed, har hun fortalt. Men på grund af voksende opmærksomhed omkring filmbranchens uligheder har Bechdel-testen vokset sig større og langt mere seriøs, end tegneserietegneren havde forestillet sig.

Det gælder både blandt internationale filmkritikere og filmfolk, og især Sverige er værd at nævne. I 2013 begyndte en række svenske biografer og tv-selskaber at A-mærke de film, der rummer lighed mellem kønnene. En A-mærkning kræver, at filmen består Bechdel-testen.

Strid om testens værdi
Bechdel-testen møder dog også kritik for at være en for overfladisk måde at bedømme film på. Argumentet er, at nogle gode historier måske bare ikke rummer kvinder eller foregår i et mandligt univers, som det for eksempel er tilfældet med Krigen og Under sandet. Man kunne også stille spørgsmålet, om de film, der består Bechdel-testen, er bedre end dem, der ikke gør?

Men selv om testen således har sine mangler og muligvis ikke kan bruges til at kvalitetssikre film, er dens eksistens langt fra uberettiget.

Det viser for eksempel en stor ny undersøgelse af det amerikanske onlinemedie Polygraph, som har kigget 2000 film efter i sømmene. I 1206 af dem er det mænd, som står for mellem 60 og 90 procent af replikkerne. I 307 film udgør mandlig dialog mindst 90 procent, og kun knap en sjettedel af filmene har dialog-ligevægt mellem kønnene.

Spørgsmålet er, om det kan betale sig at lade mændene snakke så meget. Matematikeren Walt Hickey fra den anerkendte analyseblog FiveThirtyEight har siden 1990 Bechdel-testet 1615 film og undersøgt balancen mellem omkostninger og indtjening.

Sammenligningen viser, at film, som består Bechdel- testen, i snit koster 35 procent mindre at lave. Og deres afkast er forholdsmæssigt bedre, konkluderer Hickey.

Med streg under forholdsmæssigt, for det bør selvfølgelig nævnes, at de Bechdel-dumpede film typisk opererer med langt større budgetter.

Men ifølge Walt Hickey betyder den budgetmæssige forskel ikke noget.

”Vi fandt ingen beviser i vores data, som støtter idéen om, at film med kvinder skulle præstere dårligere ved billetlugerne end film uden,” skriver han i undersøgelsen.

Så måske burde filmbranchens mange mænd overveje at give lidt mere taletid til de ellers så ordknappe kvinder.