Krigsfilm i forskellige formater
”Dunkirk er en på-kanten-af-sædet-film, som er smukt realiseret i IMAX. Jeg kan ærligt sige, at jeg aldrig har set noget lignende. Se den i IMAX!”
Sådan skriver Steven Weintraub, chefredaktør for filmmediet Collider, på Twitter, efter at have set Christopher Nolans krigsfilm ved en amerikansk pressevisning.
Dunkirk foregår i den franske by af samme navn, hvor der under Anden Verdenskrig var et stort slag mellem de allierede tropper og Hitlers nazi-regime.
Weintraub bakkes op af en række andre kritikere, som mener, at Dunkirk – der har dansk premiere på torsdag den 20. juli – bør ses i 70mm IMAX-format.
Det er den danske distributør, SF Studios, dog ikke nødvendigvis enig i. Men det kan heller ikke lade sig gøre at vise det format i Danmark, da ingen af landets biografer har udstyret til det.
SF Studios udsender i stedet filmen til de danske biografer i de fire andre mulige formater.
”Den bliver vist i ordinær 70mm i Imperial, som gjorde det samme med Nolans Interstellar. Så kommer den i digital IMAX i CinemaxX i København og Aarhus, og der er en enkelt biograf, Humle Bio, som viser den i analog 35mm-format. Endelig bliver den også vist i omkring 120 biografer i digitalt DCP-format,” siger Sune Lind Thomsen, der er distributionschef hos SF Studios.
Store billeder med få ord
Grunden til de mange forskellige formater er, at Christopher Nolan, som den filmfan han er, ønsker at give publikum mulighed for at se filmen i det format, som de foretrækker.
”Vi har at gøre med en filmskaber, der brænder for mediet, og som både vil lave de store billeder i det knivskarpe IMAX-format og det mere organiske i 70mm. Så kan folk selv vurdere, om de er mest til det ene eller andet,” siger Sune Lind Thomsen.
De kritikere, som har set filmen, har også kunnet afsløre, at den er temmelig fattig på dialog. At den primært er båret af formodentlig storladne billeder, som Nolan har for vane, gør kun formatet endnu vigtigere.
Men så kan man jo altid se filmen ad flere omgange.
”Det er første gang, at det sker i Danmark. Vi har aldrig nogensinde før haft fordums store 70mm-format over for det nye IMAX-format. Og jeg vil da ikke lægge skjul på, at vi synes, man skal se den i begge formater,” siger Sune Lind Thomsen med et smil.
Oplevelsen er forskellig
I dag den 18. juli bliver Dunkirk vist for den danske presse, der ligesom det betalende publikum får mulighed for at se filmen i flere formater.
”Vi har valgt at lægge vores pressekørsler først i 70mm og dernæst IMAX, så man har mulighed for at se begge udgaver. Det er jo en af Nolans korteste film på 106 minutter, så nogle pressefolk vil nok se begge formater,” fortæller Sune Lind Thomsen.
Instruktører som Quentin Tarantino har tidligere slået på tromme for det analoge 70mm-format, som han mener er langt mere filmisk. Selv om Sune Lind Thomsen nyder nostalgien i tikken fra en filmspole på samme måde som knas på en vinylplade, vil han dog ikke vælge den digitale oplevelse fra.
”Nogle filmskabere synes, at de kan noget særligt – eller i hvert fald noget andet – i 70mm. Der er Nolan speciel, fordi han sværger både til IMAX og 70mm. Ifølge ham er oplevelsen så forskellig, at der både skal være mulighed for at vælge eller se begge dele. Men uanset hvilken af de fire versioner man vælger, er man sikret en stor oplevelse.”
Hvad Ekkos anmelder mener om Christopher Nolans nyeste film, og hvor vigtigt formatet er for oplevelsen, kan du læse herinde på siden på filmens premieredato torsdag den 20. juli.
Kommentarer