The Jinx-morder er død
”Hvad helvede har jeg gjort? Slået dem alle ihjel, selvfølgelig.”
Med de ord sendte Robert Durst i sidste afsnit af true crime-serien The Jinx fra 2015 sig selv i fængsel. HBO-serien fortæller historien om den mærkværdige milliardærarving, der sidste år blev dømt for mord.
I går døde Robert Durst i en alder af 78 år, citerer amerikanske medier hans advokat for. Durst har været syg, siden han i efteråret 2020 blev smittet med coronavirus.
Han sad fængslet i Californien for mordet på sin ven Susan Berman. Og han var på vej i en ny retssag, hvor han var under anklage for at have myrdet sin kone Kathie McCormack Durst, som forsvandt for 39 år siden.
Durst havde allerede fået en livstidsdom, så der var ingen chance for, at han nåede at komme ud af fængslet inden sin død.
Sagsøger familien
Robert Dursts livshistorie er temmelig vild.
Han blev født i New York i 1943 som søn af rigmanden Seymour Durst, der havde opbygget sin formue i familievirksomheden, hvor ejendomshandel var den store indtjeningskilde.
Dermed var vejen banet for, at unge Robert kunne gå alle veje. Han læste økonomi på universitetet, men ville ikke gå ind i familievirksomheden.
I stedet åbnede han en lille butik med sund kost, men butikken lukkede i 1973. Derefter vendte Robert Durst hjem til New York og arbejdede for faren.
Broren Douglas blev i 1992 dog valgt som manden, der skulle stå i spidsen for virksomheden, og så valgte Robert at sagsøge familien for sin del af formuen. I 2006 blev han købt ud med en andel svarende til 426 millioner danske kroner.
Tilståelse for åben mikrofon
I mellemtiden havde Robert Durst været mistænkt for at have dræbt sin nabo i den texanske by Galveston, Morris Black, men Durst blev frikendt for mordet i 2003.
Til gengæld blev han dømt for at have rodet med bevismateriale og smidt Blacks ligdele i vandet.
Den opsigtsvækkende sag blev også nævnt i The Jinx, som dokumentaristen Andrew Jarecki står bag. Serien blev et stort fænomen, fordi Robert Durst blev anholdt dagen før sidste afsnits premiere, hvor han ubevidst for åben mikrofon kom med kommentaren om at have ”slået dem alle ihjel”.
Der var ved premieren snak om, at filmfolkene arbejdede på endnu en sæson, men den er endnu ikke kommet. Det er dog aldrig for sent, så Robert Dursts død betyder ikke nødvendigvis, at historien om ham er fortalt færdig.
Kommentarer