The Jinx: The Life and Deaths of Robert Durst

Egentlig burde denne anmeldelse bare bestå af to ord: Se serien!

For jo mere jeg fortæller om The Jinx: The Life and Deaths of Robert Durst, jo større er risikoen for at afsløre for meget om de pirrende seks afsnit om en ældre herre, der måske har begået et, to – ja, tre mord.

The Jinx er banebrydende, og du vil sluge den. Råt.

Serien gør én rundtosset, forvirret og sommetider endda en smule vanvittig. Hvad er op, og hvad er ned i denne virtuost fortalte historie, hvor arkivmateriale blandes med filmiske narrestreger? Har denne mand begået en lille håndfuld mord, eller har han ikke?

Det er i grunden utroligt, hvor lidt drabsdokumentar-genren er blevet udforsket gennem årene.

Errol Morris’ The Thin Blue Line fra 1988 er en fremragende forsvarstale, men også med de begrænsninger en spillefilmlængde naturligt nok giver. I 2004 kom Jean-Xavier de Lestrade så med sin otte timer lange mordgårde The Staircase, og det seneste halve års tid har radiopodcasten Serial forsøgt at klarlægge en mordgåde af ældre dato.

Men ellers er det først med The Jinx, at vi får en gedigen dokumentarserie, der på alle måder overgår, hvad fiktion ville kunne digte.

Vi møder Robert Durst. Hans kone har været forsvundet siden 1982, og allerede her aktiveres ens indre Sherlock Holmes. Man kan simpelthen ikke undgå at sidde og mumle: ”Elementært, min kære Watson, elementært.”

Men intet er elementært, for Robert Durst er fuldstændigt umulig at blive klog. Han ligner af og til en godmodig onkel, af og til en morderisk karakterafviger, mens han fortæller sin historie til alle os, der gider høre den.

”Jeg er medskyldig i, at Kathie ikke er her,” siger han på et tidspunkt. Betyder det, at han svigtede i deres ægteskab? Eller betyder det rent faktisk, at han slog hende ihjel? Hvad siger ens indre Sherlock mon?

Man kan ikke undgå at blive sin egen modstander dér i sofaen, for man sidder konstant og agerer efterforskeren, som vejer Dursts ord på en filmisk guldvægt.

Det her er ikke CSI, nej, det er the real deal, og jo længere man kommer ind i The Jinx, jo mere sikker bliver man på, at det her aldrig bliver opklaret. Men man bliver siddende. For tænk nu hvis Durst pludselig indrømmer det hele. Tænk hvis han faktisk siger, at han slog sin kone ihjel i 1982, at han skaffede hovedvidnet i sagen af vejen i 2000 og senere dræbte én mere.

Tænk hvis den mand, der sidder og fortæller os om sin historie, virkelig har gjort alt det, som flere af seriens andre interviewpersoner påstår, han har.

Instruktør Andrew Jarecki har brugt syv år på at researche, og selvom det er et voldsomt stort scoop at have fået den ellers mediesky Robert Durst til at fortælle sin historie, forfalder dokumentarserien aldrig til chokeffekter. Tværtimod indkaldes sagens vidner, og vi Sherlock’er sidder så dér på første række ved afhøringerne og kan selv vurdere, hvad vi tror.

På den måde bliver dokumentarserien enormt engagerende, og samtidig har instruktøren formået at skrue det hele så elegant sammen, at man gang på gang skifter mellem sympati og frygt for Robert Durst, mens man får pumpet flotte billeder og pirrende sidehistorier lige i fjæset. Fortællingen fucker simpelthen med éns hoved.

Så er Robert Durst seriemorder? Det kan i hvert fald ikke afvises, at der hænger en forbandelse over den ældre mands hoved. Om forbandelsen så er, at folk på mystisk vis dør omkring ham, eller at Durst simpelt hen er manden bag drabene, må man naturligvis se serien og selv vurdere.

Men en jinx er Robert Durst i hvert fald. En ulykkesfugl. Og dokumentarserien om ham og hans mulige tre mord er intet mindre end besættende god.