Edderkoppespindet

Her sidder man - midt i livet - og tænker et kort øjeblik: Hvor var jeg egentlig i dag, hvis ikke jeg for omkring 27 år siden var stødt ind i Nils Malmros? Var jeg blevet læge, som drømmene gik mod, eller jurist som min far?     
I stedet blev jeg dybt involveret i Malmros' edderkoppespind, og jeg er blevet hængende dér siden.

Look-alike
Sedler på min gamle folkeskoles­ døre lokkede hele 6. årgang over til en prøvefilmning i et af skolens klasseværelser. Egentlig var vi bare nysgerrige, vi ville se, hvad det handlede om. Ingen af os havde stjerneambitioner. Det er så længe siden, at begrebet "barnestjerne" end ikke fandtes. Det var før Krummerne og E.T. og lysår fra MGP - og inden prøvefilmning kom til at hedde en "casting".
   
Vi sad der alle sammen og sagde pænt efter hinanden: "Ved du godt, hvorfor Mona Lisa aldrig lukker munden op?" (Pause) "Det er, fordi hun har munden fuld af kliiister." Vi fik A'er og B'er. I bedste Malmros-ånd var det selvfølgelig B'erne, der gik videre.
   
En ung Nils Malmros var rundt på alle Århus' skoler for at se på 1400 børn. Og vi troede alle, det var tilfældigt, hvem der gik videre, for sådan var ånden. Ingen store armbevægelser. Senere så vi fotografierne af Nils' gamle klasse fra dengang i 2. mellem - tilbage i 1950'erne.
   
Og så var det, vi forstod, hvorfor vi var valgt: Vi lignede. Vi lignede de børn, Nils havde været omgivet af i 2. mellem. Hans gamle klasse var materialiseret i ny form med sytten look-alike'r. Nils' erindring genopstod på ny og blev genoplevet af ham selv i en selv- konstrueret ramme - en ramme, der repræsenterede erindringen om de vigtige år i Nils' teenageliv, hvor klassens uskyldige fordømmelse af en enkelt pige tydeligvis fik fatale konsekvenser.
   
Kundskabens træ er en fortælling, der blev synonym med synde­faldsmyten: at falde fra lykkelig (naiv) uvidenhed til smertelig, erkendende eksistens - på godt og ondt.

Papegøjeteknikken
Vi havde en skøn tid. Vi blev klædt på og nusset af den vidunderlige kostumier, som alle forgudede, vi legede sammen og havde én stor fest. Fotografen lærte mig om billeder og beskæringer, slæbte mig med i biffen og viste mig filmens forunderlige verden. Vi var på lejrskole både i filmen og i virkeligheden. Fiktion og virkelighed smeltede sammen. Nogle af drengene begyndte at ryge, nogle af pigerne blev pludselig så vildt voksne!

Vi havde to år, hvor vi delte verden sammen. Vi blev alle ret gode til Nils' karakteristiske instruktion af amatørbørn: "Sig efter mig: 'Ved I, hvem jeg godt kan li' og hvorfor?" (pause) "Søren Roland, og det er fordi han lugter så godt!"
   
Nils' papegøjeteknik kunne få os alle korrigeret ind på rette århusianske kurs. Hvis vi ikke i forvejen havde det i os, tog vi bare replikken ord for ord. Og langsomt, men sikkert blev det nøjagtigt, som Nils ville have det. Ellers lavede vi en "eftersynk". Nils har altid kunnet redde enhver håbløs replik ved eftersynkronisering, så den lyder lige præcis, som den skal - i hans hjerne.

Man yder sit bedste
Vi var børn i to klasser: virkelighedens klasse med virkelige lektier, og fiktionens klasse, der spandt sig ind i hverdagen. Det særlige var, at vi i lige præcis de år, hvor mange unge ikke har nogen særlig voksenkontakt, blev betragtet næsten i et 1:1-forhold. De voksne havde brug for os. Det betød noget, at vi leverede det bedste, vi kunne. Det betød noget, at vi kom til tiden og tog vores opgave alvorligt. Der blev forventet noget af os.
   
Og når jeg tænker tilbage, er det lige præcis noget af det allervigtigste, der har kendetegnet mit forhold til Nils. Han har altid haft forventninger til det arbejde, jeg lavede, og i det hele taget til det arbejde, alle omkring ham præsterede. Her var ikke plads til kompromiser, her ydede man sit bedste. Man gav alt, og fiktionen tog alt. Det betød, at når man først var lukket ind i denne verden og var blevet en del af Nils' fiktion, kom man ikke let ud igen.
   
På samme måde som Nils er tro mod sine erindringer, er han tro mod de mennesker, han samarbejder med. Han er loyal, og samtidig er han afhængig af, at man kender ham og hans ideer. På den måde arbejder han bedst. Det er de samme mennesker, der danner backing group for Nils nu som for 27 år siden. Disse mennesker gør ham tryg.

Den præcise farve
Det er klart, at Nils' skarpe hukommelse er kombineret med en enorm evne til at genskabe de rammer og mennesker, der engang har været i hans liv. Det er en afgørende brik i hans skaberkraft.
   
Under At kende sandheden, hvor jeg var instruktørassistent, stod vi en sen aften efter dagens optagelser og kiggede på den dagligstue, der var skabt nøjagtig efter billeder fra hans forældres hjem. Forældrenes rigtige borde, stole og malerier var der endda. Vi talte om væggens farve, som Nils havde valgt efter hukommelsen.
   
Men nu, otte timer inden hele filmholdet skulle rykke ind i dekorationen, var det klart for Nils, at det ikke var den farve, han havde forestillet sig! Farven var forkert i Nils' optik, væggen skulle males om. Og dagen efter havde væggen opnået lige præcis den farve, Nils ønskede, en tone mørkere end den, vi havde set aftenen før.
   
Det kræver selvfølgelig, at holdet kender Nils rigtig godt - at de forstår denne æstetik og form, der er en del af den præcision, Nils arbejder med. Han genskaber på film en næsten slavisk kopi af den virkelige verden.

Pygmalion
Nils' form har også stor betydning for den måde, han skaber sine skuespillere - sine karakterer. Stille og roligt tager man form som den figur, der lever i Nils' fantasi. Han transformerer som en anden Pygmalion.
   
Under Skønheden og udyret blev denne transformation vanskelig at håndtere. Jeg havde en alder, hvor jeg i forvejen forsøgte at forme mig selv som menneske. Så selv de store skulderklap og den megen tilkendegivelse i kølvandet på filmen modtog jeg som en sand teenager. Hvad skulle jeg med priser og berømmelse? ­Nej, jeg ville bag kameraet og gemme mig langt væk.
   
Det fik jeg lov til senere. Da vi lavede Århus by night, indgik Nils og jeg en aftale: Hvis jeg spillede rollen som Lisa, ville jeg fremover komme bag kameraet.
   
Og Nils holder, hvad han lover! Efter at have været godt involveret i seks af Nils' spillefilm, er det for alvor blevet muligt for mig at bryde med Nils' konstruktioner. I dag er jeg mig selv, når jeg går ind i Nils' verden, og der behøver ikke blive sagt mange ord Nils og mig imellem, når jeg ser de unge spillere i den nye film Kærestesorger. Vi har været hele repertoiret igennem, vi kender hinanden godt.