Interview
25. maj 2018 | 00:14

Super16: Sorgen blev en fælles sag

Foto | Emil Aagaard
Der er flere måde at tackle sorgen på, viser kortfilmen Eftertid. Laura (Isa Marie Henningsen) har brug for at føle det hele og tage rigtigt afsked med faren.

Døden var ved at få førsteårsfilm til at kuldsejle, men ud af det trygge miljø på Super16 voksede en modig film om at miste en kær.

Af Claus Christensen

Der er livet, og der er karrieren. Og så er der døden, en pårørende går bort, uventet og brat.

Instruktør Hannah Elbke, manuskriptforfatter Marianne Lentz og producer Anna Risgaard Dahl var godt i gang med deres førsteårsfilm på Super16, da Hannah pludseligt mistede sin far.

I sorgen var det umuligt for Hannah at fortsætte med filmprojektet. Og det forstod de to andre kvinder godt.

”Det behøver ikke at være førsteprioriteten at lave en film. Nogle gange er det okay at tage et skridt tilbage,” fortæller Anna Risgaard Dahl og fortsætter:

”Vi er ambitiøse med vores film, men først og fremmest er vi mennesker. Og det må vi aldrig glemme.”

Her kunne artiklen være stoppet. Men faktisk voksede der en film ud af de svære omstændigheder, ja, det var netop den åbenhed, som Hannah mødte, der gjorde det muligt at lave en film: Eftertid, som kan ses på Ekkos hjemmeside frem til 31. maj.

Vender blikket udad
Laura (Isa Marie Henningsen) mister sin far. Hun er chokeret og ramt af en voldsom sorg, men er samtidig tvunget til at tage stilling til en række praktiske ting.

Der skal findes sange til begravelsen. Der skal ryddes op i farens hus. Og der skal findes en løsning på farens Facebook-profil, hvor hans venner skriver opslag om, hvad der er sket.

Det er svært for Laura, og hun ser med undren på sin søster Alba (Laura Kjær), der går anderledes nøgternt til opgaverne. Laura er selv grådkvalt, men måske har Alba bare en anden måde at tackle sorgen på? Og kan søstrene finde ind til hinanden?

I lighed med Laura skulle Hannah Elbke tackle sorgen og samtidig forsøge at lave en film. Konsulent Lotte Mik-Meyer på Filmværkstedet anbefalede, at hun skulle filme sig selv.

”Jeg lavede nogle optagelser om nogle drømme, jeg havde haft, og når jeg gik ud, begyndte jeg at se verden gennem en kameralinse. Jeg fik lyst til at forme et billede, fordi jeg selv følte mig afkoblet fra alting. Men det gjorde faktisk, at jeg begyndte at vende blikket udad,” forklarer Hannah Elbke, der tidligere har lavet musik- og kunstvideoer og til daglig underviser børn og unge i filmproduktion.

Da hun sagde, at hun var klar til at lave en film, bakkede Anna Risgaard Dahl og Marianne Lentz fuldstændigt op.

”Vi aftalte, at hvis det blev for hårdt, måtte vi bare stoppe. Og det gav mig en stor tryghed, at der var en uforbeholden opbakning. Vi var sammen om det. Og vi havde et godt drive,” fortæller Hannah Elbke.

”Det var udfordrende, at vi kom så tæt på hinanden, og det kan være svært at mærke et andet menneskes grænser,” forklarer Anna Risgaard Dahl, som til daglig er produktionsleder i Larm Film (De sidste mænd i Aleppo) og tidligere arbejdede for Final Cut for Real.

”Men det var vigtigt for os at give Hannah rum og mulighed for at mærke efter,” fortsætter produceren. ”Og huske at gentage, at det uanset hvad skulle være en god og lærerig oplevelse. Vi prøver at lægge en grobund for langvarige samarbejder på Super16.”

Lidt mere vilje
Hannah Elbke og Marianne Lentz, der er i udlandet og derfor ikke medvirker i interviewet, begyndte at tale om sorg og det at miste.

De udviklede en historie om Laura, der ligesom Hannah sørger over tabet af sin far. Men i starten var filmen tænkt lidt anderledes.

”Vi kaldte det en film om en tilstand. Jeg befandt mig så meget i en bestemt følelse, og jeg troede, at jeg også kunne få folk til at opleve samme følelse,” fortæller Hannah Elbke.

Hun indså dog undervejs, at publikum skulle have mere at arbejde med, hvis de skulle kunne føle med karaktererne.

”Filmen handler om, at man ikke ved, hvordan man skal være i sorgen. Søstrene repræsenterer to forskellige måder at håndtere sorgen på. Laura har brug for at føle det hele og tage rigtigt afsked med faren, mens Alba bare vil ordne tingene,” siger instruktøren og fortsætter:

”Ved at give karaktererne mere vilje øgede vi tilskuerens identifikation. Det gjorde også, at personerne ikke længere direkte var min søster og mig. Det var rart at få filmen derud, hvor der kom nogle skuespillere, og vi skulle skabe selvstændige, levende karakterer,” siger instruktøren.

Aggressionen
Eftertid er krydret med naturbilleder, der med blå toner skaber poetisk-melankolske åndehuller i forløbet og indfanger tilstanden af sorg.

Tobias Kropps electronica-musik bidrager kongenialt til stemningen, men i en overraskende kort sekvens danser den ellers ret introverte Laura heftigt til aggressiv technomusik af Rune Bagge.

”Musikken er med til at udtrykke de forskellige sider af sorgen, vi har villet vise. Techno-scenen viser den måde, man kan føle sig isoleret fra omverdenen på og den uforståenhed og frustration, man føler over at have mistet én, man stod så nær,” fortæller Hannah Elbke.

”Det var vigtigt, at scenen startede helt tæt på Laura, derinde hvor man som beskuer ikke ved, hvad man ser. Så man kan føle isolationen, som Lauras ansigt understøtter.”

Omsorgen
I en vellykket scene kommer Lauras veninde (Emma Silja Sångren) på besøg. Hun har omsorgsfuldt medbragt en gave, som hun kalder ”Den afslappende treenighed”: kamillete, baldrian-piller og lavendelolie med en beroligende duft.

Men da Laura spørger veninden, om hun vil hjælpe med at rydde op i farens hus, er svaret undvigende. Det usagte siger noget om afstanden imellem dem.

”Jeg har selv haft veninder, der er kommet med mad, men de har også været gode til at lytte. Og det sidste er måske det, som har betydet mest for mig. Jeg har haft behov for at sige, at livet er noget lort, og jeg har bare haft brug for, at folk har lyttet til mig – også selv om jeg tudede,” siger Hannah Elbke.

”Man har nok allermest brug for at være i sorgen sammen med andre. Men det er også det sværeste for andre, som naturligt nok ikke har de samme følelser. Veninderne er et andet sted, så man er fundamentalt set alene.”

”Det var også en udfordring for mig,” erkender Anna Risgaard Dahl. ”Jeg kunne jo ikke føle, hvad du følte. Men vi har skabt et forståelsesrum, som fik filmen til at lykkes.”

”Filmen har været en god måde at undersøge en tilstand, jeg kommer til at være i mange år fremover,” siger Hannah Elbke.

”Og jeg er enormt taknemmelig over, at noget sårbart som en privat sorg kunne transformeres til et fælles, kunstnerisk projekt.”

Se EftertidEkkos hjemmeside frem til 31. maj 2018.

Kommentarer

Hannah Elbke

Født 1990 i København.

Instruktør.

Anna Risgaard Dahl

Født 1987 i Odense.

Producer.

Marianne Lentz

Født 1980 i Glostrup.

Manuskriptforfatter.

© Filmmagasinet Ekko