Ekko hænger fast i forældet kunstopfattelse

Tak for jeres magasin, som ofte er meget inspirerende læsning. Det var det også at læse jeres seneste leder Jalla! Jalla!, om end den satte sindet i kog på en lidt anden måde.

Har I nogensinde hørt om filosoffen Immanuel Kant?

Han var foregangsmand for hele oplysningstiden og mente, at kunst var en autonom størrelse. Kunst var kun til for kunstens egen skyld. Han sagde i sin kritik af dømmekraften fra 1790, at den rene æstetiske oplevelse består af et interesseløst velbehag, som retter sig mod kunstværket uden formålsrettede bagtanker. Han mente, at kunst var en hensigtmæssighed uden hensigt.

Det er smadder interessant, at I her i 2012 mener det samme som Kant fra 1790. I er ikke de eneste. Men det er ganske påfaldende, at der i kunstkredse stadig hersker den hårdnakkede overbevisning, at kunst ikke skal forholde sig til sin omverden. I Danmark mener mange stadig, at det giver mening at tale om armslængdeprincippet. Jeg tror, at det er ud fra den tanke, at man skal lade kunsten være i fred. Kunsten skal have lov til at sidde på en piedestal og skabe sig selv i fred for omverdenen.

Jeg tror aldrig, kunst kan sige sig fri for at være politisk. Jeg ved, at kunsten altid er nødt til at forholde sig til et hav af relationer: kulturpolitiske, økonomiske, publikum, medier, teknologi m.m. Den vældige globalisering, som hele verden er blevet påvirket af blot i de seneste femten år, påvirker kunsten på alle måder. Det er fuldstændig uundgåeligt.

Det er også klart for mig – som I skriver – at etnicitet, køn, seksualitet m.m. ikke er en kvalifikation i sig selv. Men for mig at se er det slet ikke det, det handler om. Det handler om, at kunsten ikke kan undgå at forholde sig til sin omverden, hvor 6,6 % er indvandrere af ikke-vestlig baggrund, 50 % er kvinder, flere og flere mennesker i Danmark er over 60 år, en stor procentdel definerer sin seksualitet som noget andet end heteroseksuel, en stor del af befolkningen må erkende, at de hører under definitionen ”handicappet”, 7 % er arbejdsløse osv. osv.

Det handler på ingen måde om ”at diktere kunstnerne, hvordan de skal tackle stoffet”, som Ekko skriver i sin leder. Men hvis kunsten ignorerer den omverden og de relationer, de er en del af, tror jeg, al udvikling stopper. Det er i hvert fald det, man er blevet klar over i videnskaben og i ledelsesudvikling i de fleste andre områder i samfundet. Men i kunsten hænger vi stadig fast i Kant fra 1790.

Skulle vi ikke prøve noget andet?