Nyhed
30. juli 2020 | 18:22

Flere Ekko Shortlist-film i spil til Robert

Foto | Jesper Christensen
Da hendes far (Kenneth M. Christensen) dør, har den unge pige Iris (Ella Solgaard) svært ved at acceptere de barske realiteter i Sort som Iris.

Jonas Risvig og animationstalent fra Viborg er blevet shortlistet til en Robert-nominering blandt kortfilm af landets mest spændende, unge instruktører.

Af Nicki Bruun

Kortfilmfestivalen Odense International Film Festival er landets ældste filmfestival og samtidig den eneste, hvor vinderen kommer i spil til en Oscar-nominering.

Men festivalen – som i år finder sted fra 24. til 30. august – er også springbræt for de film, der bliver nomineret til en Robert for bedste kortfilm.

Ti film er blevet shortlistet til at være blandt de endelige fem nominerede, der afsløres ved prisuddelingen i Odense den 29. august.

Blandt dem finder man stortalentet Jonas Risvigs Sort som Iris, der fik verdenspremiere på Ekko Shortlist. Instruktøren – som senest var aktuel med corona-serien Centrum – gik efter at have vundet Publikum Prisen ved Ekko Shortlist Awards 2019 for Ingen siger farvel, men alle forsvinder direkte i klipperummet og færdiggjorde Sort som Iris.

Det er et både musikalsk og hårdtslående drama om pigen Iris, der har mistet sin far, men ikke er klar til at sige farvel til ham og gå med folkene fra kommunen.

Andre Shortlist-kendinge
Jonas Risvig er oppe imod andre store talenter fra den danske filmbranche.

De ti shortlistede film tæller også Bonaparte af Jesper Quistgaard, som er kendt fra Ekko Shortlist med Ødeland og Sværvægter, der begge har Rudi Køhnke i hovedrollen.

Bonaparte handler om et voldeligt parforhold oger en af filmene i corona-projektet Karantænefilmene, som en gruppe unge instruktører stod bag i Danmark.

Filmskoleuddannede Katrine Brocks – som lige nu topper Ekko Shortlist med sin afgangsfilm Under bølgerne, over skyerne – kan blive nomineret for Uden at blinke, der handler om en psykisk syg kvinde, der tager sit barn med i Tivoli.

Instruktør med to film
Også to midtvejsfilm af instruktører på niende årgang af filmuddannelsen Super16 er i spil til en Robert.

Hannah Elbke er shortlistet for sit mørke rollespilsdrama Bleed, mens Simon Mortensen står bag det hektiske komediedrama Pinkies begravelse.

Kasper Møller Jensen fra den jyske filmuddannelse Super8 har taget to af de ti pladser med Eja Okay og Lemonworld, mens Christian Bengtsons Kaldet og Philip Hedegaard Povlsens OsWorld er kommet med.

Endelig er også Jennifer Alice Wrights animationsfilm Hvor træerne blokerer for lyset fra The Animation Workshop blevet shortlistet. Også den perle kan ses på Ekko Shortlist.

Medlemmer af Danmarks Film Akademi – som afholder Robert-uddelingen den 6. februar 2021 – kan fra 4. august stemme på kortfilmene og vælge, hvem der skal nomineres.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko