Man kan ikke samle alle seks midtvejsfilm fra Super16 under en samlet betegnelse, selv om tiende årgang byder på en række surrealistiske drømmescener, malerisk billedsprog og skæve perspektiver.
Vi var særdeles positive over for de unge filmskaberes førsteårsfilm, og nu er turen kommet til anden omgang.
Denne gang har vi at gøre med så klassiske genrer som samtidssatire, melodrama og kammerspil. De fremstår friske med referencer til memes fra internettet, væsentlige samtidsdebatter som #MeToo og skæve eksistenser.
Filmene kan ses eksklusivt på Ekkos hjemmeside fra 19. september til 1. oktober.
Et tårn af to
”Kunsten er blevet almen. Der er ikke nogle håndværkere tilbage,” siger en midaldrende mand, mens han skitserer en yngre, veldrejet mand i Jacob Krzysztof Glogowskis kammerspil, der kan ses som en nyfortolkning af Herman Bangs homoerotiske roman Mikaël.
Mathias Hjortdal er fremragende i rollen som uskyldige Isaak, der drømmer om fremtidens avantgarde. Han lægger liv og sjæl i sin musik, tænker sig til opulente optrædener og bestræber sig på at få bekræftelse af sin læremester.
Men den ældre billedkunstner – spillet af Mikael Birkkjær – kigger længselsfuldt mod sin muse og vil kvæle hans ambitioner med bidende kritik og henkastede bemærkninger om kunstens svundne guldalder.
Præstationerne og det yderst velskrevne manuskript af Henrik Binger og Jacob Krzysztof Glogowskis får selskab af disharmoniske toner, snavs og ekkoet fra kradsende blyanter og voldsomme penselstrøg. Det understreger alt sammen den anspændte stemning i et problematisk forhold mellem mester og lærling.
Krokodilletårer
Den unge nordmand Øyvind bliver inviteret på besøg hos sin danske far, som han ikke har set siden barndommen, og beslutter sig for at takke ja.
Men genforeningen er ikke kun glædelig. Både far og søn har naturligvis meget, de gerne vil sige til hinanden, men det er svært at sætte ord på. Og når Øyvind (Ferdinand Falsen Hiis) prøver at åbne samtalen, er far Erling (Lars Knutzon) noget fraværende.
Det er sigende, at farmand heller ikke vil tømme tårekanalerne, men gemmer sig trygt i sit skur, hvor han fremkalder billeder af krokodillerne fra den nærliggende zoologiske have. Deraf filmens titel.
Vinderen af hovedprisen ved sidste års Ekko Shortlist Awards, Kristian Håskjold, lader uden underlægningsmusik skuespillernes præstationer tale for sig selv, og vi oplever både smerte og glæde i deres blikke – ikke mindst hos Erlings kone (Ditte Gråbøl). Vi mærker længslen efter at stifte den familie, hun aldrig fik.
Besøget vækker en fortrængt moderlighed, som er med til at bryde isen mellem far og søn.
Pinkies begravelse
Ingmar Bergmans ikoniske motiv om at spille skak med Døden gør sit indtog i de københavnske forstæder i Simon Mortensens Pinkies begravelse.
Her følger vi unge Django (Niklas Herskind), hvis hyggeaften med kæresten Sasha (Lea Gregersen) pludselig bliver afbrudt, da den dominerende Tommy banker på døren. Sammen tager de på vandretur for at begrave Tommys afdøde kæledyr af en ukendt art, Pinkie.
Men i hælene på dem følger Døden klædt i sort hættetrøje i stedet for sin vante kutte. Og for komikkens skyld er han ledsaget af den seneste modspiller ved skakbrættet, der viser sig at være en langskægget søkaptajn.
Et spøjst makkerpar, der kunne have deres egen meme-konto på Instagram.
Meget af filmen foregår i nærmest totalt mørke og afbrydes af korte glimt filmet i slowmotion – som når Tore Dokkedals særegne Tommy omringet af konfetti betragter Sasha, der danser foran ham til lyden af en synthesizer.
”Hæng dig selv, din fucking nar!” råber en vred stemme til Django, når han ringer på den forkerte dørklokke. Det er blot en af mange deterministiske henvisninger til døden, som gør det lidt for tydeligt, at Pinkie ikke bliver filmens eneste dødsfald.
Bleed
En ung kvinde (Marie Reuther) sidder i bussen med hørebøffer festligt pyntet med katteører, mens hun kører over Dronning Alexandrines Bro mod Møn. Et indtagende panoramabillede af broen viser en svagt oplyst fuldmåne i venstre side, og solen er ved at gå ned mod højre.
Lige så mystisk og eventyrlig som filmens åbningssekvens er kvindens destination. Hun spiller vampyr i et rollespil, og vi lærer hende at kende som alter egoet Vanessa.
Hun mødes med ligesindede, der drømmer sig væk i en fantasi, hvor de har magiske evner og redder verden fra undergang.
Men bag sminken og den ekstravagante påklædning er Vanessa stadig en teenager, hvis spæde ungdomsforelskelse snart overskygger festlighederne.
De store følelser bliver udtrykt ypperligt igennem instruktør Hannah Elbkes billedskønne formsprog med blodrøde drømmescener og eskapader blandt dunkle fabriksruiner såvel som skuespillerens sarte blik og voldsomme vrede.
World of Content
”Welcome to my world of content,” siger ensomme Emil (Nikolaj Jørgensen). Han er værten bag YouTube-kanalen Emils verden, hvor han lancerer sit nye koncept for at fange seernes interesse i Glen Bay Grants tragikomiske samtidssatire.
Inspireret af idolet Frank (Jacob Skyggebjerg), hvis liv han følger online, vil Emil streame live 24 timer i døgnet, syv dage om ugen.
Men bag hans dyre kameraer og evigt omskiftelige møblering af kontoret, hvor han bor, ser vi et ensomt menneske. Et menneske, der higer efter kontakt med omverdenen, men ikke evner at formulere sig, medmindre kameraet ruller. Og derfor forbliver han alene.
Ligesom sin hovedperson prøver filmen at charmere os, når Emil laver en video om at slå et telt op indendørs.
Men efter smilet har lagt sig, virker historien alligevel lidt frelst – hvad end vi nikker genkendende til Emils higen efter opmærksomhed eller har medlidenhed med hans tomme tilværelse.
En flirt
Zinnini Elkington og manusforfatter Marianne Lentz’ En flirt forbliver ikke ved flirten, men udvikler sig aldrig til ømhed. Tværtimod bliver den til en kvindes desperate forsøg på at fjerne sin chef Martins overgreb med personlig hygiejne.
Vi ser hende børste sine tænder til blods, når hun vender hjem fra en fest, hvor hun bliver for fuld til at sige nej.
Marie Bach Hansen er vidunderlig som glamourøse Eva. Hendes præstation vækker associationer til Klaus Rifbjergs femme fatale Fru Junkersen i Den kroniske uskyld, når hun i filmens start flirter med tjeneren på stamrestauranten og lokker ham til at komme med et askebæger, selv om han først vil have hende og slænget til at ryge udenfor.
Men hun er ingen endimensionel forførerske. Hun er enlig mor, der følger ekskærestens Instagram, mens hun spiser flødeboller i sengen. Og på arbejdet er hun en medfølende holdspiller, selv om hun mangler empati med en yngre praktikant, hvis grænser overskrides.
Hun er et afrundet, sympatisk og fejlbarligt menneske med en lys karriere foran sig. Men vi ser hendes verden krakelere.
Fotograf Jonatan Moses rå og slørede festscener med hurtig krydsklipning, skæve kameravinkler og håndholdt kamera afløser de pæne, raffinerede optagelser fra filmens start. Men filmen fastholder sin maleriske essens.
Nærmest hver indstilling kunne hænge på væggen i de fleste stuer. Som når Eva ligger på en divan foran vinduet, og månelyset oplyser hende og chefen bagfra. Martin – kuldegysende jovialt spillet af Niels Olsen – vil have sin fordrukne ansatte op til dans. Herfra eskalerer hans tilnærmelser hurtigt.
#MeToo har med rette fyldt meget i mediebilledet de seneste par år. Et drama herom kunne let være blevet en pligtskyldig skolestil med de rigtige holdninger, men En flirt er så klogt skruet sammen og så fyldt med sanselige detaljer – kun et radiodebatindslag virker lidt fortænkt – at man bliver totalt engageret i personerne og dramaet.
En flirt formår at vække så megen afsky, at man trænger til et bad efterfølgende. Og så skal man se den igen!
Zinnini Elkington og Marianne Lentz slår for alvor deres navn fast som to af tidens største talenter.
facebook
twitter
Kommentarer