Eksperter er uenige om samtykke i dokumentar

Så snart du frivilligt stiller op foran kameraet, fanger bordet. Så kan du ikke trække din deltagelse tilbage.

Det er den besked, Anja Olsen fik, da hun bad det danske selskab Plus Pictures om at blive taget ud af Into the Deep, fortæller hun til Ekko. Dokumentaren – der senere i år kommer på Netflix – skildrer Peter Madsen og miljøet på hans værksted i tiden før og efter mordet på den svenske journalist Kim Wall.

Umiddelbart efter Anja Olsen havde givet interview for snurrende kamera i april 2019, bad instruktøren Emma Sullivan hende om at underskrive en kontrakt på engelsk. Det ville Olsen imidlertid ikke, og i maj gav hun skriftlig besked om, at hun ikke ønskede at medvirke i filmen – et ønske, hun gentog i juli.

Et halvt år senere konstaterede hun imidlertid, at hun stadig medvirkede i filmen, og Plus Pictures forklarede, at hendes manglende underskrift ikke havde nogen betydning.

Men den fortolkning er Christine Ulrich Andersen – en af landets førende advokater i medie- og kontraktret – slet ikke enig i.

”Som udgangspunkt er der ikke noget, der hedder ’bordet fanger’, fordi du har stillet op til et interview. Du har givet et samtykke til at lade dig filme, ja, men i forhold til den konkrete anvendelse af den film, der bliver lavet, har Anja Olsen ikke givet et samtykke,” siger Christine Ulrich Andersen, der understreger, at hun kun kender sagen via omtalen i pressen.

”Som jeg forstår, har Anja oven i købet ikke ønsket at underskrive en kontrakt. Det må siges at være en ret stor indikator for, at hun ikke har lyst eller i hvert fald er i tvivl.”

Desuden mener Christine Ulrich Andersen ikke, at man kan forvente, at Anja Olsen har været i stand til at overskue konsekvenserne, da hun stillede op.

”Hun ved jo ikke, hvordan filmen i sidste ende kommer til at se ud, og hvordan optagelserne med hende indgår. En del medvirkende sikrer sig en godkendelsesret af det endelige resultat, fordi man kan skrue en historie sammen på mange forskellige måder.”

”Det er derfor utroligt vigtigt, at man som filmskaber får det rigtige samtykke fra de personer, man ønsker at involvere. Det er jo ikke en hurtig nyhed til TV Avisen, det er et kunstnerisk værk, der skal udbredes i en kommerciel sammenhæng. Og selve det, at en medvirkende stiller sig op foran kameraet, kan man ikke umiddelbart udbrede til eksponering ubegrænset i tid og sted.”

Aftaler skal være på plads
Mediejurist Vibeke Borberg mener, at Into the Deep har offentlig interesse, fordi den bringer vigtigt baggrundsstof, så vi bedre kan forstå en sag, der har sat dybe spor. Og det kan være et argument for, at Anja Olsen ikke kan trække sig.

Men Christine Ulrich Andersen vurderer ikke, at det nødvendigvis er afgørende.

”Bestemmelsen om ’samfundsmæssig interesse’ giver som sådan ikke instruktører grønt lys til at bringe mennesker ind i enhver type situation, de ikke ønsker at være i,” siger advokaten.

– Hvad skulle selskabet og Netflix have gjort?

”Selskabet skulle have sikret sig, at de har et juridisk grundlag for at foretage udnyttelse af de optagelser, de producerer. Det gør man ved at indgå en aftale med de mennesker, der medvirker. Anja Olsen medvirker med sit navn, sin person og historie. Udnyttelse af hendes billede og navn – især i kommercielle sammenhænge – kræver som udgangspunkt hendes samtykke. Og det, hun specifikt siger til kameraet, er desuden underlagt hendes ophavsret.”

”Det er jo derfor, man forhandler ret heftigt om disse kontrakter. Og det er noget, som man helst skal have på plads inden optagelserne. For ellers kan du ende med at skulle smide optagelserne ud.”

– Men kan man ikke godt forstå selskabets frustration, når filmen er blevet solgt til Netflix og rigtigt meget – også økonomisk – står på spil?

”Jo, men selve det faktum, at selskabet har solgt produktionen til tredjemand, giver ikke som sådan selskabet en bedre ret i forhold til personer, som selskabet i forvejen ikke havde rettigheder i forhold til.”

– Hvis selskabet oplever, at de har indgået en mundtlig aftale med Anja Olsen, er den så ikke gældende?

”En aftale er en aftale uanset formen. Du kan godt indgå en mundtlig aftale, som er bindende. Problemet er, om selskabet kan dokumentere sådan en aftale – og om alle væsentlige vilkår og nødvendige nuancer indgår i den mundtlige aftale. Endelig skal man kunne sige, at aftalen er forhandlet loyalt mellem parterne.”

”Derfor bør komplekse aftaler aldrig indgås mundtligt. Så selv om selskabet måtte have fortalt Anja Olsen, hvad optagelserne overordnet skulle bruges til, tyder meget på, at hendes efterfølgende medvirken i denne situation ikke kan udstrækkes til et samtykke, som dækker alle de forhold producenten har behov for samtykke til.”

Into the Deep distribueres af den amerikanske streamingtjeneste Netflix, og det overrasker Christine Ulrich Andersen, at man ikke har sørget for at få en nedskrevet aftale.

”I USA overlader man ikke noget til åben fortolkning, og derfor er deres kontrakter også gerne tykke som gammeldags telefonbøger. I dansk ret har vi en stor baggrundsret, som vi læner os op ad, og derfor ikke behøver udpensle alt. Men lige præcis ophavsretslig udnyttelse bør udpensles, for her er ikke en bred fortolkning, men en indskrænket til fordel for ophavskvinden.”

Makaber scene
Emma Sullivan havde filmet Peter Madsen og gruppen af mennesker, der fulgte ham, op til hans mord. De skulle være blevet brugt til et portræt af en dansk iværksætter, som Aarhus Kommune havde bestilt til fejringen af, at byen var europæisk kulturhovedstand i 2017.

Filmen måtte droppes, da Peter Madsen blev anholdt og sigtet for drab. I stedet indgår nogle af optagelserne i Into the Deep, ikke mindst en særlig makaber scene, hvor Madsen holder en spids genstand tæt på Anja Olsens øje, mens han fingerer et overgreb.

Anja Olsen har heller ikke underskrevet en aftale om disse optagelser. Men Christine Ulrich Andersen tør ikke svare på, om instruktøren alligevel kan benytte dem.

”Optagelserne skal i dag ses i et helt andet lys, end da de er blevet lavet, hvor det hele var meget hyggeligt. Men jeg tør ikke sige, hvordan en given retssag om brugen af dem ville ende. Umiddelbart vil jeg vurdere, at Netflix og selskabet har en dårlig sag, fordi man ikke har sørget for at få en kontrakt med Anja på plads.”

Et ja er et ja
I Producentforeningen, som Into the Deep-producenten Mette Heide er medlem af, holder man fast i, at hvis en person frivilligt lader sig filme, er det at betragte som et bindende tilsagn.

”I mange dokumentarfilm opstår der problemer med de medvirkende. Det er typisk noget med, at man bliver træt undervejs og alligevel ikke vil være med eller tænker, at man ikke kan overskue det. Det er derfor, at hvis man først har sagt ja, så fanger bordet. Der bliver investeret så mange ressourcer og tid, at man ikke bare kan trække et tilsagn tilbage, fordi man ikke synes, det spiller,” siger chefjurist Søren Henrik Jørgensen i Producentforeningen.

At Anja Olsen ikke har underskrevet kontrakten efter optagelserne, tillægger chefjuristen ikke den store betydning.

”Det er selvfølgelig bedst at få en underskrevet kontrakt, men der er mange dokumentarfilm, hvor man ikke har en kontrakt. I stedet fortæller man under interviewoptagelsen, at man vil have dem med i filmen, og forklarer dem sammenhængen. Det er lige så godt som en underskrevet kontrakt,” forklarer juristen.

Anja Olsen mener, at instruktøren havde givet hende det indtryk, at hun roligt kunne lade sig interviewe, fordi hun bagefter kunne trække sig. Men det er i så fald højst usædvanligt ifølge Søren Henrik Jørgensen.

”Jeg har nærmest aldrig hørt om, at medvirkende har en indsigelsesret. Som regel har man ret til et gennemsyn med henblik på at rette misforståelser eller faktuelle fejl. Det er meget sjældent, at en instruktør eller producent giver medvirkende det indtryk, at man kan stoppe sin medvirken i en film,” siger chefjuristen.

Sygdom kan være afgørende
Søren Henrik Jørgensen har været i kontakt med Mette Heide om sagen, men ikke selv set filmen. Han understreger, at instruktører og producenter altid tager medvirkende meget alvorligt, men det betyder ikke, at man altid følger deres ønsker.

”Tillidsforholdet mellem de medvirkende og instruktøren er helt afgørende for, at man overhovedet kan fortælle gode historier. Men nogle historier er så vigtige at fortælle, at man må holde fast i, at en medvirkende har sagt ja til at medvirke, selv om vedkommende efterfølgende har fortrudt.”

”Anja Olsen har været udmærket klar over, at hun medvirkede i en dokumentarfilm om et drab. Derfor kan hun selvfølgelig godt få det dårligt bagefter. Der kan ske noget psykisk efterfølgende.”

– Så Anjas bedste argument over for Netflix er, at hun efter optagelserne har fået angst, er besvimet og blevet indlagt og i dag bliver behandlet af en psykiater for sine traumer?

”Ja, det kan godt betyde, at hun kan trække sit tilsagn tilbage. Men det må bero på en konkret vurdering.”

– Skal Netflix foretage den vurdering?

”I sidste ende er det retssystemet. Men distributøren må i første omgang vurdere, om de vil distribuere filmen.”

Plus Pictures henviser til Netflix, som Ekko har forelagt Christine Ulrich Andersens kritik for. Streamingtjenesten svarer, at man ”på nuværende tidspunkt ikke har yderligere kommentarer”.

Netflix har tidligere svaret Ekko, at man tager omsorgspligten meget alvorligt og håber at kunne tale direkte med Anja Olsen. Det har hun dog afvist.