Ekstatisk Trine Dyrholm vækker forargelse
Anmelderne stod på ryggen af hinanden for at rose Trine Dyrholms spil som den tyske kultsanger Nico, da Nico, 1988 havde verdenspremiere på Venedig-festivalen for nogle uger siden.
Men ikke alle er begejstrede for Dyrholms fortolkning. I hvert fald vækker et filmklip, der er lagt på nettet, forargelse blandt nogle af den afdøde sangers danske kendere.
I klippet synger Dyrholm My Heart Is Empty, mens hun ryster hele sin krop, laver møllesving med armen og skriger ekstatisk.
”Den optræden er helt ude af trit med enhver form for virkelighed om, hvordan Nico var, og hvordan hun optrådte, både på scenen og uden for scenen. En misvisende og efter min mening respektløs fortolkning,” siger BT-journalisten Kenan Seeberg til Berlingske.
Se klippet under artiklen!
Søvngænger på scenen
Kenan Seeberg var i 80’erne selv punkmusiker og arrangerede som ejer af det legendariske pladeselskab Irmgardz koncerter i København med Nico, der især blev kendt for sin medvirken på The Velvet Undergrounds ”bananplade”.
Berlingske har også talt med rockeksperten Jan Poulsen, der havde en personlig kontakt til Nico, som døde i 1988. ”Den Nico, som jeg så tilbage i 1980’erne, var nærmest en søvngænger på scenen,” siger Jan Poulsen, der heller ikke kan nikke genkendende til Dyrholms aggressive fortolkning i klippet.
Har studeret koncertoptagelser
I det nye nummer af Ekko har Trine Dyrholm givet sit første interview om rollen som Nico. Hun fortæller, at hun har nærstuderet koncertoptagelser med Nico. I filmen synger hun otte numre.
”Jeg har nærstuderet koncertoptagelser med Nico for at lægge forskellige farver ned over sangene. Hvordan synger jeg den her sang? Aggressivt eller sorgfuldt? Skal hun for alvor slå sig løs? Jeg har brugt det psykologisk. Som ved en koncert, hvor hun havde nogle bestemte øjne, fordi hun var helt blæst væk på heroin,” fortæller Trine Dyrholm i Ekko og fortsætter:
”Jeg skulle gøre mig umage for ikke at synge for godt. Det var den største udfordring. Ingen lækre fraseringer. Bare holde det helt simpelt og finde ind til en kerne i sangen.”
Trine Dyrholm indrømmer, at hun hverken ligner eller lyder som Nico.
”Hun var en utroligt smuk kvinde med karakteristiske høje kindben og en meget dyb stemme. Hun synger meget særegent. Andy Warhol har vist engang sagt, at hun kan lyde som en IBM-computer, der imiterer Greta Garbo,” siger Trine Dyrholm.
”Der var en kølig arrogance over hende, som jeg umiddelbart ikke har. Hun var også meget mørk og mærkelig. Det er jeg ikke, men jeg kan godt se noget af mig selv i hende. Jeg har også et mørke, tro det eller ej. Det kan være ret destruktivt, eller snarere selvdestruktivt.”
Universelle følelser
Trine Dyrholm forklarer, at hun engang fik skyldfølelse over at spille en fængselsindsat uden selv at have oplevet noget tilsvarende. Men hun er siden kommet frem til, at det handler om at gestalte universelle følelser, som publikum kan identificere sig med.
”Det er ikke Nico, men min version af Nico,” siger Trine Dyrholm og tilføjer:
”Jeg tror faktisk, at hun ville have været glad for filmen. Men det kan da godt være, at hun ville have udbrudt: ’Hvorfor fanden har I ikke valgt én, som er lidt mere punk?’”
Nico, 1988 skildrer Nicos sidste leveår. Hun var kommet uden for rampelyset, men gav stadig koncerter og var ifølge den italienske instruktør Susanna Nicchiarelli ved at finde sig selv efter et årelangt stofmisbrug. Hun døde i 1988 efter fald på sin cykel på Ibiza, hvor hun havde et hus.
Filmen vil blive vist i Danmark på Cph Pix-festivalen i slutningen af september.
Kommentarer