En enestående biografoplevelse
Gentofte International Film Festival løber af stablen for tredje gang i weekenden fra 27. til 29. januar.
Her kan man opleve både nye og gamle perler i 70mm-formatet, som blandt andre den visionære instruktør Christopher Nolan sværger til.
Vi har i vores foromtale af festivalen lidt friskt kaldt 70mm for filmelskernes yndlingsformat. Det er jo noget af en påstand, som vi derfor har sat os for at teste hos en kender.
Thomas Hauerslev er en filmelsker par excellence og Danmarks førende 70mm-ekspert. Han er ved siden af sit fuldtidsarbejde redaktør for den engelsksprogede filmblog in70mm.com og har været med til at starte 70mm-festivaler rundt omkring i verden.
”Det er måske for meget at kalde det alle filmelskeres yndlingsformat, men for nogle af os er det en velsignelse fra himlen at se film i 70mm. Det er stort og sjovt, og billederne er skarpe,” siger Thomas Hauerslev, der også har hjulpet med at stable Gentofte International Film Festival på benene.
”Det fede ved at se film i biografen er jo, at der er det store billede i projektoren. Lawrence of Arabia ser for eksempel knivskarp ud. Man kan tælle alle sandkornene og se, hvis de har fået sand i øjnene! Det er individuelt, men jeg kan godt lide at sidde tæt på lærredet og mærke, at nogle mennesker i operatørrummet sikrer, at jeg får en god filmoplevelse.”
Illusion af virkelighed
Thomas Hauerslev har selv været filmoperatør i både det nu hedengangne ABCinema og Imperial i 1980’erne og 90’erne.
Hans kærlighed til filmens verden blev vakt, da han som teenager i 1978 havde sin første oplevelse med 70mm. Thomas Hauerslev blev blæst bagover af Rumrejsen år 2001, som han efter eget skøn har set omkring 40 gange siden.
Han forelskede sig i Stanley Kubricks mesterværk af et rum-epos, men oplevelsen vakte også en enorm fascination for filmens tekniske aspekt.
Derfor har han lige siden dyrket de finere nuancer af filmfremvisning med alt, hvad det indebærer af billedkvalitet, formater og historien bag.
”Da 70mm-formatet først kom frem i midten af 1950’erne i USA, var det for at involvere publikum i filmen. Det er jo enhver instruktørs våde drøm at involvere publikum,” siger Thomas Hauerslev.
”Illusionen af virkeligheden er langt bedre i 70mm, fordi der er meget mere information i billedet, end der er i 35mm. Det skaber mere liv. Folk føler, at de er med i filmen, når de for eksempel ser en rutsjebanetur eller en sejltur på vandet.”
Teknikken bag
Gentofte International Film Festival får i år besøg af den franske instruktør Jean-Jacques Annaud, der kommer for at vise sin film Bjørnen fra 1988.
På festivalen man også se Tenet, Lawrence of Arabia, The Wild Bunch og Ready Player One. De afspejler forskellige måder at se film i 70mm-formatet.
”Man kan optage sin film med et kamera, der kan køre 65mm-film igennem. Det har de gjort med blandt andet Tenet og Lawrence of Arabia,” fortæller Thomas Hauerslev.
The Wild Bunch og Bjørnen er derimod optaget i 35mm.
”Efterfølgende har man lavet en optisk forstørrelse af originalnegativet til 70mm. Det giver en kopi, som ser rigtig flot ud i biografen. Der viser man normalt 35mm-kopier, som er kopieret mange gange. Men en 70mm-kopi er som regel blæst op næsten fra originalnegativet, så man er ikke så langt fra originalen som de fleste 35mm-kopier.”
Biograf klæder formatet
Thomas Hauerslev vil anbefale alle og enhver at besøge Gentofte Kino for at få sig en på filmopleveren.
”Man skal tage til Gentofte International Film Festival og se filmene i 70mm, fordi det er en autentisk biografoplevelse. To erfarne filmoperatører viser de her film i det flotteste system, man kan forestille sig i en biograf: 70mm,” lyder det fra eksperten.
”Moderne biografer som Nordisk Films Biografer er Spitzenklasse, hvad angår design og teknik. Men Gentofte Kino kan noget andet, det er en gammeldags biograf, der klæder 70mm rigtigt godt med en flot foyer, flot biografsal og et fortæppe!”
”Det er ikke bare som enhver anden biograftur. Det er en unik chance for at se Sam Peckinpahs The Wild Bunch i 70mm og opleve Lawrence of Arabia, som Sir David Lean havde tiltænkt.”
Trailer: Lawrence of Arabia
Gentofte International Film Festival
70mm-festival, der startede i 2021.
Viser nogle af filmhistoriens store værker i 70mm-format.
Foregår i Gentofte Kino 27. – 29. januar.
Kommentarer