Instruktør kunne kun græde i sine drømme

I et øjeblik står tiden stille.

Instruktøren August Aabo står i sin morgenkåbe i 2017 og har netop fået opkaldet om, at hans nære ven er død i en trafikulykke. Han kan tælle minutterne, siden de sagde farvel.

Dødsfaldet er uretfærdigt. Uanmeldt, voldsomt og alt for tidligt. Verden omkring ham bryder sammen i gråd, men August Aabo græder ikke.

”Jeg tænkte, at noget var galt med mig. Jeg tvivlede på, om jeg mon virkelig elskede ham, og jeg turde ikke sige til mine venner, at jeg endnu ikke havde grædt,” fortæller i dag 26-årige August Aabo.

Efter noget tid opdager han, at de manglende tårer indfinder sig et andet sted.

”Jeg begyndte at lægge mærke til, at jeg drømte om ham. I nogle af drømmene levede han. Nogle gange døde han, og nogle gange var vi ude og spise is. Men jeg græd i alle mine drømme.”

Film som sorgproces
Dagen efter uheldet ringer August Aabo til Asta Stuhr, hans nære ven og mangeårige producer. Men han får ikke sagt noget om de manglende tårer.

Først halvandet år efter åbner han sig, da han pitcher deres næste film: en blodig actionfilm, der reflekterer den voldsomme oplevelse, han har haft i mødet med døden. Historien skal væves sammen med en arthousefilm om dødsdrømme.

Resultatet er Landesorg, jeg drømmer om at græde, der er gået ind på top 10 af Ekko Shortlist i denne uge.

Filmen har May Lifschitz i hovedrollen og kendte skuespillere som Karen-Lise Mynster, Julie Zangenberg og Amalie Lindegård i historien om en kvinde, der mister sin ven, men ikke kan græde.

”Produktionen af filmen har fungeret som en slags fælles sorghåndteringsproces, hvor mange af dem, som var med til at lave filmen, kendte til denne type sorg,” siger 26-årige Asta Stuhr, der også kendte den afdøde.

Pseudo-søster
En instruktør og en producent har ofte vidt forskellige roller. Den ene står for det kreative, den anden for det praktiske.

Men Asta Stuhr er en producer, der samtidig er kreativ sparringspartner, og August Aabo er en instruktør, der har kontrol over produktionen.

Landesorg, jeg drømmer om at græde er deres fjerde film sammen.

De kender hinanden fra ungdomsfilmskolen Station Next. Efter dimissionen lavede de Nattebarn, der blev nomineret til Shortlist Prisen og Publikum Prisen ved Ekko Shortlist Awards i 2016.

Årene efter blev også deres Tæt på, lige ved & næsten fri og Fucking lejemordere i telefonbogen nomineret ved andre udgaver af prisuddelingen.

August Aabo kalder produceren for sin pseudo-søster i et venskab, hvor der både kan siges svære sandheder og opstå skænderier. Men støtten er der altid. Og de er lige engagerede i det færdige resultat.

”I stedet for at have en producer, der ikke blander sig i selve kunsten, er der to mennesker, som ikke stiller sig tilfredse med et ufærdigt produkt,” siger Asta Stuhr, der konstant må bevare et fuldt, kunstnerisk overblik.

”Det er en stressende måde at arbejde på, hvor man arbejder røven ud af bukserne og giver alt, hvad man har. Men resultatet bliver godt.”

En taske fuld af lykke
Landesorg, lyder filmens titel i åbningen. Jeg drømmer om at græde hedder den til slut. Fortællingen foregår mellem de to titler, der som bogstøtter holder en actionfilm på plads.

I en historie dikteret af vold og våben finder hovedpersonen en taske fuld af pengesedler kort efter en vens død. Hun er overrumplet af lykke, men hjemsøgt af vennen i sine drømme.

Hvad instruktøren tidligere ikke kunne fortælle, bliver filmens dna. Trafikulykken er blot skiftet ud med et haglgevær og blod ned ad væggene. Sorgen i drømmene og lykken i den vågne verden er den samme.

Asta Stuhr har produceret filmen i sit firma Astar Film, men sammensætningen af produktionsholdet og forberedelserne af optagelserne i en campingvogn i Kongelunden på Amager var ikke producerens største opgave.

Hun skulle først og fremmest hjælpe instruktøren med at forvandle filmen fra et personligt projekt til en følelsesmæssigt forståelig fortælling om sorg.

”Asta hjælper mig med at holde balancen. Sandheden er, at jeg ville lave Landesorg til mig selv. Men Asta har tvunget mig til at refleksioner over, hvad det er, filmen skal kunne – hvad andre mennesker skal bruge den til,” siger August Aabo, der sammen med Asta Stuhr går på ellevte årgang af Super16, hvor de netop har lavet deres førsteårsfilm.

Sværest var det at lave kortfilmens drømmescener – som stammer fra instruktørens egne drømme – forståelige for et publikum. I udviklingen brugte de lang tid på at finde ud af, hvordan man som menneske oplever sine drømme.

”Jeg havde en drøm, hvor min ven blev ved med at kaste sig ud af et vindue. Efterhånden begyndte jeg at tolke drømmen positivt: At jeg kunne leve mit liv uden angst og depression – og alligevel have ham med mig,” fortæller instruktøren om vendepunktet mellem landesorg og accept.

Vigtigste scene nogensinde
Drømmen er filmatiseret i kortfilmens emotionelle klimaks. Her svæver campingvognen i luften, mens en vindmølles vinger i horisonten svinger forbi.

Igen og igen kaster vennen sig ud af vinduet, mens hovedpersonen skal lære at give slip. Alt sammen uden ord.

”Det var den vigtigste scene i mit liv, fordi det er den scene, der direkte fortæller mit forhold til min afdøde ven,” siger August Aabo.

Han havde kun tre timer til at lave scenen, hvor campingvognen skulle saves i stykker, og der skulle udføres stunts.

Her stod produceren støttende ved instruktørens side. De delte ansvaret for fortællingen.

”Du skulle lave en film om det allerinderste og samtidig stå med en masse mennesker, der gerne ville lave filmen, men ikke havde den samme følelsesmæssige investering som dig. Det var en sårbar situation,” siger Asta Stuhr til samarbejdspartneren.

På festivaler har instruktøren introduceret filmen ved at fortælle om trafikulykken. Endelig kan han sige de ting højt, som han har kæmpet med at få sagt i flere år.

”Sorgen og tårerne fra mine drømme har aldrig fundet vej til den vågne verden, men måske er sorghåndtering lige så ægte og virkelig, når den foregår i drømme.”