En fremmed banker på og censuren

”Det var frygteligt voldsomt for mig,” fortæller Birgitte Federspiel om optagelsen af den ene af de to centrale erotiske scener i En Fremmed banker på (1959). Midt under et samleje på en sofa går det op for hendes figur, at manden, hun elsker (Preben Lerdorff Rye), er hendes afdøde ægtemands bøddel. Hendes skrig skal på samme tid være en orgasme og et rædselsskrig. I en tidligere scene, hvor parret elsker i klitterne på stranden, illuderer Federspiel den første orgasme i en dansk spillefilm i et utraditionelt nærbillede, hvor kameraet i liggende øjenhøjde filmer lige op i hendes ansigt.

Birgitte Federspiel om at spille hovedrollen i de erotisk vovede scener.

Filmens instruktør Johan Jacobsen gik meget op i sådanne usædvanlige kameravinkler og -føringer og i samarbejde med Svend Bregenborg, der egentlig var lysmand og elektriker på Jacobsens Flamingo Studio i Nærum, overtog han selv kameraarbejdet, fordi han var utilfreds med den svenske fotograf Åke Borglunds kunnen (jf. også Ernst, 2006).

Svend Bregenborg om, hvordan han og Jacobsen overtog kameraet fra filmens svenske fotograf.

En Fremmed banker på var Johan Jacobsens comeback-film og første rigtige økonomiske succes efter nogle udmarvende år som selvstændig filmproducent. Ved Bodil-uddelingen i 1959 løb filmen med statuetter for bedste mandlige og kvindelige skuespiller samt bedste film. I min ph.d.-afhandling Johan Jacobsen – mod strømmen i dansk film 1938-66 beskriver jeg, hvordan der forud for prisfesten var gået nogle hektiske døgn, hvor Jacobsen kæmpede indædt for at undgå en skamfering af sit værk (Petersen, 2016: 263-69). Oprindeligt havde Statens Filmcensur nemlig henstillet, at de erotiske scener skulle beskæres kraftigt.

Væk skulle det meste af sofascenen, hvor Birgitte Federspiels figur Vibeke – fuldt påklædt – rider den fremmede, indtil han blotter sin arm og et ar, der afslører hans sande identitet som Hipo-mand. I strandscenen skulle flere indstillinger forkortes eller udgå: 1) En indstilling set ovenfra med parrets sammenflettede ben og fødder. 2) En nærindstilling, hvor den fremmede tager hende på låret samt 3) en halvnær indstilling fra oven, der viser ham liggende ovenpå hende, mens hun i sin omfavnelse presser ham ned imod sig.

Filmrådet nåede frem til en anden vurdering end filmcensuren. Man fandt, at En Fremmed banker på var ”af betydelig kunstnerisk værdi” og mente ikke, at de pågældende scener i den kunstneriske helhed virkede anstødelige. Derfor anbefaledes det, at filmen blev tilladt uden beklipning – men det var kun med et snævert flertal på fire mod tre, ét rådsmedlem ønskede ikke at tage stilling i sagen. På den baggrund besluttede justitsminister Hans Hækkerup i sin afgørelse at fastholde censurens krav til beklipning af strandscenen. For sofascenens vedkommende ville det dog, mente han, være tilstrækkeligt at forkorte indstillingen med Lerdorff Ryes opstemte ansigtsudtryk, således at fokus i stedet blev på kvinden. Det samlede fraklip endte på 8,6 meter (17 sekunder), hvilket var en "rabat" på 26,4 meter (57 sekunder) i forhold til de 35 meters fraklip (1,16 minutter), censuren oprindeligt havde krævet.

Flamingos klipperum, hvor Annelise Hovmand og Johan Jacobsen foretog de krævede censurindgreb (Foto doneret til DFI's arkiver).

Jacobsen og Annelise Hovmand efterkom henstillingerne og foretog omklipningen en sen aftentime i Flamingos klipperum i Nærum. ”Aldrig har jeg set en saks nære saa megen modvilje mod at blive brugt,” udtalte Jacobsen. Dog fandt han Hækkerups forslag, der reddede sofascenen, ”betydelig mere talentfuldt end filmcensurens” (Ekstra Bladet, 25.04.1959).

Ovenpå strabadserne og Bodil-succesen tog Jacobsen og Hovmand på en velfortjent sommerferie til Mallorca. De kunne glæde sig over, at der var stor interesse for En Fremmed banker på fra andre lande. Filmen var allerede blevet solgt til Japan, Norge, Finland og Sverige (Ekstra Bladet, 25.04.1959 og 13.08.1959). Desuden blev den inviteret med til filmfestivalen i Cork, Irland, som afholdtes i september 1959. Senere blev den også afsat til Vesttyskland, USA og Frankrig, ligesom den fik filmklubdistribution i Mexico. 

Filmfestivalen i Cork
Cork-festivalen havde primært fokus på kort- og dokumentarfilm. Det var her, genrens mester John Grierson året før, i 1958, på juryens vegne havde følt sig kaldet til at redefinere dokumentarfilmen som “en imaginativ eller belysende vurdering af livet og virkeligheden” (Grierson, citeret af Bjørn Rasmussen i Aktuelt, 23.09.1959). Som et trækplaster var der også spillefilm på programmet. De deltog uden for konkurrence, men modtog dog et diplom. Til den fjerde Cork-festival i 1959 var der inviteret hele to danske spillefilm og én dokumentarfilm, hvilket hang sammen med den succes, Nordisk Film Junior havde haft i Venedig året før, hvor Henning Carlsens færdselsfilm Cyklisten (1958) vandt en Grand Prix. Foruden En Fremmed banker på deltog Gabriel Axels Guld og grønne skove (1958) og Jørgen Roos’ kortfilm Friluft (1959). Axels film havde året forinden deltaget i hovedkonkurrencen i Berlin, og flere af de øvrige spillefilm var også gengangere fra andre festivaler, bl.a. Truffauts Les 400 coups (Ung flugt, 1959) og Tatis Mon Oncle (Min onkel, 1958). I retrospektive serier var der fokus på japanske film fra det sidste tiår samt Vittorio de Sica-film, og De Sica kom selv til Cork for at præsentere sine film. En Fremmed banker på befandt sig med andre ord i ganske godt selskab (Crossan, 1959).

Fra det øjeblik de satte foden på irsk grund blev festivalens gæster varmt modtaget med den traditionelle hilsen ”Céad míle fáilte,” der betyder ”Hundrede tusinde gange Velkommen.” Ifølge Bjørn Rasmussen, der dækkede festivalen for Aktuelt, var den rammende for den gæliske gæstfrihed, som gjorde, ”at vi nordfra og sydfra, fra øst og fra vest omgående finder os til rette blandt Eire’s folk og i Eire’s natur, som om vi havde opholdt os der vort hele liv” (Aktuelt, 23.09.1959). Johan Jacobsen fik dog i løbet af sit seks dage lange ophold i Cork en ganske anden opfattelse af irsk mentalitet: ”Det var vikingerne, der i sin tid grundlagde Cork (…) de må være blevet godt fortyndet med aarene, for jeg føler mig absolut ikke beslægtet med deres efterkommere,” sagde han til Berlingske Aftenavis (28.09.1959). Forud var gået endnu en hæsblæsende kamp for at få lov til at vise sin filmi ubeskåret udgave, og denne gang blev der ikke nogen halv sejr til ophavsmanden. 

Not suitable for public showing
Annelise Hovmand var med i Cork. Hun husker, hvordan alt var lagt an til, at de skulle være hovednavne på festivalen. Modtagelsen var storslået, fornem og fin, og alt var betalt. Der var tid til lidt sightseeing i den sydirske middelalderby, og de morede sig meget over en episode, hvor de på vej op i et tårn gik med lidt afstand til hinanden. Hun forrest. Bag hende på trappen gik et par andre danskere, som Jacobsen hørte udbryde: ”Nu har vi endelig set en af de berømte, rødhårede irske kvinder!”

Da de den anden aften i Cork kom tilbage til hotellet, lå der imidlertid besked til Jacobsen, om at han skulle ringe til festivalens direktør, Dermot Breen. Af ham blev han orienteret om, at festivalkomiteen efter at have set En Fremmed banker på var nået frem til, at dens kærlighedsscener var for stærke. Breen mente, at man kunne nøjes med at antyde i stedet for at vise dem. Filmen måtte beklippes, før den kunne forevises, var budskabet. ”Johan blev rasende,” siger Annelise Hovmand. ”Han var filmmand, ikke forfatter.” Desuden forstod han ikke, at han ikke var blevet orienteret inden afrejsen fra København, så kunne han have meddelt, at han under ingen omstændigheder ville tillade yderligere beklipning og være blevet hjemme. Nu truede han i stedet med omgående at forlade Cork, hvis ikke filmen kunne vises som den var. Lørdag den 26. september var sagen samtalestof på festivalen og forsidestof i aviserne, der refererede festivalledelsen for, at det var umuligt at nå frem til et kompromis med den stædige danske instruktør. ”Mr. Jacobsen was not prepared to meet the wishes of the Festival, and the authorities had no option but to exclude the film from the programme,” skrev The Cork Examiner (26.09.1959).

Avisudklip fra Jacobsens scrapbog (Det Kongelige Bibliotek).

I de følgende dages avisomtaler blev det uddybet, at festivaljuryen havde været ganske længe og grundige i overvejelserne og beslutningen om, at En Fremmed banker på var ”not suitable for public showing in this country” (Irish Independent, 26.09.1959). Filmen var blevet kørt fem gange samt en sjette med henblik på en uafhængig vurdering fra lokale branchefolk, førend man meldte ud, at den ikke levede op til irsk moral. Annelise Hovmand husker, at navnlig ét af jurymedlemmerne havde fået ondt i maven af at se filmen. Det kan meget vel have været det anonyme medlem af visningskomiteen, som udtalte:

There can be no question of exhibiting a film of its kind. Added to its objectionable nature it had a poor story which was contrived, co-incidental and melodramatic. Anybody who had any knowledge of the moral standard generally upheld in this country would have thought twice before submitting it even to an international festival
     (The Sunday Press, 27.09.1959)

”The future history of this film will, we are sure, fully justify the decision of the Screening Committee,” mente formanden Riobard Breathnach. Corks borgmester Jane Dowdall bakkede komitéens filmsagkyndige op. Hun havde godt nok ikke selv set det omstridte værk, men havde fuld tillid til den foretagne faglige vurdering: ”We are heavily booked with films but even if we were not we would not show this film which, apart from being objectionable, is not up to the standard of films we wish to show here. We have some excellent Danish films. The one we rejected is not one of them and no amount of pressure will make us show it” (Irish Independent, 26.09.1959).

Samtidig med disse uforsonlige udmeldinger, tilstrømmede der Jacobsen støtteerklæringer fra britiske kulturpersonligheder, herimellem den kendte teaterinstruktør Alan Simpson, der i 1957 var blevet anholdt i forbindelse med en opførelse af Tennessee Williams’ The Rose Tattoo på Pike Theatre i Dublin. Han sendte festivaldirektør Dermot Breen et telegram med følgende ordlyd:

Congratulations on maintaining now annual tradition of arousing international ridicule for Irish festivals
     (Alan Simpson til Dermot Breen, Irish Times, 27.09.1959)

Simpson hentydede til, at en teaterfestival, han sad i bestyrelsen for, året forinden var blevet aflyst, fordi den katolske ærkebiskop af Dublin ved en indvielsesgudstjeneste havde nægtet at velsigne den. Breen replicerede, at det åbne telegram var ”a good stunt from one who had no knowledge of the purpose of the Cork Film Festival (…) a film festival is an art festival, and pornographic scenes are hardly an essential component of art” (Irish Times, 28.09.1959). Jacobsens ”anmassende holdning” havde virket pinlig på festivalkomiteen, som nu under ingen omstændigheder ville vise hans film, ej heller i beskåret form (Politiken, 27.09.1959).

Lørdag den 26. september indkaldte Jacobsen til en pressekonference, hvor han bekendtgjorde, at han ville afholde en privat pressekørsel i en lokal biograf for at bevise, at hans film hverken var umoralsk eller pornografisk (Berlingske Tidende, 27.09.1959; Irish Times, 28.09.1959). Dagen efter trak den lokale biografejer dog sit tilbud tilbage, så visningen blev ikke til noget. Jacobsen mente, at festivalledelsen havde udøvet pression over for biografejeren: ”I think it was a naughty trick to play on me and I have been unfairly treated,” sagde han (Irish Times, 28.09.1959; Dagens Nyheder og Politiken, 27.09.1959). Bjørn Rasmussen, der i sin tid selv havde anmeldt En Fremmed banker på negativt i Aktuelt, konkluderede i sin afsluttende overbliksreportage fra ”Corkfesten,” at ”med lidt større smidighed fra Johan Jacobsens side havde han nok fået en lukket presseforestilling etableret, men den chance forskertsedes – pga. hans omgående og ubeherskede harme over censurbestemmelsen.” I øvrigt var Rasmussen fuld af ros til ”denne hjertelige og idealistiske irske film-væddestrid,” der trods alt sluttede med, at hovedprisen gik til en dansk film, nemlig Jørgen Roos’ Friluft (Aktuelt, 13.10.1959).

Da vinderfilmen blev udråbt, havde Johan Jacobsen og Annelise Hovmand for længst forladt Cork. De var inviteret til Dublin til verdenspremieren på Alan Simpsons opsætning af Dominic Behans Posterity Be Damned i et stuvende fuldt Gaiety Theatre (The Irish Times, 29.09.1959).

Avisudklip fra dengang En Fremmed banker på trak overskrifter i den britiske dagspresse (Privateje).

Storbritannien
Efter nederlaget i Cork holdt Jacobsen et løfte til de britiske filmjournalister og inviterede til en privat forevisning af En Fremmed banker på i London. Efter presseomtalen at dømme, havde han sympatien på sin side. Én journalist skrev: ”I hope the British film censor will prove more tolerant. Not only because, if he isn’t the furious Mr. Jacobsen will certainly cut off our butter supplies for ever. But also because this film which Cork declined to uncork is – to put it mildly – a corker” (Daily Mail, 09.10.1959). En anden ventede ude foran biografen, da Jacobsen kom ud efter at have forevist filmen for den britiske censur, der havde anbefalet ham at beklippe de samme to scener, som stødte irerne:

You think it’s a dirty film, my film?” he said. (…)
     I said: “No, it’s not dirty. It’s great.”
“Why then?” said Mr. Jacobsen. “Why?”
     I said: “Well, it’s these two people making love, you see.”
“People make love everywhere, Mr. Jacobsen said. Didn’t they?”
     I think he thought he was talking to a Tibetan. He went home hopelessly to Copenhagen, and the last I heard of A Stranger Knocks was that it was in the censor’s ‘pending’ vault
     (Leslie Mallory, News Chronicle, 15.10.1959)

Den engelske censur ville ikke tillade offentlig forevisning af filmen, men som alle forbudte film var den tilladt i de meget medlemsrige filmklubber, som ikke mindst interesserede sig for de film, censuren havde forbudt (Ekstra Bladet, 26.11.1959). Det har ikke været muligt at fastslå, om En Fremmed banker på faktisk opnåede en sådan filmklub-distribution i England.

Filminstruktør Franz Ernst husker tilbage på optagelserne, hvor han som ung arbejdede som toneassistent.

Sverige – En främling knackar på
Også i Sverige kom filmen i karambolage med censuren. Den 10. juli 1959 blev importøren, Svea Film, af den svenske censur, Biografbyrån, pålagt at klippe i sofascenen. Ifølge BT (08.10.1959) mente to censorer, at den ”kan skade respekten for kærligheden,” mens den tredje forholdt sig neutral. Aftonbladet (08.10.1959) uddybede, at det var kvindens ”rörelser” som kunne være for fordærvelige for publikum, altså hendes bevægelser (og nydelse), mens hun rider manden. Det måtte være tilstrækkeligt at vise kvindens ansigtsudtryk, når hun opdagede arret, mente man. Svea Film og Jacobsen ankede censurens afgørelse til skole- og kirkeminister (ecklesiastikminister) Ragnar Edenman. Der blev i den anledning indhentet en udtalelse fra den svenske pendant til Filmrådet, Statens Filmgranskningsråd, som lå på linje med censuren. Det var – ligesom i Danmark – op til ministeren at tage endegyldig stilling og afgøre, om ”rörelserna ger honom en känsla av att vara ’voyeur’ (Biografbyrån) eller att ha upplevt ’stor och besjälad konst’ (Svea Film)” (Aftonbladet, 08.10.1959).

Göteborg-Posten (17.11.1959) morede sig over, at en sådan sag kunne beslaglægge ministerens tid og mente i øvrigt, at uanset hvad han ville nå frem til, havde han da i det mindste set en god film, mens han ventede på de korte erotiske indslag: ”Vad ar det for et land vi lever i där man inte får vise de smackande och tjoande ungdomarna hur det går till at älska?” Johan Jacobsen selv var optimist: ”det ser ud til, at jeg maa rejse til hvert enkelt land for at fortælle censuren, at filmen har passeret den danske censur. Det gør en vis virkning – nu må jeg snarest til Sverige, hvor vi har appelleret et forbud til undervisningsministeren – skrivelsen skal i øvrigt stiles til den svenske konge, saa det kan ikke være finere!” (Ekstra Bladet, 09.10.1959).

Som det var fast procedure i den slags sager, gennemså Edenman filmen sammen med mindst fire regeringskolleger samt ”medicinsk och psykologisk expertis” (Dagens Nyheter, 09.10.1959). Den sidste film, der havde været oppe til diskussion på det niveau, var Sjöbergs Vildfåglar (Vildfugle, 1955) – dengang havde Filmgranskningsrådet modsagt censuren, og ministeren sluttet sig til rådets udtalelse. I En Fremmed banker pås tilfælde afviste ministeren imidlertid Svea Films klage. Og selvom Jacobsen havde givet udtryk for, at ”Alt skal med – eller intet” (BT, 08.10.1959), fik En främling knackar på premiere i en i forhold til den danske version yderligere beskåren udgave den 16. november 1959.

De svenske censurfraklip, som ifølge censorerne kunne "skade respekten for kærligheden."

Efter Jacobsens furiøse reaktion i Cork, kan det være vanskeligt at forstå, at han accepterede de forlangte ændringer i den svenske udgave, men det gjorde han altså, da klagemulighederne først var udtømt. Muligvis var han blevet mere diplomatisk efter sit møde med det irske og britiske moralkodeks. Eller også var det simpelthen af økonomiske grunde, at han gik på kompromis med sine kunstneriske idealer – udlandssalg var en god forretning for Flamingo. Det gjaldt ikke mindst salget til et stort marked som Vesttyskland, hvor filmen også blev udsendt i en beskåret udgave.

Vesttyskland – ein Fremder klopft an
Jacobsen forsøgte forgæves at få En Fremmed banker på med i Berlinalen i 1960, og da selskabet Austria-Filmverleih GmbH. ansøgte om udsendelse af filmen, gjorde den tyske censur indsigelse.

Den vesttyske filmbranches frivillige censurkomité FSK (Freiwillige Selbstkontrolle der Filmwirtschaft) var en ikke-statslig instans, hvis medlemmer var udpeget af filmproducenter, udlejere samt kirkelige og politiske kredse. Efter en meget udførlig diskussion, nåede FSK frem til, at Ein Fremder klopft an ikke kunne tillades ”weil zwei sehr ausgespielte GV-Szenen in ihm enthalten sind.” I strandscenen kunne der foretages klip, mente man, men det var simpelthen umuligt i den anden og dramaturgisk uundværlige sofascene, som antoges at have en seksuelt pirrende virkning på publikum:

Während bei der ersten Szene Schnitte möglich gewesen wären, konnten aber bei der zweiten und wohl dramaturgisch bedeutsameren, die zudem noch deutlicher und auf das durchschnittliche Publikum erheblich sexuell stimulierend wirken müßte, Kürzungen nicht vorgeschlagen werden. Deshalb war der Ausschuß der Auffassung, daß der Film in der vorliegenden Fassung nicht freigegeben werden könne
     (FSK Jugendprotokoll Prüf-Nr. 21763, 25.02.1960)

Under førstebehandlingen tog udvalget ikke stilling til filmens aldersfrigivelse, men anførte den mulighed, at den efter betydelig beklipning eventuelt kunne tillades fra 16 år, såfremt instruktør og udlejer var indstillede herpå. Forelagt en ny versionering, hvor der var kortet i begge scener, krævede udvalget en yderligere beklipning af strandscenen, men mente ikke at sofascenen kunne forkortes mere uden at det ville være til skade for det kunstneriske helhedsindtryk. Og eftersom de omhandlende scener kunne få farlige følger for ubefæstede sjæle, kunne filmen kun tillades for et publikum over 18 år:

Der Ausschuß war der Ansicht, daß dieser Film sich ausschließlich an seriöse Erwachsene wende, für junge Seelen aber gefährliche Folgen haben kann. Er kann daher in keinem Falle jungen Menschen, selbst über 16 Jahren gezeigt werden (Ibid.).

Filmen fik under titlen Ein Fremder klopft an premiere den 9. april 1963 og blev lanceret som ”ein Film im Brennpunkt der Diskussionen.”

Tysk pressemateriale for Ein Fremder klopft an (Deutsche Kinemathek & Privateje).

Det tyske pressemateriale angiver, at den udsendte version var 2.229 meter. Det vil sige, at der er klippet cirka et minut ud i forhold til den længst eksisterende danske version (2.248,76 meter) og cirka 40 sekunder i forhold til den version, der oprindeligt blev forelagt den tyske censur, som formentlig har været den danske premierekopi (2.247 meter). Til sammenligning var den svenske version, hvor sofascenen var klippet ned til et minimum, cirka et minut kortere end den censurerede danske version og altså tyve sekunder kortere end den senere tyske udgave. Det kan undre, eftersom svensk film ikke just var kendt for en kysk seksualmoral (Monty, 1956). Det blev også den svenske version, der blev tilladt i Norge.

Norge – blufærdigheden må beskyttes
En Fremmed banker på-debatten rullede i Norge halvandet år efter afslutningen på den meget omtalte ”Mykle-sag,” hvor forfatteren Agnar Mykle i maj 1958 var blevet frikendt ved højesteret efter at hans bog Sangen om den røde rubin (1956) havde været beslaglagt og totalforbudt (Hansen, 2011). Men filmcensuren var stadig streng.

Oprindeligt havde den norske censor, ”kontrolchef” Bernt A. Nissen, ikke været villig til lade de to samlejescener passere til forevisning for den norske offentlighed. Han mente personligt ikke, at de havde sensationalistisk præg, men kunne konstatere, at de ”viser samleie mer direkte enn jeg noen gang har sett på film.” Aftenpostens journalist konfronterede Nissen med, at nøgenscener jo også var begyndt at blive almindelige i norsk film, så hvorfor sætte en grænse i dette tilfælde? Hertil svarede han, at ”det dreier seg her ikke om nakenscener, og nakenhet i og for sig er ikke noe å si på. I denne filmen har de elskende klær på, men det det gjør ikke scenene mindre utuktige, snarere tvert om” (Aftenposten, 17.10.1959). De gældende normer for blufærdighed måtte beskyttes og de ”mest outrerte scenene” derfor ”vekk” (Arbeiderbladet 14.10.1959).

Det er vår oppgave å sørge for at ærbarhetsnormene ikke blir brutt. Vi vet fra før at disse normene er noe lempeligere i Danmark. Men i Sverige er reaksjonen den samme som hos oss, der skal også saksen gjøre sitt før filmen kommer på lærredet.
     (Arbeiderbladet, 14.10.1959)

Holdningen var, at ”det har overhodet ingen innvirkning på filmens kunstneriske kvalitet om de forsvinner” (Aftenposten, 17.10.1959). Heri var filmens instruktør og producent naturligvis ganske uenig, hvad han personligt gjorde opmærksom på ved et pressemøde i Oslo den 6. november 1959. ”Er det ikke en skrall begrunnelse å forby folk å se noe fordi de aldri har sett noe sånt før?” spurgte Jacobsen. Det var jo ikke for pikanteriets skyld, scenene var lavet, men af kunstneriske grunde (Verdens Gang, 07.11.1959). Dagbladet erklærerede sig enig i synspunktet efter at have haft lejlighed til at se filmen i den svenske udgave:

En nedskjæring av de erotiske scenene til den grad at handlingens fine perspektiver forrykkes, vil være katastrofal for filmen – om en kan uttrykke det slik, utvikler ikke handlingen i filmen seg framover mot de to erotiske scenene – det er de to erotiske scenene som indikerer en utvikling bakover, om en kan se det så paradoksalt.
     (Dagbladet, 07.11.1959)

Også ugebladet Aktuell bakkede op om den danske film. Asmund Rørslett herfra spurgte, om det i det hele taget ikke var ”på tide, at vi kvitter filmsensuren? Den er en fortidslevning i strid med prinsippet om kunstens frihet. Når teater, litteratur og aviser greier sig med den alminnelige straffeloven, må filmen også kunne gjøre det. Overlat til folk selv å avgjøre hva de vil se! De som tar anstøt av f.eks. En Fremmed banker på, kan jo la vær å gå på kino” (Aktuell, nr. 49, oktober 1959).

Noget forbavsende var det den svenske version, Jacobsen var rejst til Oslo for at tale for og håbede ville finde nåde for den norske censur. Nu hvor Nissen truede med at bortcensurere mere af både strand- og sofascenen, erklærede Jacobsen sig ”tilfreds med” den svensk-censurerede version af filmen og så den som en ”nennsom” og “forsiktig” omredigering, foretaget af ”den svenske sensor, tidligere regissør Skoglund.” Hvis ikke den svenske version kunne tillades, ville filmen ikke få norsk premiere, udtalte han (Aftenposten, Dagens Nyheter, Verdens Gang og Arbeiderbladet 07.11.1959).

Efter alt at dømme lykkedes det for parterne at tale sig til rette. De nåede i hvert fald frem til et kompromis om en beklipning på 28 meter (1,1 minut), svarende til den svenske udgave (Politiken, 14.11.1959). En Fremmed banker på fik norsk premiere den 9. maj 1960. Det næste slag, som Jacobsen involverede sig personligt i, kom til at stå i USA.

USA – A Stranger Knocks
En Fremmed banker på holdt sit indtog i USA i efteråret 1960 som det officielle danske bidrag til San Franciscos internationale filmfestival. Festivalledelsen kan umuligt have undgået at have haft kendskab til filmens turbulente forhistorie, før man inkluderede den i programmet – ucensureret. Hvis de ansvarlige alligevel skulle have været uvidende, kunne de orientere sig herom i San Francisco Chronicle, der få uger forud for festivalen sendte journalisten Paine Knickerbocker til Danmark. I en reportage beretter han om, hvordan Jacobsen viste ham rundt på Flamingo Studio og gav ham en guidet tur rundt i København i sin Chevrolet. Under interviewet, som man får indtryk af er foregået i høj fart med udgangspunkt fra birkeskovene omkring Jacobsens og Hovmands hjem på Hegnsvej i Nærum, spurgte Jacobsen Knickerbocker: ”I left Cork with my film still unshown. Now, is there a chance of that happening in San Francisco?” Knickerbocker svarede, at ”since it had such a historic background, Irving M. Levin (…) would be far from dismayed” (San-Francisco-Chronicle, 28.09.1960). Levin, kaldet ”Bud,” var direktør for festivalen som han selv havde stiftet i 1957 som passioneret biografejer og dyrker af udenlandsk filmkunst.

Der blev ingen Golden Gate Award til En Fremmed banker på. Priserne for bedste instruktør og bedste film gik til storfavoritten Grigori Chukhrai og hans russiske Ballada o soldate (Historien om en soldat, 1959). Men filmen høstede pæne anmeldelser. Ikke overraskende, hæftede man sig ved de erotiske scener. Den lokale San Francisco Call Bulletin kaldte filmen ”impressive, daringly intimate and penetrating” (22.10.1960). Oakland Tribunes Theresa Loeb Cone troede på, at En Fremmed banker på havde potentiale til at trække ”audiences to art houses on the strength of its aforementioned love-scenes” (22.10.1960). Film Quarterly så Jacobsens film som ”another cinematic experiment in post-war tragedy” og sammenlignede den med den polske Ostatni dzień lata (The Last Day of Summer, 1958) (Film Quarterly; vol.XIV, nr. 2, 1960). Den besad mange kvaliteter, mente anmelderen (Erik Fiehns svulstige musikunderlægning og den religiøse ramme hørte dog ikke til dem). De atmosfæreladede naturbilleder i samspil med krigens gru tilførte kærlighedshistorien en foruroligende undertone: ”Good and evil are intertwined in human passions, guilt is lived with and implacable.” Desuden havde frimodigheden i den klimatiske sofascene ”never been equaled, and for the American spectator, at any rate, the scene is startlingly explicit.” (ibid.)

Variety opridsede A Stranger Knocks som en ”brooding, explosive and superbly fabricated Danish film” med kun én svaghed: ”it is simply too explicit for exhibition in the United States” (Variety, 02.11.1960). Ifølge anmelderen ’Stef’ var den ”yderst moralsk,” men dens to dristige elskovsscener fik Malles franske Les Amants til at ligne en Disney-familiefilm. Og fordi disse scener er uundværlige i den dramatiske helhed, konkluderede han, ”it appears unlikely that many, if any, United States art houses would want to take a chance on A Stranger Knocks.” Paine Knickerbocker karakteriserede filmen som ”adult in the adult sense of the word” og nåede frem til samme konklusion: Den ville få store vanskeligheder ved at finde en amerikansk udlejer (San Francisco Chronicle, 25.10.1960).

Men der sad faktisk en distributør og ventede på lige nøjagtig en film med sådanne sprængfarlige kvaliteter.

Trans-Lux – en ideel prøvesag
”The film had received a lot of good publicity from the film festivals, particularly, I believe, in San Francisco,” husker Richard Brandt. Han var direktør for et af landets førende uafhængige udlejningsselskaber Trans-Lux Distributing Corporation, der havde specialiseret sig i importen af udenlandske film. Selskabets hidtil største succes havde været Fellinis La Strada (1954), som i 1956 vandt en Oscar for bedste udenlandske film. Samtidig ejede Trans-Lux en kæde af art house-biografer spredt over USA. Selv var Brandt indædt censurmodstander og havde i sit virke gjort det til en æressag at kæmpe for kunstnerisk ytringsfrihed, bl.a. gennem stiftelsen af Independent Film Importers & Distributors of America (IFIDA), hvis formål var at rådgive og hjælpe andre ”who were trying to help freedom of the screen” (ibid. og Wilinsky, 2001).

Richard Brandt, direktør for udlejningsselskabet Trans-Lux Distributing Corporation (Privateje).

Den 24. april 1961 indgik Jacobsen en aftale med Trans-Lux om de nordamerikanske distributionsrettigheder (USA og Canada). Om forhandlingerne, som foregik på Hotel d’Angleterre i København har han selv fortalt, at han fik prisen forhandlet op til $15.000 (svarende til ca. 105.000 kr. og 1,1 mio. i 2015-kr.).

Den amerikanske forhandler tilbød mig 7.000 dollars. ”Hvor meget havde De selv tænkt Dem?” spurgte han og så bestyrtet ud, da jeg nævnte beløbet.
     ”Hvis De vidste, hvilke udgifter, vi vil få med tekstning og fremfor alt retssager, ville De kunne indse, hvilken sindssyg pris, det er, De sidder og forlanger,” stønnede han. ” – Men nu skal jeg lige gå ud og ringe mine chefer op.”
     Da han kom tilbage, så han hovedrystende på mig: »De var ved at grine sig ihjel,« sagde han, men tilføjede så, at man alligevel var villig til at gå op til 10.000 dollars.
     ”Aldrig i livet,” sagde jeg. ” – Men for ikke at vise mig uforstående, så skal De få den for 15.000 dollars.”
     Han røg ud i telefonboksen. Og så tilbage med det absolut sidste tilbud. 12.500.
     ”Det var en skam, sagde jeg. Men vil De ikke alligevel have en afskedssjus, inden De flyver tilbage?”
     ”De er en hård negl,” sagde han endelig. Og slog mig grinende på skulderen. ”Det er O.K. med de 15.000!”
     Så blev kontrakten skrevet. På bagsiden af en kassebon fra restaurationen. Den står nemlig mellem gentlemen lige så meget til troende som et fornemt dokument forsynet med stempelmærker og nitten signaturer.”
     (Johan Jacobsen, Ude og Hjemme, nr. 21, 1971)

Allerede under rettighedsforhandlingerne skal Trans-Lux have kalkuleret med udgifter til kommende retssager. Jacobsen beskriver, hvordan selskabets sagfører, Harry I. Rand, var en ”smart herre,” som sørgede for, at filmen først kom op i Washington, hvor ”man ikke så strengt på den slags ting.” Her lå nemlig også den amerikanske højesteret, og som Jacobsen huskede det, var hele ”den juridiske strategi” bygget op omkring, at sagen ville ende her. Man kunne jo ikke så godt ”degradere sin egen moral ved at stemple en film, man frit havde sendt ud til byens borgere, som pornografisk. Derfor blev En Fremmed banker på frikendt,” husker han (ibid.).

Helt så simpel var sagen naturligvis ikke, men Jacobsen har utvivlsomt haft ret i, at Trans-Lux havde en skjult dagsorden med at erhverve sig distributionsrettighederne til En Fremmed banker på. Fra underskrivningen af kontrakten i april 1961 til filmens amerikanske premiere i Washington, D.C. gik der næsten to år. Forinden var der godt nok problemer med det amerikanske toldvæsen. For at få masterfilmen udleveret måtte Trans-Lux, meget modvilligt, foretage et klip på 20-40 sekunder (2). Men det levner stadig hele ti måneder til fremstilling af undertekster mv., og i dét tidsrum har der været rigelig tid til at lægge en juridisk strategi.

Premieren i Washington
En Fremmed banker på fik sin Washington-premiere den 21. februar 1963 i Plazabiografen, hvor den forblev på repertoiret i 12 uger (The New York Times, 09.05.1963). Ugen inden, den 13. februar, var der, angiveligt for første gang nogensinde, forpremiere på en dansk film i Motion Picture Associations lokaler andetsteds i byen, hvor ambassadør Greve Kjeld Knuth-Winterfeld var vært for lokale pinger og medlemmer af den skandinaviske enklave (Washington, D.C. Star, 11.02.1963; Berlingske Tidende, 13.02.1963). I de senere klage- og retssager blev det netop fremhævet, at visningen i Washington var sket ”without the slightest suggestion that its exhibition has offended the morals of good taste of that community.” Heller ikke i Toronto, Canada, gav premieren anledning til protester.

I Time Magazine mente anmelderen, at A Stranger Knocks indtil sofascenen udartede sig som en ”arty” thriller, men ”at this point it abruptly becomes the shocker of the cinema season. (…) Her scream is a scream of horror – but also a scream of ecstasy” (15.02.1963). I en filmklumme i Saturday Review of Literature skrev den estimerede filmkritiker Hollis Alpert, at ”the director, here, has carried two of the erotic scenes about as far as any remotely acceptable concept of taste will allow – and perhaps further.” Alpert var spændt på, hvordan filmen ville klare sig ved andre stater og byers censurinstanser:

The film is on view here, so far, only in a Washington D.C. theatre [the Plaza], and it will be interesting to see how it fares with censorship boards elsewhere. I’ll make my own position clear: I think the film should be shown; patrons of art cinemas are, in the main, perceptive adults
     (Hollis Alpert, Saturday Review of Literature, 16.03.1963)

Begge anmeldelser kom senere til at indgå som bevismateriale i retssagen og Alpert blev citeret i Trans-Lux’s senere pressemateriale og trailer til filmen:

Den amerikanske trailer til A Stranger Knocks fra 1963. Fundet i USA i 2012.

I de samme dage indsendte Trans-Lux en ansøgning om distributionstilladelse til Censurkomitéen i New York (Division of Motion Pictures), der sorterede under delstatens Undervisningsråd (Board of Regents), med hovedsæde på universitetet i Albany.

Filmholdet under udendørsoptagelser i Kulhuse, sommeren 1958. Foto: Szabó György
(Privateje).

Censuren i New York
I sin afgørelse forlangte Censurkomiteen, at Trans-Lux fik følgende scener fjernet fra alle kopier af filmen, biografreklamer og trailere:

Reel 3D: In scene on beach between man and Vibecka, after she discarded her bathing suit, eliminate view of man’s hands moving robe aside and caressing her bare knee and thigh, views of man moving into position on her body, and close-up view of her face indicating her erotic response to completion of coital act.
Reel 4D: In scene in which Vibecka and man engage in sexual intercourse on couch, eliminate all views from point where she is seen straddling his body to point at which she notices scar on his arm.
     (NYMPD, Review Report, 13.02.1963)

Med andre ord, var orgasmen i strandscenen – som både den danske, tyske, svenske og norske censur havde accepteret – for stærk til censuren i New York, der herudover, ligesom de svenske og norske censorer, ønskede det meste af sofascenen bortklippet. Da der allerede var røget 20-40 sekunder i tolden, ville der have været tale om et samlet censurindgreb på samlet cirka ét minut og ni sekunder, omtrentligt svarende til, hvad den danske filmcensur i sin tid forlangte borttaget inden justitsministerens kompromisafgørelse (3).

Trans-Lux klagede over afgørelsen, men filmafdelingens øverste direktør Louis M. Pesce stadfæstede censorernes dom. Med førnævnte Harry Rand som sagfører ankede Trans-Lux herefter afgørelsen til New Yorks Undervisningsråd. Man agtede ikke at beklippe filmen og var, om nødvendigt, parate til at gå hele vejen til højesteret for at forhindre et censurindgreb. Herom fortalte Richard Brandt til New York Times og til samtlige brancheblade, der fulgte sagen. Han fremhævede A Stranger Knocks som “essentially a great love story” og Jacobsen som “one of Denmark’s major film craftsmen,” og han kunne oplyse om, at Jacobsen i juni personligt ville komme til New York for at tage bestik af situationen (New York Times og New York Post, 09.05.1963; Boxoffice, 13.05.1963, Motion Picture Daily, 09.05.1963).

Producer-director Jacobsen is due in the States next month in connection with the New York situation, as well as three openings in the middle west and on the coast set for this summer. The New York opening, of course, and the general release of the picture will await developments with the Board of Regents
     (Variety, 08.05.1963)

Når Jacobsen, der ellers var stærkt flyskræk, blev fløjet til New York (forud for rejsen tegnede han et testamente med Annelise Hovmand som hovedarving), var det både for at afgive en vidneerklæring til brug for en eventuel retssag, men også et led i Trans-Lux’ bestræbelser på at opnå offentlighedens sympati. ”We feel that public opinion is one of the most important weapons in the fight against censorship,” udtalte Brandt (Film Daily, 19.06.1963).

I sin edsvorne erklæring (som blev afgivet inden anken til Undervisningsrådet var afgjort) forklarer Jacobsen omhyggeligt intentionen med de erotiske scener og hvordan de indgår i og ikke kan udskilles fra værket uden at ødelægge helheden. Sin egen position i dansk film opridser han som en videreførelse af den stolte tradition, Danmark i stumfilmtiden var internationalt kendt for. Sandsynligvis tænker han på det, der siden er blevet kaldt ”det erotiske melodrama,” et af dansk films varemærker i 1910’erne (Engberg, 1977: 441 ff.). 

I was frankly shocked to learn that the censors had concluded that this film, which I intended as a serious treatment of questions of vital contemporary importance was nothing more than an exercise in ”obscenity.” Let me make it very plain that it was not intended, nor was any part of it intended to appeal to the sensation seeker or to the prurient interest.
     In producing and directing this picture, I tried to create, and I believe that I have succeeded in creating, a work of art. The two scenes to which objections has been taken are of crucial significance to the work. They are not in the slightest respect obscene. Their elimination would virtually destroy the film as a serious motion picture.
     (Johan Jacobsens vidneerklæring, 11.06.1963) 

Det var en ganske omfattende bunke bilag, Undervisningsrådet skulle tage stilling til, herunder vidneerklæringer fra en række agtværdige borgere og branchefolk, der alle havde set og udtalte sig rosende om En Fremmed banker på, engelske oversættelser af – positive – danske anmeldelser i Katolsk Ugeblad og Politiken samt fra Variety, Time Magazine og Saturday Review of Literature. I klagen mindede Trans-Lux’ sagfører Rand om, at en dom fra New York for nylig havde indskærpet, at ”obskøn” kun måtte benyttes som begrundelse for censurering af objektiverede åndsydelser i betydningen ”sexually morbid, grossly perverse and bizarre, without any artistic or scientific purpose or justification” (People v Richmond County News, 9 N.Y.2d 578).

Det blev påpeget, at En Fremmed banker på havde vundet kunstnerisk anerkendelse med tre ”Danish Oscars” (Bodiler). Endvidere citeredes der fra en for censurmodstandere vigtig højesteretsdom fra 1957, hvormed det var blevet fastslået, at et værk ikke kunne kræves censureret alene fordi dele af det måtte blive fundet obskøne, men at værket altid måtte betragtes som en helhed:

Sex and obscenity are not synonymous . . . Sex, a great and mysterious motive force in human life, has indisputably been a subject of absorbing interest to mankind through the ages; it is one of the vital problems of human interest and public concern
     (Roth v. United States, 354 U.S. 476)

Rand fremførte, at erotisk ladede film som Les Amants (De elskende, 1958), Hiroshima, mon Amour (Hiroshima, min elskede, 1959), La Dolce Vita (Det søde liv, 1960), Phaedra (1962) og Irma la Douce (1963) var sluppet hele igennem New York-censurens nåleøje.

I sin endelige afgørelse erklærede Undervisningsrådet sig imidlertid enig i sin filmafdelings vurdering af, at de erotiske scener i En Fremmed banker på var ”obscene within the meaning and intent of Sections 122 and 122-A of the Education Law.” Filmen måtte derfor ikke forevises uden beskæring. Hermed var ankemulighederne inden for delstaten New Yorks censursystem udtømt, og Trans-Lux var, som varslet, klar til at gå rettens vej. Der blev ikke lagt skjul på, at hensigten var at slå systemet ned og at man bevidst valgte at koncentrere alle kræfter om at bekæmpe New York, idet andre censurerende stater og byer, såsom Maryland, som regel indrettede sig efter New York. En endelig afgørelse lå endnu 20 måneder – og behandling ved tre retsinstanser – ude i fremtiden.

Trans-Lux v. Board of Regents
Som første skridt anlagde Trans-Lux sag mod Undervisningsrådet ved New Yorks anden højeste distriktsdomstol, Appelafdelingen under New Yorks højesteret (New York State Court, Appellate Division). Argumenterne var de samme som tidligere, dog nu udvidet med en påstand om, at den praktiserede censur var forfatningsstridig, da den udgjorde en såkaldt ”prior restraint,” et indgreb, der hindrede ytringsfrihed (et argument i lighed med det, modstanderne af de danske censurbestemmelser i sin tid benyttede med henvisning til ånden i den danske grundlov, se Dinnesen & Kau, 1983: 278). Desuden blev det argumenteret, at New Yorks censurlov var en hæmsko for selskabets frie udfoldelse som filmdistributionsselskab.

Den allerede spækkede sag blev suppleret med flere vidneerklæringer fra fortalere for filmen, bl.a. fra filmimportøren Arthur Mayer (Variety, 31.05.1963) og, naturligvis, filmens instruktør og producent, Johan Jacobsen.

Undervisningsrådets repræsentant Charles A. Brind kunne paradoksalt nok føre dele af det samme bevismateriale som Trans-Lux tidligere havde benyttet til forsvar for sin klient, bl.a. anmeldercitater fra Time Magazine og Variety (”sex shocker of the cinema season” og ”too explicit for exhibition in the U.S.”). Under sagens indledende høring i september 1963, slog Brind i sin procedure på, at filmen var den første i Undervisningsrådets historie, der viste ikke bare samleje, men også en kvindelig orgasme (Film Daily, 23.09.1963). Undervisningsrådet havde ment, at grænsen måtte være nået med nøgenheden i L'amant de lady Chatterley (Lady Chatterleys elsker, 1955), men En Fremmed banker på gik videre og nu måtte der trækkes en streg i sandet. Filmen var obskøn og pornografisk:

the first one we have had that depicted actual sexual intercourse – others have come near, but not reached it –; I doubt there could be more vivid scenes than that of the orgasm shown here, for a relatively long time, with the cameras focused on it, and the scene of the woman ‘in the dominant position’ and pulling her away; such scenes are deliberately put into everyone (of such type) to sell the picture and to present on the scene the appeal to prurient interest
      (Charles A. Brind, citeret i Variety, 25.09.1963)

Det var altså især nærbilledet af orgasmen på stranden og scenerne med Birgitte Federspiel i den dominerende position (resultatet af, at Preben Lerdorff Ryes lystne blikke var blevet forlangt klippet ud af den danske justitsminister), der blev fundet stødende og uantagelige. Den ærværdige Brind, som førte censurens sag, kunne i øvrigt berette, at han for nylig havde været i København, og at man her nærmest ikke kunne færdes på gaderne uden at blive faldbudt lumre ”sex books”, så filmen måtte vel ses som udtryk for en beskidt dansk moral, som ikke uden videre kunne overføres til amerikanske forhold (Film Daily, 23.09.1963; Variety, 09.09.1963).

Jacobsen blev holdt tæt orienteret om sagens udvikling. I september 1963 aflagde Trans-Lux’ vicepræsident og salgsmanager Edward R. Svigals ham et besøg under en Europarejse. Det var mens appelafdelingens dommere stadig voterede, og i pressebriefingen blev det benyttet som anledning til endnu engang at melde ud, at Trans-Lux var ”determined to take all the legal steps necessary to keep the film intact” (Motion Picture Daily, 23.09.1963). Sagens afgørelse forelå den 21. november 1963 og faldt ud til fordel for Trans-Lux med fire dommere for og én imod. Rettens annullering af Undervisningsrådets afgørelse blev – med henvisning til to nyere højesteretsdomme, bl.a. Roth v. United States – begrundet i, at ”the sexual acts, which are implied rather than demonstrated, are an integral part of the play.”

Undervisningsrådet blev pålagt at udstede en licens til Trans-Lux, men formåede at forhale det i månedsvis ved først at anmode om – og få bevilget – en udsættelse af ordren og sideløbende at anke dommen til New Yorks øverste domstol, Appeldomstolen i Albany (New York State Court of Appeals).

Umiddelbart efter Trans-Lux’ første sejr i retten, blev selskabets officielle ”Pressbook” og traileren for A Stranger Knocks udsendt. I kolonnen ”TO THE EXHIBITOR” henvises der til den verserende sag og den igangværende kamp imod censur.

Trans-Lux' Pressbook til A Stranger Knocks (Privateje). Download pressematerialet her.

The long road of censorship we have followed on A STRANGER KNOCKS has taken two years and the end is still not in sight. Your playing A Stranger Knocks is an encouragement for all of us who fight censorship (…)
     Our fight for A STRANGER KNOCKS has been aided by important factors: Firstly, we have had fine critics reviews and secondly, excellent boxoffice at the few places we have played. Both Washington and San Francisco house records were broken. Distinguished notices and excellent business means people of discrimination had read, seen and approved A STRANGER KNOCKS. The end of the road has still to be reached; but fight we will. Trans-Lux is not presenting a murky, pornographic film (…) we are presenting a film of distinction.
     (A Stranger Knocks, Pressbook, 1963) 

Appeldomstolen
Retten var sat i Albany den 22. januar 1964 efter, at dommerne havde indledt dagen med at se den amerikanske udgave af En Fremmed banker på i den nærliggende biograf Stanley Warner Strand Theatre (Variety, 22.01.1964). Parternes argumenter var de samme som hidtil – med fokus på, hvor grænsen mellem kunst og pornografi skulle trækkes. Til understøttelse af Trans-Lux’ synspunkt om, at filmen havde kunstneriske kvaliteter, kunne Brandt gøre opmærksom på, at Birgitte Federspiel aftenen forinden havde vundet prisen for ”best actress” for En Fremmed banker på ved IFIDA’s årlige festmiddag i New York (Variety, 29.01.1964). Men, og det skulle vise sig udslagsgivende, denne gang var dommerbænken mere reaktionær, præget af ”a strong Catholic presence” og ”clearly more conservative in matters of public exposure than both its counterparts in the other censoring states and its own appellate division” (Wittern-Keller, 2008: 239).

En af dommerne stillede de måske afgørende spørgsmål – var der tale om virkelige sexscener eller om skuespil? Brind og New York mente det første, mens Rand og Trans-Lux holdt på det sidste. Og, hvis filmen faktisk havde vist autentiske sexscener, ville de så stadig kunne betragtes som ”ikke-obskøne”? Hertil svarede Rand frimodigt, at det ville komme an på ”how deftly the portrayal was handled” (Boxoffice, 27.01.1964).

Dommerne havde svært ved at nå til enighed og forblev splittede 3-3. Der måtte derfor udpeges en ny præsiderende dommer og parterne indkaldtes til genhøring i slutningen af marts (Boxoffice, 23.03.1964; Variety, 25.03.1964; Film Daily, 24.03.1964). Trans-Lux fik foranlediget, at den nye dommer, Alger A. Williams, forinden fik lejlighed til at se filmen i sit hjemdistrikt Buffalo. Williams havde intet behov for at stille yderligere spørgsmål, og den 26. marts blev den tidligere dom omstødt med fire dommere mod tre. Som et af adskillige punkter blev det i kendelsen fremhævet, at ”whether matter is to be judged obscene requires application of objective standards by courts and not expedition into subjective motivations” (Motion Picture Daily, 27.03.1964). Med en dom, der blåstemplede censur af enkeltscener i spillefilm, havde New Yorks Appeldomstol, som Wittern-Keller formulerer det, ”refused to follow the U.S. Supreme Court’s trend of expanding the area of constitutionally protected speech.”

Whereas a book had to be considered as a whole, a film’s scenes could still be considered separately in New York. If this decision, coming from one of the most powerful and respected courts in the nation, were to stand, the cause of the anticensorites would take a staggering blow. Several federal court decisions had suggested a Roth-based test that films be examined in their entirety, but the New York State Court of Appeals majority had neatly dodged the issue by construing film scenes as conduct rather than speech.
     (Wittern-Keller, 2008: 239-40)

Højesterets afgørelse
Efter mere end et års juridisk tovtrækkeri var tiden endelig kommet til, at Trans-Lux – som det sandsynligvis hele tiden havde været planen – kunne anke kendelsen til USA’s højesteret (United States Supreme Court).

Det skulle tage yderligere ni måneder fra appelbegæringen i juni 1964, indtil den endelige dom blev afsagt den 15. marts 1965. Når Trans-Lux endte med at vinde sagen, var det nu ikke fordi højesteret tog stilling i spørgsmålet om pornografi eller ej, men fordi en anden højesteretsdom (Freedman v Maryland, 380 U.S. 51) i mellemtiden havde dømt den delstatslige censurpraksis i Maryland forfatningsstridig. Dommen var, at censuren havde fungeret som et begrænsende og forhalende indgreb (”prior restraint”), der hindrede ytringsfrihed og desuden var en økonomisk hæmsko for distributørernes og forevisernes fri udfoldelse. Censurkomitéer kunne følgelig godt godkende, men ikke forbyde en film. Da det samme gjorde sig gældende i sagen Trans-Lux mod New York, lød højesteretsdommen om A Stranger Knocks i al sin korthed:

     ”The judgment is reversed, Freedman vs. Md.” (380 U.S 259).

Med denne endelige afgørelse på to linjer funderet i industriel logik, undlod den amerikanske højesteret at tage stilling til ømtålelige moralske spørgsmål – om der var tale om kunst eller pornografi. Til gengæld lukkede man fermt og effektivt sagen med et argument, amerikanere forstod: At film først og fremmest var en forretning, og at censursystemet som det praktiseredes i forskellige stater udgjorde en ulovlig hindring for fri business.

Efter afgørelsen udtalte en stærkt lettet Richard Brandt, at dommen ”ends film censorship as it has been known in New York State,” og at Trans-Lux inden ugen var omme ville annoncere åbningstidspunkt og -sted for En Fremmed banker på (Motion Picture Daily, 16.03.1965). Film Daily konkluderede: ”this is an apparent finding, not that the film is acceptable, or otherwise, but that the New York censorship law is unacceptable” (16.03.1965). Og New York Herald Tribune vurderede i en leder, at dommen ”has put the censor almost wholly out of business” (16.03.1965). New Yorks Censurkomité gav dog ikke op uden modstand – blandt andet forsøgte man med et polititilhold at forhindre filmens ikke-godkendte New York-premiere (Motion Picture Daily, 01.04 og 02.04.1965). Men med højesteretsdommen, der gik New York imod, havde delstaternes uegale censurpraksis fået sit endegyldige dødsstød, og man rettede snart ind.

Amerikansk filmplakat til A Stranger Knocks (Privateje).

Fri business og økonomisk rekord
Allerede i 1963 var filmen gået godt i Vogue-biografen i San Francisco, ejet af samme Irving “Bud” Levin, der i sin tid havde været med til at få En Fremmed banker på til USA. Til Ekstra Bladet røbede han dengang, at den havde ”slået alle tidligere rekorder i San Francisco” og ”indspillet dobbelt så mange penge på en uge som den største af Ingmar Bergmans filmsucceser” (29.10.1963) (4). Efter højesteretsdommen fik filmen repremiere i San Francisco og kom på plakaten i 16 amerikanske byer, heriblandt Chicago, New Orleans, Philadelphia og Los Angeles (Motion Picture Daily, 09.04.1965). Alene i New York-området hjemspillede den på godt to måneder nærved $200.000 og var ifølge Trans-Lux godt på vej til at overhale La Strada som ”the biggest grossing import in the history of Trans-Lux Distributing Corporation” (Variety, 26.05.1965). I slutningen af maj 1965 meddelte salgschef Sidney Ginsberg, at filmen var ved at blive eftersynkroniseret til engelsk og ville få endnu et lanceringsfremstød henover sommeren, hvor han forventede ”the really big money to start coming in” (…) ”He predicts that over the next two years, the film will play a total of close to 4.000 dates, which is plenty neat for a non-star, foreign vehicle” (Variety, 25.05.1965).

Richard Brandt forhørte sig i 2005 hos selskabets gamle advokatfirma, der skønnede at Trans-Lux’ sagsomkostninger til retssagerne var løbet op i ”easily over $100,000.” Men selv hvis der tages højde for en så betragtelig udgiftspost tyder alt altså på, at En Fremmed banker på var en god investering. Og det er nok ikke helt forkert, når Bosley Crowther i sin anmeldelse i New York Times bemærker, at forsøget på at censurere filmen havde haft den stik modsatte effekt og været en god reklame. ”If the censor hadn’t advertised this picture with his technical-minded ban, it would have got no more than the sensible, respectful, grown-up attention it deserves,” skrev han (New-York-Times, 01.04.1965).

Konklusion
I En Fremmed banker på kulminerede Johan Jacobsens optagethed af det erotiske og af besættelsestiden som tematisk stof – begge spor løber gennem hans tidligere produktion, hans frimodige screwballkomedier fra besættelsesårene og senere film som Soldaten og Jenny (1947) samt Den usynlige Hær (1945), 3 Aar efter (1948) og Blændværk (1954).

Filmens receptionshistorie viser, at tiden – ti år inden billedpornoens frigivelse – ikke var moden til Jacobsens kompromisløse insisteren på, at erotikken kunne skildres lødigt på film.

Han involverede sig personligt i kampen imod censur og vandt den delvis herhjemme, men i Irland var En Fremmed banker på for stærk kost for seksualmoralens vogtere og i Sverige, Vesttyskland og Norge måtte Jacobsen affinde sig med yderligere censurering af sit værk.

I visse stater i USA blev de erotiske scener oplevet som grænseoverskridende, blandt andet i New York, måske især fordi de viste, at kvinder også kunne begære og nyde sex, hvilket ikke har været i overensstemmelse med et konservativt, katolsk kvindesyn og pænhedsideal. Men netop filmens insisteren på at være kunst (sexscenernes diegetiske funktion), gjorde den samtidig til et effektivt våben i hænderne på det amerikanske udlejningsselskab Trans-Lux, der med filmen som spydspids tog kampen for kunstnerisk ytringsfrihed. En langstrakt retssag endte med en højesteretsdom, hvormed USA’s delstatslige censursystem blev bragt til fald.

Trans-Lux’ sejr var vigtig og med til at udvide grænserne for, hvor langt man i amerikansk filmkultur kunne gå i skildringen af sex. Vejen var ikke blot banet for visningen af En Fremmed banker på og andre foreign films i de bornerte stater – til stor glæde for amerikanske importører og distributører – men også for den korte frisindsperiode, der prægede Hollywood fra midten til slutningen af 1960’erne, hvor der atter blev skruet op for filmbranchens selvcensur med MPAA’s rating-system (5).

Det er en pointe hos Laura Wittern-Keller, at uden de uafhængige filmdistributører og udlejere, der havde bekæmpet censuren, heriblandt Richard Brandt og Trans-Lux, ville der aldrig være sket nogen midlertidig opblødning (Wittern-Keller, 2008: 280). Men det er også vigtigt at huske på, at uden et værk som En Fremmed banker på, ville Trans-Lux have haft en tynd sag. Anerkendelsen bør derfor også komme de manuskriptforfattere, instruktører og skuespillere til del, som modigt afsøgte grænserne for, hvor langt man kunne gå i den lødige skildring af erotik på film, inden den seksuelle revolution fra 1960’erne og frem. Netop i lyset af 1970’ernes pornobølge kan der være en tendens til at glemme betydningen af deres tidlige indsats og vovemod.

 

Noter

1. 1. Jf. breve fra Sidney Ginsberg til JJ af 01.06.1964 og 31.07.1964. Privateje. Der findes spansksprogede filmprogrammer med titlen En la Cumbre del Deseo.
2. 2. Det fremgår af et brev af 29.03.1962 fra toldkammeret (Treasury Department) til Trans-Lux’ repræsentant (Barnett International Forwarders, Inc.), at filmen ankom til San Francisco den 7. september 1961 i form af ni spoler dupe negativ master 35 mm film samt en positiv kopi. Den videresendes til New York, hvor den tilbageholdes i tolden indtil 19. marts 1962 pga. “two objectionable sequences appearing in two of the reels.” Der foretages et klip af anstødeligt indhold på mellem 20 og 40 sekunder. Kilderne divergerer mht. fraklippets længde. Variety skriver ”no more than 40 seconds” (08.05.1963), Motion Picture Daily nævner ”a 20-second deletion” (09.05.1963) og omtaler senere et fraklip på ”about 30 seconds” (Motion Picture Daily, 10.12.1963).
3. 3. Det er muligt, at JJ har sendt en længere version af filmen til USA. I førnævnte brev fra toldkammeret til Trans-Lux’ repræsentant er filmens oprindelige længde angivet til 7.800 fod (= 2.377 meter; cirka 86,63 minutter), hvilket er en del længere end den længste eksisterende danske version (2.248,76 meter; cirka 82 minutter).
4. 4. Som et kuriosum kan nævnes, at Vogue-biografen ses i undergrundsfilmen Chappaqua (1966) med store A Stranger Knocks-lysreklamer på udhængsmarkisen.
5. 5. Maryland fastholdt som ene stat kampen for censur frem til 1981, og forbød da også En Fremmed banker på. Jf.Motion Picture Daily, 30.04.1965 og Wittern-Keller, 2008.

 

Kilder og arkiver
Mundtlige kilder
Svend Bregenborg (2004), Franz Ernst (2015), Birgitte Federspiel (2004) og Annelise Hovmand (2004, 2012).

Censuren i Danmark
Medierådet f. børn & unge, J.nr. 64323/64334, Statens Arkiver.
Filmsrådet, J-nr.5202, Statens Arkiver.
Oplysninger fra Det Danske Filminstitut, Filmarkivet.

Filmfestivalen i Cork
Den irske og danske dagspresse 26., 27. og 28.09.1959. Flere udklip findes i Jacobens scrapbøger på Det Kongelige Bibliotek, Acc.1977/111 samt i Det Danske Filminstitut Bibliotekets udklipsmapper.

Censuren i Vesttyskland
Brev af 09.12.1960 fra JJ til Helmut Käutner. Helmut Käutner Archiv, Akademie-der-Künste, Berlin, Tyskland.
Pressemateriale samt FSK Jugendprotokoll Prüf-Nr. 21763, 25.2. og 25.05.1960. Stiftung Deutsche Kinemathek – Museum für Film und Fernsehen / Schriftgutarchiv, Berlin, Tyskland.

Censuren i USA
Laura Wittern-Kellers interview med Richard Brandt, 28.10.2005. Upubliceret. Privateje.
Trans Lux til Boet efter JJ, 24.05.1977. Privateje.
Motion Picture Division, New York State Archives, Albany, New York (NYMPD), sagsnummer #73464-2548 (afgørelse stadfæstet 11.03.1963).
Trans Lux Distributing Corporation v. Board of Regents:
N.Y. Appellate Div., 3^rd dep.,19 AD.2.d 937 (1963), dom af 21.11.1963. (JJ’s vidneerklæring, 11.06.1963).
Court of Appeals of the State of N.Y., 14 N.Y.2d 88 (1964), dom af 26.03.1964.
U.S. Supreme Court 380 U.S 259 (1965), dom af 15. marts 1965.

Litteratur
Crossan, Dominic M. (1959). Cork International Film Festival 1959 Chronicle. The Furrow, Vol. 10 (No. 11 The Mass and the People), pp. 711-715.
Dinnesen, Niels Jørgen, & Kau, Edvin. (1983). Filmen i Danmark. København: Akademisk Forlag.
Engberg, Marguerite. (1977). Dansk stumfilm - de store år. København: Rhodos.
Ernst, Franz. (2006). En boomsvingers bekendelser. TAKE, Danske Filminstruktører - 50 års jubilæumsnummer, 30-33. Hansen, Jan-Erik Ebbestad. (2011). Da Norge mistet dyden: Mykle-saken, ytringsfriheten og kampen om moralen Oslo: Unipub.
Monty, Ib. (1956). Erotiske motiver i moderne dansk film. Kosmorama, 2(16), 104-108.
Petersen, Brian (2016): Johan Jacobsen – mod strømmen i dansk film- og produktionskultur 1938-66. Ph.d.-afhandling. København: Det humanistiske fakultet, Københavns Universitet. Afdeling for Film- og Medievidenskab. Institut for Medier, Erkendelse og Formidling.
Wilinsky, Barbara. (2001). Sure Seaters: The Emergence of Art House Cinema. Minneapolis: University of Minnesota Press.
Wittern-Keller, Laura. (2008). Freedom of the Screen: Legal Challenges to State Film Censorship 1915-81. Kentucky: University Press of Kentucky.