Kommentar: En jury uden humor

Har vi været på den samme festival? Har vi set de samme film? Har vi grinet af de samme absurde scener, mærket hjertet slå hurtigere i de samme nervepirrende øjeblikke og følt os løftet af de samme refleksioner over tilværelsens store spørgsmål?

Øjensynligt ikke.

Aldrig i min tiårige Cannes-deltagelse har jeg været så uenig med juryen. Og det er jeg ikke ene om. Store dele af pressekorpset var ved at tabe både næse og mund, da prismodtagerne ankom til den røde løber søndag aften.

”Hvor er Maren Ade? Jeg håber, at hun kommer, for Toni Erdmann er helt fantastisk,” udbrød festivalens egen tv-kommentator uden at tænke på, at han formulerede en kritik af juryen. 

For Maren Ade kom ikke. Det gjorde Jim Jarmusch heller ikke. Eller Paul Verhoeven. Eller brasilianske Kleber Mendonca Filho.

Og de havde en god grund til at glimre ved deres fravær. De var nemlig ikke inviteret. Juryen havde ingen pris til dem, selv om de undervejs var blevet hyldet af en næsten enig presse.

Stor pris til stor skuffelse
Til gengæld ankom vidunderbarnet Xavier Dolan for at modtage festivalens næststørste pris for den teatertunge Juste la fin du monde, der har været festivalens største skuffelse og fået den næstdårligste kritik (efter Sean Penns flovser The Last Face).

Jaclyn Jose gik op ad den røde løber for at modtage den kvindelige skuespillerpris i Ma’ Rosa, hvor hun knapt nok spiller en hovedrolle.

Og det på trods af at festivalen netop udmærkede sig ved den ene bærende kvindepræstation efter den anden: Sonia Braga (Aquarius), Sandra Hüller (Toni Erdmann), Isabelle Huppert (Elle), Sasha Lane (American Honey) og Ruth Negga (Loving).

Og hvordan i alverden har juryen kunnet overse Adam Drivers imponerende hvilende-i-sig-selv-præstation i Paterson?

Mutters alene i biffen
Kun én beslutning er jeg enig i: Instruktørprisen til Cristian Mungiu. Men også det fuckede juryen op ved at lade rumæneren dele prisen med franske Olivier Assayas, hvis Personal Shopper hverken fungerer som en gyser eller overbeviser som et spirituelt værk.

Ken Loach har allerede én gang modtaget Guldpalmen (Vinden der ryster kornet), men denne gang har han da i det mindste fået den for en god film: I, Daniel Blake.

Loach fortjener alle de priser, der findes, men at belønne hans tilbagevenden til indigneret socialrealisme med Guldpalmen, svarer til at give OTA en guldmedalje for at lave solgryn.

Hvordan kan vi se så forskelligt på filmene? Har vi været til den samme festival?

Vi har i hvert fald ikke set filmene sammen.

Jurymedlemmerne sidder mutters alene i en stor biografsal og ser de 21 film ved lukkede særvisninger, og det forklarer måske, hvorfor komedier er blevet forbigået.

Havde de set Toni Erdmann i en propfyldt sal sammen med flere tusinde, skraldgrinende kritikere, ville de ikke have kunnet undgå at opdage filmens kvaliteter.

Komedier kommer ganske vist næsten altid til kort ved finkulturelle prisuddelinger, fordi mange fejlagtigt tror, at komedier er mindre dybe end tragedier. Men netop det dementerer Toni Erdmann, og det samme gør Jarmusch’ Paterson, hvilket en jury med humor ville have honoreret. 

Gale Max og babegrisen
Juryen bestod af instruktørerne George Miller, Arnaud Desplechin og László Nemes, skuespillerne Mads Mikkelsen, Kirsten Dunst, Donald Sutherland, Vanessa Paradis og Valeria Golino samt produceren Katayoon Shababi.

Mange skuespillere og ingen kritikere, men det har ikke forhindret tidligere juryer i at give Guldpalmen til Rosetta, 4 måneder, 3 uger og 2 dage, Amour og Adèles liv – film, der vil blive stående som filmiske milepæle.

Pilen peger derfor mod juryformanden George Miller, som med en karriere mellem gale Max og den kække babegris næppe har de bedste forudsætninger for at vurdere den type film, der er i højsædet på Cannes-festivalen. Det har heller ikke hjulpet, at Miller udtalte, at juryafgørelser gerne måtte være kontroversielle.

Det lykkedes. På den dårlige måde.

Umorsom spøgefugl
Hvad filmkunst angår, er juryens stærkeste navn László Nemes. Men han har kun lavet én film, og den er alt andet end en komedie: Sauls søn.

Nemes modtog sidste år Grand Prix af en jury med Xavier Dolan, og nu gav han Dolan selvsamme pris. Den incestuøse Cannes-familie i fuldt flor.

Kvinderne i juryen var påfaldende tavse på juryens pressemøde efter den famøse prisuddeling, mens den umorsomme spøgefugl, Donald Sutherland, der søvndrukken kom halsende for sent til en af visningerne, ihærdigt forsvarede priserne.

Noget kunne også tyde på, at juryen har været dårligt forberedt. Hvis de havde set instruktørernes tidligere film, ville de næppe have belønnet Farhadi med to priser, eller forbigået Jarmusch, der har genopfundet sig selv på sine ældre dage.

Det er konkurrencen om Guldpalmen, der giver festivalen opmærksomhed, men når en prisfordeling er så arbitrær, kan man kun give Woody Allen ret i, at konkurrence hører sportens verden til.