Cannes 2016
22. maj 2016 | 02:15

Stjernebarometeret peger på komedie

Foto | Komplizen Film
Sandra Hüller og Peter Simonischek spiller datter og far i komedien Toni Erdmann, der kan blive den første solo-Guldpalmevinder til en kvindelig instruktør.

Eftertænksom rumæner topper Ekkos stjernebarometer, men flest kritikere peger på en morsom tysker som Guldpalmevinder.

Af Nicki Bruun

Går det, som kritikerne i Ekkos stjernebarometer håber, kommer film til at imitere fodbold, når Guldpalmen skal uddeles søndag aften: Når alt er sagt og gjort, vinder tyskerne.

Efter alle 21 film i hovedkonkurrencen er blevet vist, tegner der sig stadig et klart billede, nemlig at Maren Ades tyske komedie Toni Erdmann bør vinde. Over halvdelen af Ekkos internationale kritikerpanel – fem ud af otte – peger på den som festivalens bedste.

De fem kritikere er anerkendte navne i deres respektive lande: Ariane Allard fra Positif i Frankrig, Kjetil Lismoen fra Rushprint i Norge, Lee Marshall fra Screen i England (samt Ekko i Danmark), Stephanie Zacharek fra Time i USA og Ekkos egen chefredaktør Claus Christensen.

Med undtagelse af Norge har alle kritikernes hjemlande film i hovedkonkurrencen, så de har altså ikke ladet sig styre af nationalfølelse.

Højeste gennemsnit
En anden film har imidlertid et højere stjernegennemsnit end Toni Erdmann, nemlig tidligere Guldpalmevinder Cristian Mungius korruptionsdrama Graduation, der topper listen med 3,6.

Alle panelets kritikere er glade for filmen, men kun den kvindelige kritiker Pragya Misha, fra avisen Dainik Prabhat Kiran i Indien, peger på Graduation som sin favorit til at vinde.

Cristian Mungiu er i øvrigt en af de mange, der jævnligt har klikket sig ind på Ekkos hjemmeside under festivalen.

”Jeg blev afhængig af at tjekke stjernerne. Så meget dansk kan jeg,” skriver den sympatiske instruktør i en email til Ekko.

Racedrama med i toppen
Ekkos kritikere har kunnet give fra 1 til 4 stjerner til hver film, og lige under Graduation deler tre film det næsthøjeste snit på 3,4.

En af dem er favoritten Toni Erdmann. De to andre er Jeff Nichols’ autentiske drama om ægteskabet mellem en sort kvinde og en hvid mand i 50’ernes USA, Loving,og Paul Verhoevens kontroversielle SM-thriller Elle.

Elle er ifølge panelets anden englænder, Damon Wise fra Empire, festivalens bedste film.

Tre andre film har opnået et snit over 3, der placerer dem i listens øverste tredjedel.

Det er Jim Jarmusch’ hverdagspoetiske Paterson, sydkoreanske Park Chan-wooks firkantsdrama The Handmaiden og brasilianske Kleber Mendonca Filhos socialt bevidste Aquarius, som panelets rumænske kritiker Catalin Olaru har som sin Guldpalme-favorit.

Sean Penn banket i bund
I den modsatte ende af listen finder vi filmene, der har fået en ublid medfart i konkurrencen.

I bunden ser det sort ud for Sean Penns usmagelige blanding af patetisk romance og barsk nødhjælpsarbejde i The Last Face, som kun lige akkurat sniger sig op på et snit på 1,1 – takket være to stjerner fra Pragya Misha.

Også Nicolas Winding Refn får tæsk. Hans visuelle tour de force i modeverdenen, The Neon Demon, får ganske vist fire stjerner fra Damon Wise, men må nøjes med én stjerne af fem andre kritikere og ender således med et snit på kun 1,8.

Endelig er tre film endt på snittet 2, som dækker over vurderingen ”rimelig”, hvilket er noget skuffende i Cannes-sammenhæng.

Af dem findes der som altid et par franske film. Bruno Dumonts overklassesatire Ma Loute og Olivier Assayas’ engelsksprogede genfærdsdrama Personal Shopper med Kristen Stewart i hovedrollen får begge enkelte gode karakterer, men ligger samlet set dårligt.

Mest bemærkelsesværdigt er det, at forhåndsfavoritten American Honey, instrueret af engelske Andrea Arnold, heller ikke ligger højere. Filmen nævnes stadig som en mulig prisvinder, men i Ekkos panel hører den til de dårligst bedømte.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko