En pervers guide til film

At sidde i biografmørket og vente på, at filmen skal begynde, er som at stirre ned i toiletkummen og vente på, at noget skal stige op fra kloakken.

Sådan belærer Slavoj Žižek os i Sophie Fiennes’ The Pervert’s Guide to Cinema, en guidet tur gennem filmens verden, hvor filosoffen med sin udsøgte, slovenske shrinkaccent forklarer psykoanalysens filosofi med en lang række filmklip – fra Chaplin over Hitchcock og Tarkovskij til Ridley Scott og David Lynch.

Den genopstandne lort er tilbagekomsten af det, vi har travlt med at udelukke for, at virkeligheden skal fungere. Men samtidig er lorten forudsætningen for virkeligheden.

Det er denne dimensions tilbagekomst, der ifølge Žižek gang pa gang iscenesættes i filmen. Monstret, som bryder frem af kroppen i Alien. Stemmen, der har besat den unge pige i Eksorcisten. Den myrdede kvindes blod, der stiger op af toilettet i Francis Ford Coppolas Aflytningen.

På dette toilet sidder Žižek rent faktisk i dokumentaren (ganske vist med låget lukket) og fremfører sin lignelse mellem toiletkummen og biograflærredet. Ligesom han gennemgående har sat sig i scene i de udlagte films settings, heriblandt Hitchcocks.

Vi ser ham sejle over Bodega Bay i motorbåd og blive krydsklippet med Melanie i Fuglene. ”Jeg begynder at tænke ligesom Melanie: Jeg vil i seng med Mitch,” siger han.

Vi ser ham sidde i frugtkælderen i mumiens stol fra Psycho, og vi ser ham gæsteoptræde i Vertigo, hvor han, med stor komisk effekt, vender sig måbende rundt som James Stewart i det neonoplyste hotelværelse og får øje på Kim Novak som den genopstandne og spøgelsesagtige Madeleine.

Dødsdriften
Den virkelighed, som i filmene gennembrydes af monstret, stemmen, blodet – eller mumier, fugle og spøgelser – er det, som Žižeks store inspirationskilde, den franske psykoanalytiker Jacques Lacan, kalder ”den symbolske orden”.

Det er vores sproglige og sociale virkelighed, hvor indarbejdede normer og konventioner regulerer vores begær og bestemmer vores måde at leve, omgås, tænke, tale, sanse og elske på. Žižeks pointe er, at denne virkelighed er en fiktion, men en hel nødvendig fiktion, uden hvilken den menneskelige eksistens ville gå under i meningsløst pulserende drift.

Sandheden, der er drivkraften i vores nødvendigt illusoriske virkelighed, er for Žižek den rå energi, som Freud kalder libido og Žižek i forlængelse af Lacan identificerer med ”dødsdriften”. Her er ikke tale om en buddhistisk drift mod Nirvana, men en dump og meningsløs gentagelsestvang. En ”udød” energi, der bebor og driver os som en alien.

Det er en af psykoanalysens afgørende pointer: At menneskets drift ikke er en drift til overlevelse eller forplantning, men en formåls- og meningsløs energi, som med et af Žižeks billeder antager skikkelse af noget så mastodontisk og menneskefremmed som det kolossale Redwood-træ i Vertigo, hvis vi skal forestille os den materialiseret.

Den rå, libidinøse energi har brug for fantasiens billeder for at opretholde sig selv. Fantasibillederne er bærende for det, vi kalder virkelighed, samtidig med at denne virkelighed hviler på, at fantasierne forbliver urealiserede.

Når fantasierne realiseres, bryder vores virkelighed sammen. Da Scottie i Vertigo realiserer sin fantasi om kvinden ved at rekonstruere den døde Madeleine, er han på randen af psykosen. Da Jeffrey i Blue Velvet gennem sin fars hjerteslag træder uden for faderautoritetens og dermed den symbolske ordens domæne, får han adgang til en verden, hvor perverse og incestuøse fantasier frit kan realiseres. ”Realiseret fantasi kaldes mareridt,” siger Žižek formanende.

Pervers med stolthed
Realiseringen af fantasien er netop, hvad den perverse beskæftiger sig med – til forskel fra neurotikeren, som lader fantasien forblive en urealiseret, delvist fortrængt drivkraft i en tilværelse på den symbolske ordens præmisser.

Det er derfor, at Žižeks guide er ”den perverses guide”, og det er derfor, han lægger ud med at erklære, at filmen er den mest perverse af alle kunstarter. Men som en filmkritiker har udtrykt det: ”The Pervert’s Guide to Cinema vil gøre dig stolt over at kunne kalde dig pervers.”

Žižeks retoriske yndlingsmanøvre er spørgsmålet ”hvadnu hvis …”, og i en vis forstand hviler hele hans analytiske smidighed herpå:

Hvad nu hvis … illusionen ikke står i modsætning til virkeligheden, men er virkeligheden?

Hvad nu hvis … Isabella Rossellini i Blue Velvet ikke er deprimeret, fordi Dennis Hopper mishandler hende, men hvis Dennis Hopper mishandler hende for at vække hende af hendes depression?

Hvad nu hvis … det menneskelige øje ikke er vinduet til sjælen, men en sprække, der åbenbarer intetheden som subjektets svimlende afgrund – som i Psycho, hvor kvindeligets øje overtones med badekarets sorte afløbshul?

Vor tids kynisme
I The Pervert’s Guide to Cinema er filmanalysen primært sat i filosofiens tjeneste. Žižek bruger filmene til at argumentere for den forståelse af subjektets sandhed, som han har fra Freud og Lacan.

I sine senere filmanalyser har Žižek i stigende grad et kritisk politisk projekt. Fra at påvise, hvordan virkeligheden overhovedet kommer i stand, er Žižek gået til en kritik af den eksisterende sociale og politiske virkelighed. Men fantasi-analyse og ideologikritik hænger sammen i Žižeks tænkning, fordi ideologi er fantasi – en måde at strukturere virkeligheden på gennem idealbilleder og illusioner.

I nutidens film påpeger Žižek kynisme og fundamentalisme som nogle af de aktuelle fantasier, der på hver sin måde er problematiske håndteringer af begæret. I den seneste animationsfilm fra Dreamworks, Kung Fu Panda, aflæser han – i en kommende bog – eksempelvis den cocktail af kynisme og østerlandsk visdom, han betragter som essensen af den senkapitalistiske ideologi, hvor det er trendy for stenhårde forretningsmænd at være buddhister. Den store tykke pandabjørn er på den ene side intet andet end et klodset, bøvsende behovsdyr (kynisme) og på den anden side en indviet kung fu-helt (visdom).

Det, som begge disse positioner har tilfælles, er ifølge Žižek, at de fornægter begæret. For kynikeren eksisterer der ikke begær, kun behov – og for buddhisten skal begæret opgives.

Det er her, at det perverse skal være vores guide; den perverse, der – som filmene – insisterer på begæret. Mennesket er et begærsvæsen, og det betyder, at mennesket bebos af en fremmed energi, som hverken skal fortrænges eller flyde frit, men som det er en eksistentiel og politisk opgave at håndtere. Og Žižek betragter filmen som det medium, der eksponerer, hvordan den rå energi transponeret til fantasibilleder er fundamentet for vores virkelighed.

The Perverts Guide to Cinema er udgivet med Ekko-dvd #8, der følger gratis med Ekko #44