En skuespillers død

I 1500- og 1600-tallets England søgte puritanere at finde frem til den rene protestantiske lære. Men ordet "puritaner" blev ikke brugt af de religiøse grupper selv. Det var et nedsættende ord, som andre brugte om puritanerne. Siden er ordet blevet løsrevet fra sin historiske sammenhæng og bruges nu vagt om mennesker, der er utidigt nidkære i moralske og religiøse spørgsmål, og som ikke tøver med at stille krav om, at hele verden skal følge deres strikse regler. 

Fra tid til anden dukker den påstand op, at der i Danmark i disse år trives en ny puritanisme. Er det rigtigt?

Kirke til pynt
Puritanisme er et moralsk fænomen, men da moral ofte har en religiøs baggrund, kan man spørge, om der er en forbindelse mellem den nye puritanisme og den ny interesse for religion. 
 
Når Danmark kaldes et kristent land, skyldes det dels, at stat og kirke er forbundet i Grundloven, dels at de fleste danskere er medlem af folkekirken. Det betyder ikke, at kirken har magt som i gamle dage. Den er snarere til pynt, fordi den tilbyder fortrolige ritualer og en højtidelig ramme om højtider og mærkedage som dåb, bryllup og begravelse. Kirken er blevet en del af wellness-industrien og skal levere gode oplevelser. Til daglig er det svært at se dens dybe indflydelse. Mennesker kan tro, som de vil, og de troende kan gemme deres tro i en afkrog af sjælen, så den ikke forstyrrer hverdagen. 
 
Trods påstande om, at kirken har fået en renæssance, har den ikke skyggen af sin gamle alvor. Den er reduceret til at være en privat sag, en sag for medlemmer af små klubber, som inden for murene kan dyrke deres stærke ord, men som uden for murene må acceptere, at de stærke ord er svage. 
 
Den nye puritanisme og den nye interesse for religion synes at løbe i hver sit spor. Det er ikke her, vi skal finde puritanismens dynamik. For at afklare sagen vil jeg se på skiftet i balancen mellem offentlig og privat.

Den offentlige mening
Selv om enhver kan vælge sin egen livsform - inden for lovens rammer - er det ikke usædvanligt, at der stilles særlige krav til offentlige personer. Mens almindelige mennesker kan gemme sig som dråber i folkehavet, forventes både private og offentlige ledere at opføre sig pletfrit. Det skyldes, at de ikke blot er privatpersoner, men repræsentanter i ordets direkte betydning - nærværende eller "præsente" på vegne af en organisation eller en gruppe.

Hvis en borgmester eller dommer gribes med fingrene dybt nede i klejnekassen, er det værre, end hvis en almindelig borger træder ved siden af. Borgmesteren og dommeren repræsenterer lov og orden og hefter for mere end blot sig selv. De har stillet sig op på en piedestal og falder derfor ekstra dybt, hvis de falder. 
 
Den dommer, som dømmer dem, er den offentlige mening. Det er en ejendommelig størrelse. I et moderne samfund er der ikke enighed om noget som helst. Mange meninger brydes i offentligheden. Folket, i ental, er forsvundet, og tilbage står en befolkning med mange livsformer og meninger, sådan som man grafisk kan se det op til et folketingsvalg. 
 
Når man ikke kan forvente, at andre har samme anskuelser som én selv, må den offentlige omgangsform neutraliseres. Man må dæmpe sine fordomme og skelne mellem, hvad der på engelsk hedder public and private man. Over for fremmede må man, som den amerikanske sociolog, Richard Sennett, fortæller, påtage sig en maske, så man kan nyde andres selskab uden at belaste andre med sig selv. Det er en uskik at kræve oprigtighed blandt fremmede og udstille sine intime følelser eller kræve, at andre gør det. Intimitet, siger Sennett, opbygger familie og venner, men nedbryder det store samfund.

Eigenvalues
Men sagerne er mere spegede end som så. Det er et moderne krav, at man skal være sig selv og altså forskellig fra alle andre. Det skaber en særlig tvang til at markere sig og forny sig. Hermed bliver det usikkert, hvilken opførsel som er acceptabel i det offentlige rum. 
 
Masser af mennesker prøver sig selv af og ser, hvad der går og ikke går. Resultatet er en stadig grænse-forhandling, hvis udfald ikke er det samme alle steder. Nogle gange har en opfindsom person kraft til at ændre reglerne, andre gange må han eller hun trække snuden til sig og acceptere, at reglerne er for stærke.

Så offentligt opstår der midlertidige stabiliteter, som den amerikanske logiker, Heinz von Foerster, har kaldt for Eigenvalues - regler og betydninger, som ikke er urokkelig stabile, som ændrer sig over tid, men som for en tid er stabile nok til, at man kan regne med dem. 
 
Eigenvalues er ikke vedtaget af en central komité, og selv om mange spiller med, har orkestret ingen dirigent. Forskellige miljøer enes om forskellige regler og får deres egen kultur. Så kan man navigere rundt mellem de forskellige kulturer i samfundet og afgøre, hvor man skal spille med for alvor eller for sjov, og hvor man skal holde sig væk. 
 
Mange bliver ekvilibrister til at begå sig, på mange scener og spille mange spil, så de ikke blot kan kommunikere i den krævede jargon, men også dobbeltkommunikere i mellemrummet mellem flere kulturer. 
 
Ikke desto mindre er der Eigenvalues, som afviser at deltage i disse tolerante løjer. De har bundfældet sig som forventninger til, hvad der er ret og rimeligt, og overtrædes de, nøjes deres tilhængere ikke med at konstatere, at sådan er det. De bliver krænkede og rejser kritik, ikke blot mand og kvinde imellem, men offentligt. Det sker i læserbreve og tv-interviews, som normalt leverer konsekvensløse privatmeninger - en daglig byge af små pile, som oftest preller af på den sociale tykhud. 
 
Men ligesom en sommerfugl i Peking kan udløse storm i Florida, kan offentlige tilkende-givelser løbe sammen og forstærke hinanden, indtil de udgør en flod, som kan skylle diger ned.

Skuespillerens maske
I 2007 kom en ung skuespiller i klemme i dette pres mellem privat og offentlig. Han var udset til at en spille en vigtig rolle i TV 2's julekalender, men var samtidig kommet for skade at chikanere en kvinde seksuelt, hvad der førte til en dom.

Nu kunne man mene, at når dommen er faldet, er skaden repareret. En dom er samfundets markering af, at en regel er overtrådt, og uanset hvor ofte det er påvist, at betingede eller ubetingede domme ikke ændrer folks adfærd nævneværdigt og endda kan gøre ondt værre, så er det et stædigt krav, at der skal ske en gengældelse, et "noget for noget", om ikke et øje for et øje. En sex-forbryder kan ikke betale sig fra sin brøde, og forsøg på at mildne straffe støder for tiden på en mur af kritik. Det handler ikke om økonomi, men om retsfølelse. 
 
Alt det vedrører udmålingen af straf. Kunne man så ikke sige, at når den unge skuespiller har modtaget sin straf, så er tavlen visket ren, og han kan komme videre med sit liv og spille sine roller?

Slet så enkelt gik det ikke. Skuespilleren opdagede, at selv om den seksuelle chikane var sket i hans fritid, hvor han er en privat person, havde den konsekvenser for ham som offentlig person. Der kom protester mod, at han skulle spille for børn i en julekalender, og TV 2's ledelse valgte at bøje sig for, hvad den skønnede var en folkestemning. Den fyrede skuespilleren og skrottede julekalenderen. Pris: en masse millioner kroner og en ødelagt karriere.

En skuespiller er ikke ansat til at være sig selv, men til at spille en rolle, hvor han skal være ler i instruktørens hænder. "Rollen" var oprindelig den rulle, som en skuespiller læste op af, og i antikken havde skuespillere masker på, så de på én gang kunne udtrykke sig offentligt og gemme sig privat. Ligesom en skuespiller ikke hefter privat for, hvad han siger og gør på scenen, vedkommer det ikke scenen, hvad han siger og gør privat.

En skuespiller kan være knalddygtig på scenen og et dumt svin udenfor. Det er en privat sag. Det er ikke usædvanligt, at fagligt kompetente mennesker er socialt inkompetente. Måske er forholdet omvendt proportionalt: Jo mere man fokuserer snævert på sin faglige indsats, jo mere uopmærksom er man på andre mennesker, så man ender med at være arrogant og utålmodig. 
 
Denne barriere mellem offentlig og privat blev ikke respekteret i TV 2-sagen. Hvad er der sket?

Personen i centrum
Det er et moderne krav, at mennesker ikke blot skal være kompetente til deres arbejde, men også autentiske. De skal vise, hvad de føler, og de skal være "hele mennesker". 
 
Det er selvfølgelig absurd. Hver situation stiller særlige krav og angår kun enkelt eller et par sider af et menneske. Man må derfor tage den maske på, som passer til situationens krav. Ellers tumler man rundt som en social Bambi på isen og ved ikke, som den hæse Stampe siger, at man "skal passe på begge ender, på samme tid".

Er man privat og hjemme hos sig selv, lyder det modsatte krav, at her skal man smide masken. Dog gør man klogt i ikke at følge kravet. Siger man alt, hvad man tænker og føler til sin kæreste, vil selv et robust forhold ikke overleve mange sekunder, før det går til grunde i et morads af overflødige konflikter.

Politikere, skuespillere, kunstnere, tv-værter og sportsfolk er fælles om én ting. De skal vise, hvad de kan for åbent tæppe og over for et publikum, de ikke kender. De er synlige som personer og derfor kendte ansigter. De fleste af os andre har dummet os ved at hilse på en kendt person, som vi et kort sekund tror, vi kender, fordi vi har set ham eller hende så tit på billede eller skærm.

Det er fristende for de kendte at spille på denne mekanisme og trække energien fra det personlige forhold ind i et upersonligt forhold. De begår det lille falskneri, at de offentligt lader, som om de ikke er offentlige. Publikum inviteres ind "bag scenen", "ind i det private rum" eller ind "bag masken". Her møder man selvfølgelig ikke oprigtighed, men kun nye masker, som dog følger andre regler, så man kan forlyste sig med at sammenholde de forskellige masker.

At de kendte falder for fristelsen til at spille intimspillet skyldes, at også de er underlagt markedets mekanisme om udbud og efterspørgsel. De må holde deres publikumstække varm, og her har de kun to brikker at rykke med: den professionelle indsats og den intime appel. 
 
Man kan i et nostalgisk leje forestille sig, at i de gode gamle dage var det at være kendt en funktion af ens professionelle indsats. En politiker blev bedømt for sin indsats for nationen, en skuespiller for sin indsats på scenen osv. Her er problemet, at mens en elite kan værdsætte den professionelle indsats, kan samme kyndighed ikke forventes af et massepublikum. Det har ikke saglig indsigt og kompenserer ved at switche fra det saglige til det personlige. Ikke sagen, men personen kommer i centrum.

Derfor er det ikke nok for en politiker at være faglig dygtig. Hans eller hendes vælgere er alligevel ude af stand til at bedømme indsatsen. De fleste vil hellere se en politikers køleskab end hans eller hendes partiprogram. De vil hellere se en dramatisk duel mellem to topkandidater for åben skærm end at stave sig igennem EU-traktaten. Så en politiker skal også have tv-tække og kunne appellere emotionelt til publikum. Han eller hun kan ikke tillade sig at være arrogant og fortælle sine vælgere, at de er inkompetente og i øvrigt overdrevet optaget af deres egne små problemer.

Til sidst kortslutter kändis-mekanismen i sig selv, så man bliver kendt ved at være kendt og ved at omgås de kendte.

Emotionelle tangenter
Når publikum ikke kan brillere med deres indsigt, bliver dets rolle blot at være - publikum. Alle og enhver. Publikum opdager, måske til deres forbløffelse, at de bliver taget alvorligt, og at "almindelige menneskers" uinteressante synspunkter får masser af blæk og taletid.   
En ny Eigenvalue stabiliserer sig i forholdet mellem kendte og ukendte. Politikere taler i slagord, smiler tække-sygt og imødekommende, inviterer publikum indenfor i privaten og stiller op i folkelige sammenhænge. Vælgere udstiller skamløst deres mangel på politisk indsigt og kræver i samme ombæring, at politikerne skal gøre dem lykkelige. 
 
Hvad der gælder politikere, gælder også for de øvrige grupper af kendte, herunder skuespillere. Også de fordobler deres kunst, når de spiller, at de ikke spiller, men har smidt masken og taler fra hjertet. Også de stiller op til alskens events, fordi de ved, at vi lever i en kultur, hvor det ikke er nok at være dygtig. Man må også iscenesætte sig selv offentligt.

På den måde nedbrydes barrieren mellem privat og offentlig. Det er let at forstå fristelsen til at spille på de emotionelle tangenter. De bobler af energi. Men de er farlige og kan let skifte fra dur til mol.

Rollemodeller
Når offentlige personer spænder personlige følelser for deres vogn, nøjes de ikke med at passe deres arbejde, men sætter sig selv i spil. En skuespiller spiller ikke blot Hamlet, men også "sig selv som spiller Hamlet". Det har den sidegevinst, at de kan få en fanskare og blive
rolle-modeller. De kan sælge sig selv på posters og optræde ved festlige lejligheder, hvor et badeland skal åbnes, en firmafest afholdes, et supermarked holder juletamtam eller en tv-reklame lanceres. Alt sammen noget, som accelererer berømmelsen og skæpper på
bankkontoen.


En skuespiller i TV 2's julekalender trænger derfor ikke kun ind i børnenes univers som en figur i en tv-serie, men som "sig selv". Og her er intet helle. Selv hvis en skuespiller ikke deltager i den offentlige iscenesættelse, rammes han eller hun af branchens dårlige vaner. 
 
Selvfølgelig behøver en skuespiller ikke at være Mister eller Miss Clean. Ligesom rockstjerner kan de få status ved et heftigt og skandaløst privatliv. Det gælder dog ikke skuespillere i børneprogrammer, hvor der stilles anderledes skrappe krav til privatlivet som betingelse for, at man kan få plakater med sit smiling face op i børneværelserne.


Det er dejligt, så længe det går godt, og man kan lune sig med offentlig virak. Bagsiden er, at fejler man personligt, gælder sammenkædningen af offentlig og privat stadig. Hvad man gør som privatperson, smitter af på den offentlige person. Har man udøvet seksuel chikane, er man tilsmudset i offentligheden og er ude af stand til at spille sin rolle. For man har stiltiende indgået en dobbelt kontrakt. Man hefter både fagligt og personligt.


Som de siger i den kulørte ugepresse: Bliver vi inviteret med til brylluppet, kommer vi også ved skilsmissen.

Det diffuse raseri
Er der nogen vej tilbage til den klassiske adskillelse mellem offentlig og privat?


Det er svært at se, hvordan den kan genetableres, når de mennesker, som mest tydeligt skal markere den, har travlt med at opløse den. I en hård kamp om publikum mobiliseres alle ressourcer.


Tilbage står at forklare dynamikken bag den såkaldt nye puritanisme. Hvorfor ophidses folkelige energier mod en skuespiller, som har dummet sig og fået sin straf? Hvorfor skal han smides for løverne og straffes dobbelt?


Er TV 2's ledelse slået af puritanisme, når de stopper julekalenderen? Formentlig ikke. De skeler ikke til moralen, men til pengepungen og overvejer, hvad det vil betyde af negativ medieomtale, tab af reklamer og den slags. Går regnestykket i negativ, kan de hykle interesse for de små børns sjæle.


Det er tilsvarende svært at se et fast moralsk mønster i de sager, som får folk til at gribe pennen eller stille op i tv for at befri deres harme. Ingen sammenhængende moral leverer et bagtæppe. Ofte fornemmer man, at fælles-nævneren mere er et latent raseri, som griber en tilfældig anledning og bruger den som en irritation, der både kan udløse og begrunde raseriet.


Normalt dør den slags udbrud en hurtig død. Men er heldet — eller uheldet — ude, kan det forstærke sig og rejse en kortvarig storm. 
 
I et samfund, som er nervøst, slået af fornyelsestvang og svært at gennemskue, opstår mange frustrationer og skuffelser uden en klar adresse. Nogle af dem kan opsuges af velfærdssystemet, hvor man kan beklage sig over sin stress, sin susen for ørerne og sin alminde-lige ulykke. Men tilbage sidder et diffust raseri, som en græshoppesværm, der flagrer ud over landet og kan slå sig ned hvor som helst. Ingen kan kontrollere eller blot forudsige, hvor sværmen vil bide sig fast, og det er ikke personligt ment, skønt personskaden kan være stor.


Det er forkert at kalde det puritanisme. Snarere er det en slags emotionelt affald. Når et samfund dagligt pisker sig selv med kriser og gennemrystes af fornyelser, opstår et afmægtigt raseri, som søger og altid finder sin årsag.