Shortlist: En tragisk børnefødselsdag

Med Skål for Ida ville jeg undersøge, hvordan en lille pige oplever at have en utilregnelig mor, og hvordan hun flygter fra det i sin fantasi. 

Jeg valgte at gøre moren til alkoholiker, da det tydeligt viser hendes skyggesider. Det var vigtigt ikke at dømme hende, men vise, at hun trods sit misbrug også er eventyrlig og omsorgsfuld. 

Jeg undersøgte emnet ved at tale med børn af alkoholikere. De fortalte, hvor hårdt det var, at omverdenen så ned på deres forældre, og at de aldrig konfronterede dem direkte med misbruget. 

Den sårbare tilstand
Realismen var i fokus. Jeg ville vise undertrykkelsen af smerten og brede det ud i stedet for at lave en konfrontationshistorie. 

Børnefødselsdagen skulle være afsættet for fortællingen. Det var den naturlige og genkendelige historie, der kunne vise, at morens opførsel ikke er, som man forventer. 

Det vigtigste var at uddybe moren og Idas relation, og derfor ville jeg starte med at knytte dem sammen i deres fælles indianerfantasi. 

Derefter skulle børnene komme og lægge pres på med deres blikke og anklager. I kraft af deres tilstedeværelse ville jeg tydeliggøre den sårbare tilstand i hjemmet.

Udtryksfulde dukker
Den overordnede tanke med production-designet var at lave et realistisk, men stadig fantasifyldt univers. Vi arbejdede med en varm farveholdning i soveværelset og på altanen, der har en reference til en prærie.

På badeværelset skulle der være koldt og ubehageligt, da det er her, historien kulminerer. Det var intentionen at tydeliggøre tematikken og morens karakter igennem scenografien.

Det var afgørende, at dukkerne blev meget udtryksfulde. For at understøtte den rå stemning måtte de ikke være naivistiske.

Vi havde ingen tidligere erfaring med hverken at lave eller føre dukker, og vi havde derfor et langt designforløb for at finde en balance mellem et troværdigt design og en konstruktion, vi selv kunne bygge.

Dukkerne skulle ikke have nogen mimik, fordi jeg var usikker på, om det kunne blive troværdigt. I stedet prøvede vi at få lyssætningen til at skabe liv i dukkernes ansigt.

Rå og karismatisk stemme
Tanken med Idas stemme var, at den skulle være forsigtig og sympatisk. Jeg valgte at caste en pige (Fanny Bornedal) med en hæs stemme, som fjerner lidt af den barnlige naivitet.

Morens stemme skulle være rå og karismatisk, men samtidig have et kærligt nærvær i sig. Derfor valgte jeg Sarah Boberg. Intentionen var, at skuespillet skulle være underspillet for at tilføre realisme til historien.

Den håndholdte kameraføring skulle udtrykke Idas indre kaos.

Vi ville lave et visuelt univers, der med en rå autenticitet fortalte historien. Kontrasten til drømmeuniverset skulle være tydelig, og det var hensigten at lade det fungere som et pusterum for beskueren, så man kunne forstå Idas behov for at drømme sig væk.

Svaret på Idas kalden
Nøgleordene til musikken var fra starten ”enkelthed”, ”klarhed” og ”indianerstemning”.

Det var intentionen at tilføre en slags afsender på to af numrene. Indianer-vokalen er lavet med forestillingen om, at det er farens svar på Idas kalden.

Slutsangen er tænkt som morens farvel til Ida, mens hun glider fra datteren. Nummeret skulle samtidig tilføre noget håbefuldt til den sørgelige slutning.