En verden af smukke filmuniverser

Dokumentaren Amfi viser tre mænds udforskning af deres seksualitet og identitet i et amfiteater. Sci-fi-filmen Gaia foregår i en nær fremtid, hvor klimakrisen holder verden i et jerngreb, og den nordjyske neo-western For enden af regnbuen skildrer en kriminel mands hjemkomst.

I Bølger holder en midaldrende kvinde og en yngre mand deres romantiske forhold skjult for lokalsamfundet på Rømø, og i det urovækkende periodedrama De lystsyge bliver en ung kvinde udsat for grusomme overgreb på et kvindehjem.

Det er de fem film, som er nomineret for bedste scenografi ved Ekko Shortlist Awards 2019.

De er meget forskellige i deres udtryk, men formår alle at skabe et troværdigt univers. Ikke mindst takket være de kulisser og locations, som de nominerede production designere har sat i scene sammen med instruktørerne.

Vi har talt med de seks kvindelige nominerede, som fremhæver et filmisk rum, de er særligt stolte af. De berører også scenografiens vigtighed samt inspirationskilder.

Anne Gry Skovdal (For enden af regnbuen)

Cafeteriet i starten af vores film er den første introduktion til det miljø, som hovedpersonen kommer fra. Udenfor ser vi den dramatiske nordjyske hede, og den danner hele tiden rammen i forskellige perspektiver. Kevin er på flugt og alene, og det bliver understreget i kontrasten mellem det store naturlandskab og de lukkede rum. Vi har arbejdet meget med landskaber og perspektiv som symbol på Kevins længselsflugt.

Scenografi lige så essentiel som kameraarbejde, lyd og skuespil. Du kan vise en stemning ved brug af farver og detaljer. Scenografien kan visuelt fortælle noget om personernes mentale tilstand eller det miljø, som de befinder sig i.

Yorgos Lanthimos’ vanvittige Dogtooth er en film, jeg ofte vender tilbage til visuelt. Den er inspirerende med sit sprog, som hele tiden understøtter karakterernes psykiske rum, når skuespillerne leverer alle replikkerne uden følelser. På den måde bliver det scenografiens opgave at formidle de tilbageholdte stemninger.

Lena Arent Bennedsen (De lystsyge)

Vi gjorde mest ud af at skabe rummet, hvor kvinderne sover på hjemmet. Når hovedpersonen Liv og oversygeplejersken kommer ind i soverummet, skaber de store vinduer et gitter af skygger. Sammen med det varme lys fra lygten, som sygeplejersken har med, passer det perfekt til følelsen af at være spærret inde med minimale øjeblikke af håb.

Man skal skabe en troværdig verden i film, så skuespillerne kan leve sig ind i deres roller. Den bedste scenografi er derfor ikke nødvendigvis én, publikum lægger mærke til. Den skal bare føles naturlig.

Wong Kar-wais In the Mood for Love kan noget helt særligt, fordi rummene skaber intimitet mellem de elskende. I film kigger jeg altid på scenografi, men generelt henter jeg inspiration andre steder, især fra malerier.

Mina Lejbølle og Anne Oddershede (Amfi)

Rummet med ruinerne af amfiteateret kunne de medvirkende rigtigt godt lide. Det er uden for tid og sted og ikke alt for konkret, så på den måde får det en tidløshed, som passer perfekt til samtalen mellem mændene om deres seksualitet. Det gav nogle flotte billeder af rummet i samspil med de medvirkendes kroppe, især i det Da Vinci-agtige billede fra oven.

Scenografien er vigtig, fordi man på den måde kan styre filmens visuelle stil og skabe det univers, man vil have publikum til at dykke ned i.

Tv-serien Twin Peaks kan noget helt særligt. Det kan gå fra at være helt almindeligt og småbysagtig til at syre fuldstændigt ud i det teatralske og abnorme. Rent scenografisk er det enormt inspirerende, fordi det trækker på alle mulige forskellige ting og arbejder på mange planer.

Camilla Lüders Weile (Bølger)

Interiøret i den modne kvinde og unge fyrs hjem på Rømø blev rigtigt godt. Scenen, hvor de ligger i soveværelset, med vinduet og lampen, og man ser det fra siden, er enkel og flot. Og lærerværelset på skolen, hvor hun arbejder, krævede meget energi at få til at se troværdigt, så det får jeg også lyst til at fremhæve.

Scenografien kan påvirke os ubevidst. Vi registrerer noget, uden at det blivet italesat, og det kan være med til at underbygge historien og skabe et troværdigt univers.

I The Shining fortæller scenografien nærmest en historie i sig selv. Man begynder at tænke på alle mulige andre ting end, hvad den her mere og mere vanvittige Jack render og laver. Det er nogle ekstremt veldesignede kulisser, og der er en masse symbolik i rummene.

Eva Lendorph (Gaia)

Mest stolt er jeg af laboratoriet. Det giver en god forståelse af det underlige og øde sci-fi-univers, som forskeren Lilly bevæger sig i: de forskellige planter, som hun researcher for at forstå, og skærmene, hun bruger til at kommunikere med omverden. Det var også sjovt at lege med farver, man inden for socialrealisme ikke får mulighed for at bruge.

Alle kan indrette et hjem, men gennem scenografien kan du for eksempel skabe en trykket stemning ved at fylde rummet op med ting. Hvis du omvendt vil formidle ensomhed, bruger du hårde, metalliske ting i rummet – simpelthen berøver det for varme.

Tom Fords A Single Man kan noget af det samme som den fantastiske In the Mood for Love. Alt er så lækkert, at man får lyst til at putte det i munden. Når noget bliver så sanseligt, at du slet ikke behøver at følge med i historien, er det godt.