Ekko Shortlist Awards

Hvert år hylder Filmmagasinet Ekko de bedste kortfilm og de største talenter.

Ekko Shortlist Awards er en årlig prisfest arrangeret af Filmmagasinet Ekko.

Her dyster de omkring 150 film, som er kommet på onlinehitlisten Ekko Shortlist i det forløbne år (oktober til oktober), om tretten forskellige priser.

Filmen skal være dansk – det vil sige have en instruktør, der er dansk eller bosat i Danmark, og/eller have en dansk producent. Den må højst være fem år gammel og maksimalt vare 50 minutter.

Alle genrer er velkomne, inklusive musikvideo og reklame.

Festen finder sted i november måned.


Shortlist Prisen og Publikum Prisen

Hovedpriserne ved Ekko Shortlist Awards er Shortlist Prisen og Publikum Prisen.

De tyve film, der sammenlagt har haft de bedste placeringer på den ugentlige Top 10, er nomineret til de to priser.

En professionel jury vælger vinderen af Shortlist Prisen, mens publikum stemmer om, hvilken film der skal vinde Publikum Prisen. Vinderen af Shortlist Prisen får ud over statuetten en check på 25.000 kroner.

En film kan maksimalt ligge tretten uger på Top 10, hvorefter den overgår til All Time Shortlist. Det er publikums views og stjerner til filmen, som bestemmer dens placering. Hver mandag kl. 12 bliver ugens Top 10 offentliggjort baseret på antal views og stjerner.

Hvis en film kommer på Top 10 i slutningen af en periode og således ikke kan nå at samle points nok, bliver dens samlede Top 10-placeringer talt med det efterfølgende år, med mindre at filmen har vundet prisen for bedste fiktion, dokumentar eller animation.


De øvrige priser

En professionel jury nominerer fem film eller præstationer i elleve kategorier: fiktion, dokumentar, animation, kvindelig skuespiller, mandlig skuespiller, manuskript, fotografering, klipning, scenografi, lyddesign og original musik.

Alle film, der er kommet på Ekko Shortlist i det forløbne år, kan blive nomineret. Juryen vurderer udelukkende filmene på kvalitet, og det spiller i disse nomineringer ingen rolle, hvordan filmen har klaret sig på Ekko Shortlist.

Efter juryens nominering stemmer publikum på deres favoritter i ugerne op til prisfesten. Vinderen findes i en kombination af publikums stemmer og juryens rangering (forholdet 50/50). På den måde inddrages brugerne, samtidig med at filmene bedømmes af højt kvalificerede fagfolk.

De nominerede kan i afstemningsperioden indsende videohilsner, hvor de præsenterer sig selv.

© Filmmagasinet Ekko