Endelig en Cannes-jury med format

Det er efterhånden en fast tradition, at jeg efter Cannes-festivalen harcelerer over juryen i hovedkonkurrencen.

I 2015 lykkedes det således juryen at sende László Nemes hjem uden en Guldpalme til Sauls søn. Året efter blev genistregen Min far Toni Erdmann helt forbigået, og sidste år overgik samme skæbne Lee Chang-dongs mesterlige Burning.

I år lignede det længe en gentagelse af de senere års skandaløst dårlige dømmekraft.

Vi kunne sidde og se filmfolkene ankomme til den røde løbe lørdag aften, hvor prisuddelingen fandt sted. Ingen filmfolk gider dukke op, hvis de ikke har fået en særlig invitation af festivalen og med sikkerhed ved, at de vil få en pris.

Derfor er det så som så med spændingen.

Fransk-senegalesiske Mati Diop, de belgiske Dardenne-brødre og den spanske skuespiller Antonio Banderas smilede om kap på den røde løber. Quentin Tarantino var der også. Men hvad med Bong Joon-ho?

Overså Guldpalme-vinder
Instruktøren bag årets suverænt bedste film, komedie-thrilleren Parasite, glimrede ved sit fravær. Det bemærkede Cannes-festivalens egen tv-reporter og anbefalede i stedet seerne at gå i biografen og se filmen, når den får premiere.

Priserne blev én for én uddelt, og til sidst manglede kun Guldpalmen. Tarantino var den eneste, som ikke var blevet kaldt op på scenen. Once Upon a Time in Hollywood er en frydefuld kærlighedserklæring til filmbyen og Los Angeles i slutningen af 60’erne, men er den virkelig en værdig Guldpalme-vinder?

Ekkos to udsendte kiggede målløst på hinanden, mens vi gjorde klar til at annoncere, at Tarantino 25 år efter Guldpalme-sejren til Pulp Fiction gentog triumfen.

Men i stedet for at sige ”Quentin Tarantino” lød fra jurymand Alejandro González Iñárritu: ”Bong Joon-ho,” hvorefter en række af asiatiske filmfolk med blandt andre Joon-ho sprang op fra deres stolesæder i midten af salen.

Cannes’ rød løber-reportere må simpelthen have overset den sydkoreanske mesterinstruktør og hele hans delegation. De må have tænkt, at der nok var tale om en asiatisk wannabe, som havde sneget sig ind til tre minutter i rampelyset.

Respekt for Tarantino
Vi fik med andre ord en happy ending på årets festival. Ligesom vi atter kunne konstatere, at Tarantino er en ægte filmbuff, som ikke er bleg for at dukke op til en filmfest, selv om der ikke er nogen hæder til ham.

”I det mindste går jeg ikke tomhændet hjem,” som Tarantino tørt konstaterede, da han dagen forinden modtog den højst uofficielle Palm Dog-pris på vegne af hunden Brandy, der spiller en heroisk rolle i Once Upon a Time in Hollywood.

Hele seks ud af de syv prisvindere optrådte også på Ekkos liste over foretrukne vindere.

Dardenne-brødrenes intense terrordrama Le jeune Ahmed og den brasilianske allegori, Bacurau, var ikke på min liste, mens jeg til gengæld gerne havde set en pris til Ken Loach’ moderne arbejderdrama Sorry We Missed You og Leonardo DiCaprio og Brad Pitt fra Once Upon a Time in Hollywood som bedste mandlige skuespillere.

Men den forskel er til at leve med, og selve fordelingen af de forskellige priser til de udvalgte film er altid et større puslespil.

Jeg ville have givet Pedro Almodóvar instruktørprisen for hans elegiske portræt af en aldrende instruktør i Pain and Glory. Men her valgte juryen i stedet at give filmens hovedrolleindehaver Antonio Banderas den mandlige skuespilpris.

Céline Sciammas lesbiske kammerspil Portrait de la jeune fille en feu kunne godt have fortjent andenpladsen, Grand Prix, men juryen foretrak Mati Diops afrikanske magiske fabel Atlantique og gav i stedet manuskriptprisen til Sciamma.

Manus havde jeg givet til Jessica Hausners sci-fi-gyser Little Joe (til deling med Sorry We Missed You), som juryen i stedet valgte at belønne med prisen for bedste kvindelige skuespiller (Emily Beecham).

Kritikeren mangler
Men alt i alt viste Cannes-juryen endelig format, og forklaringen er åbenlys.

Da Oscar-vinderen Alejandro González Iñárritu (Birdman) sagde ja til at lede juryen, havde han én betingelse: Mange instruktører med i juryen!

Det løfte blev opfyldt, idet seks ud af ni jurymedlemmer var instruktører. Og med folk som Yorgos Lanthimos (Dogtooth), Pawel Pawlikowski (Ida), Alice Rohrwacher (Miraklerne) og Robin Campillo (120 slag i minuttet) var der tale om instruktører fra den øverste hylde.

Skuespillere, der er eksperter i at bedømme skuespil, men ikke nødvendigvis filmkunst, fyldte i år mindre i juryen.

Det kan godt være, at instruktører gør sig mindre godt på den røde løber end de scenevante skuespillere, men årets succes bør været et vink med en vognstang til festivalen.

Egentlig savner jeg nu bare en metier i juryen.

Det vil sikkert blive udlagt som en snak for min syge moster, men hvor er filmkritikeren? Som kritiker er man rent faktisk ekspert i at vurdere film. Man har set enormt mange film, man skal dagligt skærpe sine sanser og argumenter, og man er i stand til at sætte det enkelte værk i et filmhistorisk perspektiv.

Så hvorfor forbigår verdens førende festival, der hylder filmen som en kunstart, hvert år anmelderne, når juryen skal sammensættes? Er det ikke snart på tide, at Cannes tager kritikerne, uden hvis arbejde der ikke ville være nogen festival, seriøst?