Cannes 2019
22. maj 2019 | 14:24

Kulsort allegori redder Cannes-festivalen

Foto | CJ Entertainment
De to søskende i den forarmede familie mister deres wifi-adgang, som de stjæler fra nogle andre, men finder en ny forbindelse ude på badeværelset.

Sydkoreanske Bong Joon-Ho kommenterer social ulighed med en mesterlig blanding af satire og gys. Parasite er en klar favorit til Guldpalmen, skriver Ekkos chefredaktør.

Af Claus Christensen

Glem glamouren og de fesne fester. Det eneste, der er noget ved i Cannes, er at opdage en film, du aldrig har set magen til, et værk, der åbner dine øjne.

I den henseende har årets festival være en skuffelse. Lige indtil den ottende dag, hvor sydkoreanske Bong Joon-Hos Parasite har fået premiere. Det er en kulsort komedie – en satirisk allegori om social ulighed i verden – og den er morsom, underfundig, skræmmende og sørgelig på en og samme tid.

Ja, ligesom du kan få mad i den gale hals, så sætter grinet sig på tværs, så man gisper efter vejret. Filmen balancerer sublimt mellem at være en komedie og en gyser. Den er også konstant grotesk underholdende, men tag ikke fejl: Neden under ekvilibrismen bobler der en rasende indignation over den måde, vi har indrettet verden på.

Og Cannes-festivalen, for den gør jo et stort nummer ud af at underlægge journalisterne et kastesystem, der placerer dem i sociale klasser, hvor nogle er vigtige, andre mindre vigtige og atter andre helt ubetydelige.

Lugten af fattigdom
En parasit er et dyr eller en plante, der suger næring fra andre levende organismer. I overført betydning er det et menneske, der lader andre forsørge sig.

Kim Ki-woo, hans søster og forældre er parasitter. De bor i en kaotisk og uhumsk kælderlejlighed, hvor fulde mænd urinerer uden for vinduet. De kobler sig på andre beboeres wifi-forbindelse, de har ikke et regulært arbejde, men lever af småjobs som at folde pizza-æsker – hvilket de i øvrigt ikke gør særlig godt.

Deres liv kan minde om sidste års japanske Guldpalmevinder, Shoplifters, hvor en familie også hutlede sig igennem tilværelsen. Blot er forarmelsen i Parasite alt andet end eksotisk: Man kan nærmest lugte, hvordan deres kakerlakfyldte hjem stinker.

Men Ki-woo får pludselig chancen for at blive lærer for en rigmandsdatter, og den griber han med falske eksamenspapirer og pågående charme. Og inden længe har den smarte unge mand også fået ansat sin søster som pædagog for rigmandsfamiliens adhd-søn, sin mor som husholderske og sin far som chauffør, uden at værtsfamilien opdager, at den i realiteten er blevet invaderet af parasitter.

Alene modstillingen af de to forskellige hjem er et af de mest slående billeder på social uretfærdighed, man mindes at have set på film: larmen og klaustrofobien over for stilheden og tomheden.

Den rige familie er ikke usympatisk. Tværtimod. Men som den fattige mor også konstaterer: ”Penge er som et strygejern. Det udglatter rynkerne.”

Den fattige familie er dygtige til at spille de nye roller, men der er én ting, som de ikke kan løbe fra: lugten af fattigdom!

Værdig Guldpalme
Bong Joon-Ho (Okja, Snowpiercer) udtaler i pressematerialet, at han konstant forsøger at overraske publikum, og netop som man tror, at man har regnet Parasite ud, tager filmen en ny drejning.

Det bliver skrækindjagende blodigt, men filmen mister aldrig sin troværdighed, fordi instruktøren holder fast i en kerne af socialkommentar.

Fotografen Hong Kyung-pyo, der også stod bag kameraet i sidste års Cannes-mesterværk Burning, scenografen Lee Ha-jun og komponisten Jung Jaeil er værd at fremhæve, og tilmed Bong Joon-Ho og hans manuskriptforfatters overskud til undervejs at levere en skøn parodi på Nordkoreas ”store leder”, Kim Jong-un.

Der er stadig seks film tilbage i hovedkonkurrencen, men jeg vil blive meget overrasket, hvis der viser sig en mere værdig vinder af Guldpalmen.

Burning blev sidste år skammeligt forbigået. Nu må tiden være kommet til at give den første Guldpalme til sydkoreansk film, der fortæller forbløffende historier med hjerteblod og filmisk virtuositet, så det er en ren fryd.

Trailer: Parasite

Kommentarer

Claus Christensen

Filmmagasinet Ekkos chefredaktør dækker for trettende år i træk Cannes-festivalen.

Ser samtlige film i hovedkonkurrencen og vurderer dem i Ekkos stjernebarometer.

Går på opdagelse efter perler i sidekonkurrencen Un Certain Regard og parallelkonkurrencerne Director’s Fortnight og Critics’ Week.

Årets festival løber fra 14. til 25. maj 2019.

© Filmmagasinet Ekko