Jim Jarmusch: ”Enden er nær”

Jim Jarmusch sidder i et skyggefuldt hjørne af en ellers solbeskinnet hotelterrasse i Cannes med sit karakteristisk hvide hår. Han drikker te med mælk og sukker.

Vi er en gruppe journalister, der skal snakke med den unikke instruktør, men starter selvfølgelig med at præsentere os selv.

– Du fik fat i alle vores navne, ikke?

”Jo, Bob, Peter, Mary og …,” siger han til det grinende bord, hvor ingen har nogle af de navne.

Titlen på hans nyeste film, Paterson, der nævnes blandt de bedste i hovedkonkurrencen på årets Cannes-festival, er både navnet på hovedpersonen og den by, han bor i. Her følger vi Paterson (Adam Driver), der kører bus, skriver digte og går tur med sin hund.

– Du har engang sagt, at du hellere vil lave en film om en mand, der går tur med sin hund end om kejseren af Kina. Det har du så gjort nu?

”Wow, det kan jeg ikke huske at have sagt. Næste gang vil jeg lave en film om kejseren af Kina,” joker Jarmusch videre.

– Nogle kritikere har kaldt Paterson din mest personlige film. Hvad mener du om det?

”Med Only Lovers Left Alive sagde mange, at det var min mest personlige film, og det samme skete med Broken Flowers, så det ved jeg ikke, hvad jeg skal sige til. De er alle sammen personlige – eller ikke, jeg ved det ikke. Men jeg er heller ikke god til at analysere mine egne film. Jeg aner ikke, hvad de betyder, og følger bare mit instinkt.”

Sagde nej til Star Wars
Jim Jarmusch er i det hele taget ikke meget for at intellektualisere sine film. Han taler hellere om poesi og musik og gerne om sin kærlighed til både klassisk musik og west coast-rappere som Kendrick Lamar.

Bordet vil dog hellere tale om instruktørens særlige status i den amerikanske filmbranche.

– Mange kunstnere starter som modkultur, men bliver siden en del af systemet. Hvordan har du kunnet undgå det?

”Jeg har bare lavet det, jeg gerne vil lave. Men jeg har også måttet kæmpe for det. Jeg vil aldrig lave en film, hvor pengemændene fortæller mig, hvordan den skal se ud.”

– Men nogen må have prøvet at få dig til at lave kommercielle film?

”I gamle dage fik jeg tilbudt Star Wars og andre kommercielle projekter. Det gik op for mig, at de ikke havde set mine film. De havde bare set mit navn i Variety.”

– Din hovedrolle i Paterson, Adam Driver, medvirker jo i den nyeste Star Wars-film. Har du ingen interesse i dem?

”Jeg har ikke set dem, men ved rigeligt om dem. Man kan jo ikke undslippe det. Det er derfor, jeg ikke gider se dem. De bliver nærmest tvunget ned over én. Så bliver man nødt til at have R2-D2 i sit liv, og det nægter jeg.”

Elsker gentagelse
Jarmusch ville oprindelig være poet, men kastede sig siden over filmmediet med debuten Permanent Vacation fra 1980. I hans 36-årige filmkarriere har han dog lavet film, blandt andre Down by Law og Dead Man, der bedst kan beskrives som filmisk poesi.

– Betragter du dine egne film som poesi?

”Poesi er i hvert fald meget inspirerende, og de fleste af mine film har haft referencer til poeter og poesi. Jeg er særligt glad for poeter, for jeg har aldrig mødt én, der gjorde det for pengenes skyld. Der er nemlig ingen penge i poesi.”

– Dine film er også bygget op som poesi?

”Jeg elsker variation og gentagelse i poesi, musik og al kunst. I Paterson ville jeg lave en metafor for livet: At alle dage er en variation af den forrige.”

– Karakteren Paterson og dig selv virker meget ens. Ville du kalde Paterson en slags kunstnerisk manifest?

”Jeg ville ikke, men du må gerne. Det virker lidt for selvhøjtideligt. Jeg ville bare kalde den et lille, stille digt, som er bevidst betydningsløs, hvilket jeg mener positivt. Jeg elsker alle slags film, men vi ville lave en modgift til store, voldelige og dramatiske blockbusters.”

Det hvide hår
En engelsk journalist vil gerne vide, hvordan Jarmusch havde det med, at hans hår blev hvidt så tidligt.

”Ikke særligt godt. Det skete allerede i skolen, hvor en pige sagde til mig: ’Hvis du malede dine forældres hus i sommer, har du ikke vasket dig ordentligt, for du har malerpletter i håret.’”

”Da jeg lavede Stranger Than Paradise, gik jeg i sort tøj og læste en anmeldelse, som lød: ’Se det her prætentiøse fjols. Han går i sort tøj, farver sit hår hvidt og laver sort-hvide film uden handling. Men dér lærte jeg at sige fuck det til, hvad folk mente om min fremtoning.”

Accepter verden
Jim Jarmusch bliver spurgt, hvordan han forholder sig til at blive ældre. Han giver sig i kast med en historie, der lige så godt kunne være manuskriptet til Paterson.

”Da jeg kørte fra lufthavnen den anden dag, sad jeg bare og kiggede på mennesker, der lavede hverdagsting. En mand reparerede sin dør. Børn jagtede en bold. Voksne løb rundt med børn. Folk handlede ind. Et par skændtes på et gadehjørne.”

”Dér følte jeg bare, at verden nogle gange er perfekt, fordi den er, hvad den er. Måske følte jeg ikke sådan for nogle år tilbage. Jeg har i hvert fald accepteret verden, som den er,” siger han og bliver så mere dyster.

”Men det er meget tydeligt, at vi ikke har megen tid tilbage på denne planet. Alle benægter det, men der er for mange mennesker, og det vil naturen snart gøre op med. Så vi må bare være taknemmelige for de små ting i livet – som at sidde her og snakke om en film, der bare er en lille ting.”

”Det er vi også nødt til at fortælle os selv, når vi optager en film, for det er så vigtigt for os, og vi er så trætte og kæmper for at lave den. Så nogle gange siger jeg til holdet: ’Lad os huske, at vi bare laver en fucking film. Hvad kommer det til at betyde?’ Så lad os bare slappe af.”