Enden på den amerikanske drøm

”Jeg har lavet flere road movies, og det er gået op for mig, at jo fjernere fra ens rødder, man kommer, jo større perspektiv får man på, hvor man kommer fra, og i sidste ende hvem man gerne vil være. Men man mister også en del af sig selv.”

Sådan filosoferede instruktøren Walter Salles ved pressemødet i Cannes, efter hans længe ventede Jack Kerouac-filmatisering On the Road havde fået verdenspremiere.

Salles er efterhånden ekspert i roadmovie-genren og dens kredsen om en ungdommelig, rastløs søgen efter mening. Hans Motorcykeldagbog fra 2004 om den unge Che Guevaras dannelsesrejse gennem Sydamerika var også med i kampen om Guldpalmen i Cannes.

”I On the Road handler det om en gruppe, der rejser fra ungdommen og ind i voksenårene. Undervejs prøver de at gribe alle de friheder, som de blev nægtet som børn, og i sidste ende udvider de kulturens grænser i et meget konservativt land,” fortalte den brasilianske instruktør.

”Det handler om uskyldstabet og deres søgen efter den sidste grænse, som de aldrig finder. Det handler også om, at man her er nået til vejs ende. Det er enden på den amerikanske drøm.”

Otte års research
Bogforlægget er et af den litterære beat-generations hovedværker, og den er bygget over Kerouacs eget flaksende, jazzede og psykedeliske road trip gennem USA i selskab med blandt andre beat-kollegaen Neal Cassady.

Forventningerne til filmatiseringen har været store, men skønt filmen før Cannes-festivalen lignede en favorit, har dagens modtagelse været mere eller mindre lunken. Emnet taget i betragtning er det blevet en meget pæn film, som savner noget af den vildskab, som beat-generationen repræsenterede. Til gengæld tagner filmen et glimrende tidsbillede med jazz, stoffer, McCarthyisme og litterære rebeller.

Walter Salles har brugt otte år på On the Road, og før spillefilmen lavede han dokumentaren Searching for On the Road som et forstudie.

”Jeg rekonstruerede den rejse, som bogen er, ved at interviewe efterkommere af bogens karakterer, som alle var digtere fra den unikke generation, der ikke bare ændrede nordamerikansk kultur, men kulturen i det hele taget,” fortalte han til pressen.

De formative år
Alle skuespillere var før optagelserne samlet til boot camp i Montreal, hvor de blandt andet kunne møde beat-eksperter og efterkommere af de personer, de spiller i filmen.

Ikke mindst mødet med Neal Cassadys søn John gjorde stort indtryk på instruktøren og Garrett Hedlund, som spiller bogens udgave af Cassady, Dean Moriarty.

”Garrett og jeg havde tidligere mødt ham i San Francisco, og han var meget behjælpelig med insider-information om sin far. Men han fortalte også, at dette ikke er en historie om beat-generationen, men om hvad der gik forud. Det handler om de formative år,” forklarede Walter Salles.

Alle blev forelskede
Gerald Nicosia, der har skrevet Kerouac-biografien Memory Babe, havde timelange lydoptagelser med Neal Cassadys første kone, Louanne Henderson (Marylou i film og bog), med på boot camp’en.

”Da vi hørte optagelserne, fik hun pludselig en stemme, og den var så kærlig, og pludselig var vi alle totalt forelskede i hende. Vi ville ikke kunne have lavet filmen uden hende,” sagde Twilight-stjernen Kristen Stewart, der spiller Marylou og var seksten-sytten år, da hun første gang blev talte om rollen med Salles.

”Jeg er meget glad for, at der gik nogle år, før jeg skulle spille hende, for selvom Louanne var seksten, da hun startede på rejsen, var jeg en yngre sekstenårig, end hun var,” fortalte Stewart og fortsatte:

”Jeg kunne virkelig godt lide Marylou-karakteren. Styrken ved hendes personlighed og betydningen af de ting, hun siger, er stor. Hun er ikke en rebel, hun er bare sig selv. Hendes mål er bare at være helt og aldeles menneskelig. For mig inkarnerer hun bogens ånd.”

Permanent improvisation
Dansk-amerikanske Viggo Mortensen spiller Old Bull Lee, der er inspireret af den syrede forfatter William S. Burroughs. Og dansk-amerikaneren imponerede instruktøren.

”Viggo medbragte ikke bare karakterens kostume og skrivemaskine, han havde også en masse af den litteratur, de læste på det tidspunkt, blandt andet bøger af franske Céline. Han medbragte også de børnebøger fra 1949, som Amy Adams’ karakter læser i filmen,” fortalte Walter Salles, mens Viggo Mortensen ved hans side sad og nikkede.

”De scener blev improviseret frem på grund af det, Viggo bragte til filmen. På den måde overskred vi bogens grænser, men forblev trofaste mod Kerouacs ånd, der var en slags permanent improvisation,” berettede Walter Salles, der opfatter alle sine skuespillere som medforfattere på filmen.

Ved præsentationen af filmholdet benyttede Viggo Mortensen lejligheden til at hejse et flag for ishockeyholdet Montreal Canadians.

Og vanen tro udnyttede han mødet med pressen til at drage paralleller til amerikansk politik og økonomi.

”Jeg genlæste bogen og blev opmærksom på, hvor relevant den er i dag, hvor man fornemmer, at unge mennesker afviser den økonomiske krise og autoriteterne. Både min generation og nutidens unge kan identificere sig med perioden,” sagde den 53-årige skuespiller, der også på egen hånd lavede et omfattende researcharbejde.

Samme cigaretter som Kerouac
Walter Salles husker særligt Viggo Mortensen for én episode:

”Da vi sluttede den sidste optagedag, sagde Viggo: ’Nu vil jeg spille noget for jer.’ Han satte en cd på, og det var Burroughs, der talte ud af højtalerne. I 45 minutter udvekslede vi ikke et ord, vi lyttede bare på Burroughs. Det viser, hvor meget research, der er gjort, og i hvor høj grad Viggo hylder Burroughs med sit portræt af Bull Lee,” fortalte Walter Salles.

Sam Reiley, der spiller hovedrollen som Sal Paradise – Jack Kerouacs alter ego – havde til gengæld ikke så meget at tilføje ved pressemødet. Han var hæs som et askebæger – og oplyste, at han ryger de samme cigaretter som forfatterlegenden.