Erlend E. Mo er død

Den norske instruktør Erlend E. Mo er død i en alder af 53 år.

Han var sidste år aktuel på Cph:Dox med dokumentaren Rejsen til Utopia.

I filmen flytter han sammen med sin danske kone og deres fire børn i det økologiske bofællesskab Permatopia i Karise på Sydsjælland.

”Erlend var et dybt engageret, etisk menneske. Han rasede over verdens uretfærdighed, menneskers ansvarsforflygtigelse og magtmisbrug og de store selvskabte katastrofer – ikke mindst klimaet. Samtidig – selv midt i katastrofernes malstrømme – strømmede den skønneste, skøreste, sorte humor ud af ham,” skriver den anerkendte producent Lise Linse-Møller fra Magic Hour Films på sin Facebook-side.

Linse-Møller, der producerede de fleste af Mos film, tilføjer:

”Erlend så altid det oversete og hørte det usagte. Han skildrede sine medmennesker med en utrolig finfølelse og indlevelse. Desværre magtede han ikke altid at omfatte sig selv med samme generøsitet og kærlighed.”

Klimavenlig idealist
Erlend E. Mo er nok mest kendt for Kan man dø i himlen fra 2005. Han mistede sin far i en tidlig alder, og i filmen skildrer instruktøren den elleveårige Jonathan, der får knoglekræft efter at have mistet sin far, som har begået selvmord.

Det er et liv imod alle odds, men alligevel bliver filmen – der vandt hovedprisen på Cph:Dox – en poetisk og livsbekræftende fortælling om at arbejde sig igennem sorg og sygdom.

Erlend E. Mo blev født i 1967 i Norge. Han læste litteraturvidenskab og Nordisk sprog på universitetet i Oslo fra 1986 til 1990 og gik i starten af 90erne på NRK’s produceruddannelse.

Fra 1996 til 1998 arbejdede han for DR, hvor han lavede dokumentarprogrammer for Børne- og Ungdomsafdelingen. Her stod Mo bag Jo mere vi er sammen, der handler om en ung militærnægter, og Flaskepost, som også følger en ung idealist.

Erlend E. Mo var selv idealist. Det viste instruktøren i Rejsen til Utopia, der blev hans sidste film. Her kæmper Mo og familien med at realisere et klimavenligt liv.

”Dette er en film, jeg ikke nogensinde troede, at jeg ville lave. Den bryder med et for mig helt grundlæggende princip: Aldrig at rette kameraet mod mig selv eller min familie. Så hvorfor har jeg gjort det? Fordi klimakrisen – eller den 6. masseudryddelse, som den også kaldes – overgår alle andre udfordringer i vor tid,” skrev instruktøren sidste år i filmens pressemateriale.

”Vi er blevet viklet ind i kyniske – og i mine øjne åndsforladte – systemer, som inspirerer til evig gentagelse af dødssynderne og et evigt øget og ikke-rationelt forbrug af planetens begrænsede ressourcer. Vi kan træde ud af dødsspiralen, men det kræver noget af os.”

Fuld af forståelse
Gennem karrieren Kom Erlend E. Mo vidt omkring med dokumentarer om vidt forskellige emner.

Velkommen til Danmark fra 2003 følger tre flygtninge gennem deres første tre år i Danmark. Filmen vandt prisen for bedste dokumentar på Odense International Film Festival.

Hans korte dokumentar Inden for mine øjne fra 2006 handler om to blinde teenagepiger, som har udviklet deres sanser til at opleve verden med.

I 2009 udgav Ekko på dvd #11 Paradis, som Mo lavede sammen med kollegerne Jens Loftager og Sami Saif. Tre fortællinger væves sammen i et portræt af Danmark, hvor en soldat afventer sin udsendelse, en irakisk pige sidder fast i en flygtningelejr, og et ungt par venter deres første barn.

Erlend E. Mo instruerede i 2014 Jeg hader ADHD: børn i en diagnosetid. Filmen følger en særklasse fra Lindevangsskolen på Frederiksberg, og de seks medvirkende børn slås med hver deres problemer.

Over halvanden time sammensætter Erlend E. Mo en fortælling fuld af forståelse for de små poders udfordringer i en vanskelig verden.

Selv efterlader Erlend E. Mo sig fire børn og konen Ingeborg.