Nyhed
20. nov. 2019 | 14:41

Producent: Erobreren lever

Foto | Christian Geisnæs
Meta Louise Foldager er trods et stort tilbageslag ikke klar til at opgive sin drøm om at lave en seriefortsættelse af Pelle Erobreren.

Den ambitiøse seriefortsættelse af Pelle Erobreren er ifølge producent Meta Louise Foldager ikke en strandet hval, selv om projektets største investor er hoppet fra.

Af Frederik Hoff

Det var noget af et slag, der i går ramte den stort anlagte tv-serie Erobreren.

Det ambitiøse projekt er i løbet af de seneste to år blevet lovet 21 millioner kroner i produktionsstøtte, som nu er indstillet, fordi seriens største investor, HBO Nordic, har droppet projektet.

Men administrerende direktør Meta Louise Foldager og hendes selskab SAM Productions vil ikke opgive det forliste projekt.

”Min største investor er stået af, og det er selvfølgelig et stort slag for projektet. Men det er vores projekt, det er SAM Productions, der ejer det, og nu skal vi finde ud af, hvad vi så gør,” udtaler hun til Mediawatch.

Mange år undervejs
Producenten har arbejdet på tv-versionen af den senere del i Martin Andersen Nexøs roman Pelle Erobreren i femten år og fik i 2012 rettighederne. Og hun er bestemt ikke villig til at opgive hjertebarnet foreløbig.

”Det ryger vel ikke, før jeg går i graven – før kommer jeg ikke til at droppe idéen. Jeg er helt sikker på, jeg kommer til at lave det her, det er kun et spørgsmål om tid og om at finde den rigtige konstellation at gøre det i,” siger Meta Louise Foldager.

Da HBO Nordic var tilknyttet projektet, stillede Det Danske Filminstitut 21 millioner kroners produktionsstøtte i udsigt. De penge bliver dog trukket tilbage, indtil en ny samarbejdspartner kan udfylde de finansielle huller.

Erobreren blev desuden tildelt over én million i udviklingsstøtte, som allerede er brugt og derfor spildt, hvis projektet aldrig realiseres. Ifølge Filminstituttets direktør Claus Ladegaard nåede der dog ikke at blive brugt af den massive produktionsstøtte.

”HBO har en Letter Of Commitment på produktionsstøtten, men den er ikke kommet til udbetaling, fordi serien ikke nåede at blive færdigfinansieret og greenlightet til produktion,” siger han til Ekko.

Intet mistet på TV 2
TV 2 meldte sidste måned ud, at kanalen havde købt rettighederne til at vise Erobreren efter serien havde kørt på HBO Nordic.

Det muliggjorde, at serien kunne få midler fra Public Service-puljen, hvor støtte kræver, at en serie inden for tolv måneder efter lanceringen skal vises på en platform, som 50 procent af den danske befolkning kan se.

Nu er den aftale umiddelbart ubrugelig for tv-stationen, men der er ikke tabt midler på aftalen.

”Vi har lavet en aftale om at købe en sen visning af den færdige serie – et såkaldt ’second window’. Det kan vi selvfølgelig kun, hvis serien bliver realiseret. Vi har hverken investeret penge eller kreative kræfter i udviklingen,” skriver pressemedarbejder Line Aamand Hansen fra TV 2 i en e-mail til Ekko.

Meta Louise Foldager mener heller ikke, at udfordringerne får personalemæssige konsekvenser for SAM Productions. Tværtimod vil antallet af medarbejdere stige fremadrettet, siger hun til Mediawatch.

Dog vil hverken SAM Productions, TV 2 eller Det Danske Filminstitut specificere, hvad der præcist er gået galt i finansieringen, som fik HBO Nordic til at springe fra.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko