Nyhed
18. okt. 2019 | 17:30

TV 2 køber fortsættelse til Pelle Erobreren

Foto | Miklos Szabo
42-årige Katrine Vogelsang har siden 2011 været fiktionschef på TV 2, hvor hun er ansvarlig for at vise seerne det bedste, dansk film og tv kan byde på.

Fiktionschefen på TV 2 vil gerne vise HBO Nordics stort anlagte serie og mener, at Public Service Puljen har udtjent sit formål som fiktionsstøtte.

Af Frederik Hoff

HBO Nordic har overhalet TV 2 som den største støttemodtager i Filminstituttets Public Service Pulje uden at bidrage til den.

Men kanalens fiktionschef, Katrine Vogelsang, er ikke bekymret for udviklingen.

”Vi har ikke nødvendigvis noget problem med det. TV 2’s holdning til puljen er faktisk, at den har udtjent sit formål som fiktionspulje. Det marked, der er for seriefiktion lige nu, kan godt bære sig selv,” siger Katrine Vogelsang.

Hun henviser til, at streamingtjenester som HBO Nordic og Netflix er blevet så store, at der er rigeligt med midler at hente.

”De penge, der sendes ind i seriefiktion, kunne man bruge steder, som har mere brug for dem. Eksempelvis fiktion til børn og unge samt den undersøgende journalistik.”

Katrine Vogelsang mener, at fiktion kunne bruge flere midler til en anden del af projekterne end selve produktionen.

”Der er brug for penge til at udvikle fiktion – ikke til produktionen. Det er i udviklingen, der tages den største risiko, og flere midler til denne del ville være en gulerod for at give projekterne den tid, de havde brug for.”

TV 2’s erobring
Et projekt, som er blevet udviklet gennem længere tid, er Erobreren. HBO Nordics første danske produktion er en seriefortsættelse af Pelle Erobreren. Den har fået hele 21 millioner kroner i støtte, men optagelserne er endnu ikke begyndt.

Katrine Vogelsang kan dog fortælle, at TV 2 har købt rettighederne til at vise Erobreren på en af stationens kanaler.

Ifølge reglerne for Public Service Puljen skal en serie med støtte derfra vises på en kanal, som er tilgængelig for minimum 50 procent af befolkningen højst tolv måneder efter den første premiere. Det bliver så TV 2.

– Hvis I sender en serie næsten et år, efter den først har haft premiere, er den så ikke for gennemtygget til jeres seere?

”Ikke nødvendigvis. Sammenfaldet imellem HBO’s profil og TV 2 er ikke den største i verden. Derfor vil vi gerne stille serien til rådighed for en masse mennesker, som ikke har abonnement på HBO.”

Win-win for alle
TV 2 har tidligere kastet sig ud i et lignende eksperiment med Bille Augusts filmatisering af Henrik Pontoppidans Lykke-Per, der blev sendt som miniserie fire måneder efter filmens biografpremiere.

Lykke-Per var en kæmpe succes, fordi vi kunne bruge biografen som et reklamevindue for tv-serien, og der var ikke nogen, som holdt op med at gå i biografen, selv om de vidste, den kom på tv senere. På den måde var det en win-win for alle, og det regner vi også med, at det bliver med Erobreren.”

Indtil videre er produktionen på Per Flys seriefortsættelse af Pelle Erobreren stadig ikke påbegyndt, men ifølge fiktionschefen er det helt normalt.

”Det sker masser af gange. Når et projekt når op i en vis økonomisk størrelse, så tager finansieringen rigtigt lang tid.”

– Så det er finansieringsproblemer, der har forsinket serien?

”Jeg ved det ikke, men det er meget normalt, at et stort projekt får støtte fra puljen meget tidligt i udviklingen.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko