Nyhed
11. dec. 2020 | 11:49

Kras kritik af serie om Estonia-forliset

Foto | Discovery Networks
Skibet Estonia forliste den 28. september 1994 ude i Østersøen, hvor støstedelen af de næsten 1000 passagerer omkom i en af de største skibskatastrofer i nyere tid.

Dokumentarserie om færgekatastrofen kritiseres for at være useriøs og konspiratorisk af det svenske magasin, der har udpeget Olof Palmes formodede morder.

Af Frederik Hoff

Dokumentarserien Estonia – om en af Nordens største skibskatastrofer – fik ikke lov at sole sig i hæderen længe.

Dplay-serien fortæller historien om kæmpefærgen Estonia, der kæntrede i 1994, hvor kun 137 ud af 989 passagerer overlevede.

I løbet af fem afsnit bliver samtlige mulige forklaringer på skibets forlis fremlagt af overlevende, eksperter og journalister.

Men instruktør Henrik Evertssons store scoop har været at finde det hul i skroget, som mange ser som en hemmeligholdt årsag til ulykken. Hullet kan skyldes en eksplosion, mens andre har gættet på, at der kan være tale om sammenstød med en russisk ubåd.

For sit arbejde med serien har Evertsson modtaget den prestigiøse Stora Journalistpriset i kategorien ”Årets afslørende”.

Serien har fået de tre berørte regeringer – Estland, Sverige og Finland – til at overveje en genoptagelse af efterforskningen.

Men nu anfægter det svenske Filter Magasin nærmest samtlige påstande i dokumentaren. Magasinet mener, at serien blot puster liv i gamle konspirationsteorier.

På forsiden af det nyeste nummer ses det famøse skroghul, og i hullet læses overskriften På djupt vatten (på dybt vand), så det er svært at misforstå, hvad bladet mener om Evertssons serie.

Over vandlinjen
Den over 21 sider lange artikel er skrevet af chefredaktør Mattias Göransson. Han peger på seks tvivlsomme oplysninger i dokumentaren.

Mest iøjnefaldende er kritikken af det fundne hul, der ifølge Göransson fremstilles som et bevis på en række outrerede konspirationsteorier.

Det fire meter høje hul var i mange år en populær forklaring på forliset i kontrast til den officielle efterforskning, som kom frem til, at tragedien skyldtes skibets borgvisir, som faldt af og lukkede vand ind.

Mange har ikke troet på, at borgvisiret kunne udløse den ekstremt hastige synkning. Men ifølge Mattias Göransson er der ingen grund til at tvivle på denne forklaring.

Han mener, at hullet er resultatet af sammenstødet med havbunden. Og hvis det er opstået før forliset, ville det have været over vandlinjen og derfor næppe kunne lukke vandet ind.

International konspiration
En stor del af artiklen er en kras kritik af graverjournalisten Lars Borgnäs, der spiller en central rolle i dokumentaren.

Göransson beskriver Borgnäs som en konspirationsteoretiker, der har vildledt den svenske befolkning ved flere lejligheder.

Borgnäs har således med to bøger bidraget til teorien om, at mordet på Sveriges statsminister Olof Palme i 1986 var en stor, international konspiration.

For to år siden udgav Filter Magasin en artikel, hvor man fremlagde en lang række indicier på, at den svenske grafiker Stig Engström myrdede Palme – sandsynligvis på egen hånd.

Politiet kom i år frem til samme konklusion og har lukket efterforskningen, fordi Engström døde i 2000.

Lars Borgnäs har ikke ønsket at tale med Filter Magasin. Til Svenska Yle siger han, at artiklens fremstillinger af ham er ukorrekte.

”Han er fjendtlig, fordi jeg har kritiseret ham tidligere. Han er drevet af hævnlyst og virker nærmest fanatisk fokuseret på at miskreditere mig,” siger Borgnäs om Görransson.

Serien er ikke neutral
Lars Borgnäs understreger, at han blot har påpeget mangler i myndighedernes efterforskning og ikke selv har svaret på, hvad der skete på Estonia.

Et lignende svar kommer fra instruktør Henrik Evertsson, der responderer på kritikken i Filter Magasin.

Han mener ikke, at dokumentaren peger på nogen bestemt teori som den rigtige eller bruger fundet af skroghullet som bevis på en forklaring.

Den forklaring køber Filters chefredaktør dog ikke.

Han fremhæver, at serien langt fra er neutral. Og afslutter sin tekst ironisk med at spå om, at hans artikel nok selv vil blive betragtet som led i en mørklægningskonspiration.

Trailer: Estonia

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko