Shia LaBeouf: Gal eller genial?

Shia LaBeouf lader til at være et pænt stykke ved siden af sig selv i disse år. 

Tænk blot på gallapremieren på Lars von Triers Nymphomaniac under Berlinalen i 2014, hvor LaBeouf troppede op i smoking med en papirspose over hovedet med påskriften: ”I’m Not Famous Anymore.” 

Tidligere på dagen havde han endda iført fedtet kasket og hullet jakke forladt pressemødet på filmen i utide med ordene: ”When the seagulls follow the trawler, it is because they think sardines will be thrown into the sea.” 

Dette viste sig at være et planket citat fra den kontroversielle fodboldspiller Eric Cantona, som engang i 1990’erne cirkelsparkede en højtråbende tilskuer lige i fjæset under en Premier League-kamp. 

Noget kunne da godt tyde på, at Shia LaBeouf passer perfekt til rollen som John McEnroe i Janus Metz Borg, der viser optakten og Wimbledon-finalekampen i 1980, hvor Bjørn Borg besejrede netop McEnroe. 

Sidstnævnte var kendt for at flippe fuldstændigt ud og sætte sporten i miskredit på alverdens tv-skærme. 

Men hvad nu, hvis Shia LaBeouf rent faktisk bare er en lille genistreg i en glatpoleret kendisverden? Skuespillerens påfund i de senere år kunne faktisk godt tyde på det. 

Undskyldning gentager synd
Er der to ting, som den i dag 31-årige skuespiller har tumlet med de senere år, så er det kendisbegrebet og kopiering. 

Han startede ellers allerede i begyndelsen af årtusindet i film, der fik mange anmeldere til at udråbe ham som en ny Tom Cruise. En pæn og nybarberet ung mand med bærende roller i Transformers-franchisen og Indiana Jones og krystalkraniets kongerige. Men herfra sprang LaBeouf så ellers ud som gal. 

Rygterne om politianholdelser og et alkoholmisbrug havde eksisteret i en del år, da skuespilleren i 2013 kom i sit første kunstneriske bekneb. 

Hans kortfilm Howard Cantour.com blev nemlig beskyldt for plagiering. Filmen følger en internetbaseret filmkritiker, der forsøger at skrive en anmeldelse af en film, som en af hans tidligere yndlingsinstruktører står bag. 

Kortfilmen fik premiere i Cannes i 2012, men da online-premieren kom året efter, viste det sig hurtigt, at den korte fortælling var kopieret fra en graphic novel-historie af forfatteren Daniels Clowes – uden kreditering. 

Det var en ren tilståelsessag, og LaBeouf undskyldte via Twitter. Med en undskyldning som i øvrigt var sakset sammen fra forskellige andre offentlige undskyldninger. 

Og det er lige netop her, at Shia LaBeouf deler vandene. 

For er det overhovedet en undskyldning, når man beklager ved at gentage sin synd? 

Nogle vil formentlig mene, at det er både barnligt og latterligt, mens andre vil se det som forfriskende og provokerende. Selv har LaBeouf siden sin kopifadæse igen og igen pointeret, at der er alt for meget patent på idéer i den moderne verden, hvor al inspiration bliver udlagt som kopiarbejde. 

Afklædt krigsdans
Om det i sig selv er Shia LaBeoufs projekt at slå på filmtromme for mere plagiering, er nok tvivlsomt, Men i hvert fald har skuespilleren de senere år excelleret i at fremstå så underlig og ufremkommelig som overhovedet muligt.

Det har kastet en pæn portion formidable skuespilpræstationer og en endnu større portion mere eller mindre vellykkede kunstprojekter af sig.

På skuespilfronten er LaBeouf blevet mere nøgen. Både i sit spil og i ordets mest barrøvede forstand. I Triers usexede Nymphomaniac gennempuler han følelsesløst den unge nymfoman-hovedrolle, som han alligevel også forelsker sig i på besynderlig vis.

Samme kompleksitet ser man i Sia-musikvideoen Elastic Heart, hvor LaBeouf er spærret inde i et stort bur med den kun trettenårige Maddie Ziegler. De to udfører en noget besynderlig, beskidt og afklædt krigsdans.

Men samtidig sprudler LaBeouf i American Honey fra sidste år. I road-movien agerer han love interest for hovedpersonen, og han spiller med så meget kækhed og smerte, at man blæses bagover i biografsædet. 

Film nonstop
Blæst bagover bliver man også af skuespillerens påfund de senere år, når han ikke har været foran de rullende filmkameraer. LaBeouf er nemlig nærmest blevet pop-up-kunstner med speciale i at udstille sig selv.

Posen over hovedet i Berlin var blot det første mærkværdige indslag fra ham. Med årene er det kun blevet mere og mere outreret, og umiddelbart peger det hele på to ting: kendisfaktor og kopiering.

I 2014 tog han sin berømte papirspose fra Berlin med ind i en udstilling på et kunstgalleri i Los Angeles, hvor han sad med den over hovedet i fem dage, mens publikum kunne valse rundt om ham og kigge på. Skuespilleren påstod efterfølgende, at han var blevet voldtaget af en af sine fans under selve udstillingen, men der blev nu aldrig rejst tiltale mod nogen.

I 2015 sad Shia LaBeouf så igen ned. Denne gang i en biografsal i det ikoniske Angelika Film Center i New York, hvor han inviterede alle interesserede ind og kigge med på samtlige af de film, han havde indspillet til dato. Selv ville han se dem alle sammen, men folk kunne bare komme og gå, som de havde lyst.

Det blev et ret interessant eksperiment, fordi LaBeouf valgte at filme sig selv i samtlige minutter, og derfor kunne folk principielt sætte sig ved siden af ham og selv blive berømte i få minutter. Derudover afslørede optagelserne også, at LaBeouf holdt sig fint vågen under de indie-film, han har indspillet, mens han ofte snorksov igennem flere af blockbuster-hittene. 

Just do it
Men er der en mening med galskaben?

Det viser året 2017, at der måske er. Allerede i januar installerede LaBeouf sig uden for New York’s Museum of Moving Images med en hvid baggrund, en livestream og ordene: ”He Will Not Divide Us.” En henvisning til Donald Trumps præsidentskab.

Idéen var, at forskellige amerikanere skulle recitere budskabet foran rullende kameraer, men udstillingen blev hurtigt udsat for hærværk, fjernet og flyttet til andre steder.

Mange kommentatorer pegede på, at det var slået helt klik for Shia LeBeouf, men noget tyder på, at skuespilleren bare har en alt andet end forudindtaget holdning til livet og sit virke som kunstner.

”Jeg afviste, at få et stipendium til Yale. Problemet med college er, at det skaber en tendens til at forveksle forberedelse med produktivitet. Du kan forberede dig alt det, du vil, men hvis du aldrig kaster terningerne, bliver du aldrig succesfuld,” har han sagt.

Det er aldrig blevet bekræftet, at Shia LaBeouf fik et tilbud fra Yale, men hans pointe ligger ikke desto mindre i fin tråd med hans tilgang til karrieren de seneste år. Han prøver sig frem, og hvis han ikke kan ramme rent, så prøver han spontant at ændre ved tingenes tilstand frem for at tænke sig ud af det.

Det er hans motivationsvideo, der er blevet et viralt hit, et eksempel på. I videoen står LaBeouf med en grøn baggrund og brøler ”Just do it” i et minuts tid (der findes også en 30 minutter lang version!), og efter at have set videoen nogle gange er det sært fascinerende og faktisk inspirerende.

For LaBeouf gør præcis, hvad der passer ham. Som da han stak af under optagelserne til den aktuelle tennisfilm Borg og iført John McEnroe-sminke vandrede hvileløst rundt i Gøteborgs gader med et papkrus. Den dag lignede han efter sigende en mellemting mellem en galning og en mand, der er ved at finde ind i sin karakter.

Og det er lige netop, hvad LaBeouf også ligner i virkeligheden.