Et liv med sex, løgn og video

Harvey Weinstein er en intimiderende kleppert. Personificeringen af rå Hollywood-magt.

Med stride skægstubbe og et vulkansk temperament fremturede han i mere end tre årtier som en vinder, der kunne hive en gylden palme hjem til Steven Soderberghs Sex, løgn og video og sikre Michel Hazanavicius en Oscar-statuette for stumfilmen The Artist.

Man skulle ikke komme på tværs af Harvey.

Da en reporter tog en optager med til en Weinstein-fest i Hollywood for år tilbage, slæbte den trivelige producer ifølge New York Magazine journalisten ud med et fast greb om hovedet og sagde farvel med ordene:

”You know what? It’s good that I’m the fucking sheriff of this fucking lawless piece-of-shit town!”

Nu er der imidlertid blevet skudt på sheriffen med så mange forskellige anklager om overgreb og sexchikane, at det er yderst tvivlsomt, om han kan rejse sig igen.

Det har vist sig, at Hollywood ikke står over loven.

Massage, bad og onani
Filmkunst forsøger at flytte grænser, og arbejder man i dette felt, må man af og til se stort på regulativer fra HR-håndbogen.

Derfor har man i mange år accepteret Harvey Weinsteins bistre sherif-optræden og krigeriske facon som dele af filmgeniets knortede sind.

Men den 5. oktober blev omdømmet ændret for altid.

New York Times beskrev, hvordan Weinstein gennem en årrække har chikaneret flere forskellige kvinder seksuelt, og i mindst otte sager skulle mogulen have betalt anseelige summer for ofrenes tavshed.

Skuespillere som Ashley Judd og Rose McGowan samt tidligere medarbejdere tegner i artiklen et billede af en mand, der gerne tager imod unge kvinder iført intet andet end badekåbe på hotelværelser. I den mundering beder han så om at blive masseret. Eller i det mindste, at de kigger på, mens han bader.

Efter artiklen blev offentliggjort, har endnu en kvinde stillet sig i køen med anklager. Huffington Post skriver, hvordan den tidligere nyhedsvært Lauren Sivan har oplevet Weinstein onanere ned i en potteplante på en restaurant i 2007.

Som det også var tilfældet ved beskyldningerne mod komiker Bill Cosby, kommer historierne om Weinsteins årelange chikane altså nu i en klynge.

Producerens enorme magt i Hollywood har formentlig afholdt mange fra at tale. Før nu, hvor man ikke længere sætter karrieren på spil ved at gå imod Harvey Weinstein.

I USA ser man ofte, at folk, der er længere nede i det samfundsmæssige hierarki end forbryderen, hellere tager imod penge end forsøger sig med en opslidende retssag.

Kongen af indie-filmen
Harvey Weinstein startede karrieren som koncertarrangør sammen med broren Bob. Siden hoppede de over i filmbranchen, da de skabte distributionsselskabet Miramax, som er opkaldt efter forældrene Miriam og Max.

I 1988 var brødrene med til at cementere, at film kan ændre virkeligheden. Miramax udsendte Errol Morris’ dokumentar The Thin Blue Line, som fik den dødsdømte Randall Dale Adams frikendt for mord.

Året efter distribuerede de så Soderberghs Sex, løgn og video – der ironisk nok står som en rammende overskrift til Harveys liv i dag.

Brødrenes betydning for amerikanske indie-film skulle vise sig at blive enorm.

Harvey Weinstein opbyggede med årene et ry som verdens dygtigste Oscar-kampagneleder, og han har blandt andet stor andel i Quentin Tarantinos indtræden i mainstream-Hollywood.

Af Oscar-vindende film, Harvey Weinstein har stået bag, kan nævnes The Crying Game, Pulp Fiction, Den engelske patient, Good Will Hunting, Shakespeare in Love, Chicago, Kongens store tale og The Artist.

I 1993 solgte Weinstein-brødrene Miramax til Disney, men de stod stadig for den daglige ledelse. I 2005 brød de med Miramax for at lave deres eget produktions- og distributionsselskab, The Weinstein Company.

No cuts!
Hollywood og Oscar-statuetter er big business. Det kræver sylespidse albuer at forblive på toppen i så mange år. Og gode øjne.

”Han kan spotte tidsånden lang tid før, den kommer snigende over bakkerne. Og det er derfor, at en by fuld af flamboyante succesmennesker drejer rundt om en mand, der mest af alt ligner en sækkestol med ben,” skriver David Carr i sit New York Magazine-portræt.

Den store mand bærer også øgenavnet ”Harvey Scissorhands”, fordi han i 90’erne blev berygtet for at klippe asiatiske film mere publikumsvenlige til det amerikanske marked. Det hørte Hayao Miyazakis Studio Ghibli om, efter at de havde lavet en distributionsaftale med Miramax.

De sendte derfor Prinsesse Mononoke til staterne sammen med et samuraisværd og en seddel påskrevet: ”No cuts!”

Harvey Weinstein efterkom japanernes ønske.

Pressede dødssyg Pollack
Andre gange har Harvey haft mere vanskeligt ved at give sig. I 2008 lå Sydney Pollack for døden, og alligevel blev den brovtende distributør ved med at ville diskutere udgivelsesdatoen for The Reader – som Pollack havde produceret – over mail. Til sidst måtte Pollacks familie bede Harvey stoppe.

I 2014 var der så igen klippe-uenigheder.

Grace of Monaco skulle åbne festivalen i Cannes, men instruktør Olivier Dahan og Harvey Weinstein kunne ikke blive enige om, hvilken udgave verdenspressen skulle se. Det endte med at blive Weinsteins – til Dahans store ærgrelse.

”Man bør kæmpe, men når man står over for en amerikansk distributør som Weinstein, ikke for at nævne nogle navne, så er der ikke meget, man kan gøre. Der er to versioner af filmen nu. Min og hans. Hvilket jeg finder katastrofalt,” udtalte Dahan dengang ifølge The Guardian.

Fyret af sine egne
Den slags historier fungerer blot som kuriøse optrin, så længe de handler om en mand, der i sidste ende er god for amerikansk film.

Og i årenes løb har Harvey Weinstein gjort sit til at pleje sit omdømme som sympatisk samfundsborger.

Han har åbent støttet LGBT-bevægelsen og feministiske kræfter med penge og ord, ligesom han har kæmpet mod diabetes, aids og sklerose.

Politisk støtter Weinstein Demokraterne, og han har tidligere doneret penge til John Kerry, Barack Obama og Hillary Clinton. Mindre kendte demokrater som Cory Booker, Chuck Schumer og Elizabeth Warren har i kølvandet på sexchikaneanklagerne valgt at videredonere Harveys penge til velgørenhedsorganisationer, som hjælper kvinder udsat for seksuelle overgreb.

Når folk ikke længere kan bruge ens penge, ser det for alvor skidt ud, og Harvey Weinsteins fald fra tinderne blev gjort totalt i søndags, hvor bestyrelsen i The Weinstein Company valgte at fyre grundlæggeren. Man skal have forsøgt at lave en økonomisk aftrædelsesordning, som Harvey Weinstein imidlertid afslog.

Falskt Jay-Z-citat
Ifølge branchebladet Variety skulle situationens alvor ikke være gået op for Harvey Weinstein, da New York Times offentliggjorde deres artikel.

Han bruger sjældent en computer, og dermed undgik han at opleve, hvordan hans navn med nettets svimlende hast for altid blev forbundet med sexchikane.

Det kan måske forklare den konfuse modtagelse af anklagerne.

Først udsendte Harvey Weinstein en lang tekst, som New York Times bragte sammen med deres artikel. Her undskylder han indledningsvis sig selv med, at han er opvokset i en anden tid, hvor en anden opførsel var acceptabel.

Dernæst udtrykker han ønske om at blive et bedre menneske, før han rabler om Jay-Z, National Rifle Association og Donald Trump.

Han citerer Jay-Z for linjerne ”I’m not the man I thought I was, and I better be that man for my children,” som angiveligt skulle komme fra albummet 4:44. Men disse ord rapper Jay-Z på intet tidspunkt på albummet.

Til at starte med forsøgte rådgiveren Lisa Bloom at forklare de mange episoder med, at Harvey Weinstein blot er en gammel dinosaur, der nu må lære nogle nye tricks. Men Bloom kastede hurtigt håndklædet i ringen og fungerer ikke længere som rådgiver for Weinstein.

Efter de undskyldende ord forsøgte Weinstein sig med den rige mands foretrukne våben mod anklager: jura.

Gennem advokaten Charles Harder – som tidligere har repræsenteret wrestleren Hulk Hogan i en anden, spektakulær sex-sag – lod Harvey Weinstein nu verden forstå, at New York Times-artiklen var fuld af urigtige oplysninger, og derfor ville han lægge sag an mod avisen.

Hollywoods korporlige sherif kæmper for sit omdømme og for sin fremtid i filmbyen. Indtil videre forgæves.

De tavse vidner
Fyringen af Harvey Weinstein må naturligvis ses som et forsøg fra The Weinstein Companys side på at lægge afstand til selskabets grundlægger.

Også skuespillere som Meryl Streep og Kate Winslet, der har draget stor nytte af Harvey Weinstein i deres karriere, har offentligt givet udtryk for deres harme.

En ting er nemlig, hvad Harvey har gjort gennem årene. Noget andet er, hvor mange der har kendt til det og altså dækket over ham. Som Guardians of the Galaxy-instruktøren James Gunn skriver på Twitter: ”Fuck you to anyone who knew about it and let him get away with it.”

Noget kunne tyde på, at Steven Soderbergh måske har kendt til rygterne.

I Full Frontal fra 2002 blander instruktøren nybølge-tricks med Curb Your Enthusiasm-komik i et ganske uelegant værk. I komedien spiller Jeff Garlin (fra netop Curb Your Enthusiasm) produceren Harvey, der ugideligt forsøger at bekæmpe overvægt med Coca-Cola light.

Det samme har virkelighedens Weinstein gjort i årevis.

David Duchovny spiller også med i Full Frontal. Han får erigeret lem, mens han modtager massage, og han tilbyder massøren penge for et handjob.

Det kan være en tilfældighed. Men i Hollywood er fiktion og virkelighed uløseligt forbundet, og man kan ikke længere være sherif over fiktionen, hvis man gentagne gange har chikaneret kvinder i virkeligheden.