Berlinale 2018: Et skelsættende år

Hvad er Berlinalens sjæl? Svaret har de senere år været ret tydeligt: politik.

Man har ikke kunnet gå til et eneste pressemøde med filminstruktører og skuespillere i de ti filmdage uden at høre spørgsmål til verdenspolitiske strukturer og ikke mindst kunstnernes holdninger til disse.

Men de seneste måneder er det politiske Berlinale-tema kommet til diskussion, og meget tyder på, at Berlinalen anno 2018 vil være en stor filmbjørn, der skal gå på to ben frem for at hinke rundt i politisk korrekthed.

Langt imellem mintlikørerne
Årsagen er, at 79 tyske instruktører i november sidste år skrev et manifest, som fik stor opmærksomhed i hjemlandets medier. Alle underskrivere påpegede, at Berlinalens seneste årgange har vægtet politiske budskaber over filmkvalitet.

Der har ganske enkelt være for langt imellem de værker, som har kunnet få filmfesten til at smage af tysk mintlikør i hovedkonkurrencen, og derfor har man måttet kaste sig hovedkulds ud i sideprogrammerne, hvis man har haft behov for at ånde kunstnerisk op efter ørkenvandringer i politisk korrekthed.

Festivaldirektør Dieter Kosslick lader da også til at have taget kritikken en smule til sig. I år er store instruktører som Wes Anderson og Gus Van Sant inviteret ind i konkurrencen om Guldbjørnen, der uddeles lørdag den 25. februar under et stort anlagt show i det pompøse Berlinale Palast.

Kosslick har styret festivalen siden 2001, og hans seneste kontrakt udløber efter Berlinalen i 2019. Dermed har han to festivaler til at vise, at Berlin bør betragtes som en filmfestival på niveau med Cannes og Venedig.

Store forhåbninger
Hvis Kosslick skal sende Berlinale-bjørnens snude tilbage i dette spor i år, så kræver det nogle solide overraskelser – og ikke mindst en vinder, der vil blive set andre steder end i små, østeuropæiske biograf-flækker.

Ingen af de tre seneste års Guldbjørn-vindere – Med krop og sjæl fra Ungarn, Havet brænder fra Italien og Taxi Teheran fra Iran – er blevet talk of the town efter Berlin-festivalen.

Imidlertid er der i år mere friskhed over hovedkonkurrencen.

Gus Van Sant kommer med Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot, der fik ros for sin humor og legesyge af Ekkos udsendte under årets Sundance-festival, og Wes Andersons animationsfilm Isle of Dogs virker både kulsort og visionær.

Men først og fremmest ser der ud til at være skruet op for filmkunsten i år.

Manuskripter og femme fatales
Benoît Jacquot (Farewell My Queen) kommer eksempelvis ridende ind i hovedkonkurrencen med Isabelle Huppert i hovedrollen. Eva handler om en femme fatale, som folder sig helt ud.

En anden stor, kvindelig skuespiller er den altid underspillede Sandra Hüller, der fik sit internationale gennembrud i Min far Toni Erdmann. Hun er med i In den Gängen, som er instrueret af den altid stilfulde Thomas Stuber (Von Hunden und Pferden). At filmen samtidig er skrevet af den tyske mesterforfatter Clemens Meyer, gør kun forventningerne endnu større.

Og netop manuskripterne ligner på forhånd noget, der vil kunne stå markant frem under årets Berlinale.

Både russiske Aleksey German, italienske Laura Bispuri, tyske Philip Gröning og polske Malgorzata Szumowska er nemlig kendt for at eksekvere sikre filmfortællinger med stof til både hjerte og intelligens.

De er alle sammen med i årets hovedprogram.

Nordmænd og svenskere
Der er ingen danskere i årets hovedprogram, men til gengæld er Skandinavien flot repræsenteret.

Svenskerne Måns Månsson og Axel Petersén kommer med en fortælling om en særpræget 86-årig kvinde fra Stockholm i Toppen av ingenting, mens det politiske aspekt i årets hovedkonkurrence godt kunne vise sig at være norske Erik Poppes film om Breiviks massakre, Utøya 22. juli.

Poppe har førhen vist sig som en glimrende og følsom filmmager med De usynlige og Kongens valg. Det bliver interessant at se, hvad nordmanden har fået ud af det norske nationaltraume.

Stærke danskere
Danskerne i Berlin skal findes i sidekonkurrencerne. Og særligt i dem, der går under ”Generation”-titlerne, er vi stærkt repræsenteret.

I Generation Kplus finder man animationsfilmen Den utrolige historie om den kæmpestore pære, og den vil formentlig begejstre det berlinske publikum i lige så høj grad, som den begejstrede det danske.

Samtidig vil anmelderne i Generation 14-afdelingen nok også lette på hatten for Kasper Rune Larsens slacker-debutfilm Danmark, ligesom Réka Bucsis animationskortfilm Solar Walk med garanti vil vække opsigt og skabe diskussioner i kortfilmprogrammet.

Og diskuteret vil Berlinalens position og berettigelse helt sikkert også blive. For det er virkelig i år, at festivaldirektør Dieter Kosslick og hans hold omkring festivalen skal vise, at de er mere end en politisk festival for publikum med de rigtige meninger.

Det er Berlinalens berettigelse, der er på spil 15. – 25. februar. Det bliver forrygende!