Fadertabets evige evergreen

Jon Bang Carlsen spiller forurettet. Interviewet med ham om hans nye film, I kærlighedens navn, er ikke blevet bragt i den trykte udgave af Ekko, men skal i stedet offentliggøres på bladets hjemmeside, som også – skynder jeg mig at forsikre ham om – har et stort publikum.

”Er det, fordi I skal skrive så meget om ham ’geniet’?” spørger instruktøren med reference til den fyldige dækning af Lars von Trier og Nymphomaniac.

Hans glimt i øjet sender et beroligende signal om, at han ikke tager den redaktionelle prioritering så tungt, men at det tydeligvis behager ham at sende lidt drillende skyts mod journalisten.

”Det er typisk jer velfriserede forstadsdrenge. I har brug for jeres egen lille haj, som I kan projicere jeres egne undertrykte følelser over i,” griner han.

Kidnapning med forældresamtykke
Jon Bang Carlsen har et særligt blik for den regelrette logik, de pæne forstadskvarterer opfostrer. Og faktisk er det ikke mindst det, hans nye film handler om.

I kærlighedens navn er film nummer 42 fra den 63-årige instruktør, der siden 70’erne har været en pioner inden for den genreblanding af fiktion og dokumentar, som i dag er hottere end nogensinde.

Han har på mange måder været forud for sin tid, og med film som Jenny (om en ældre bondekone i Vestjylland), Fugl Fønix (om en amerikansk våbenfanatiker) og It’s Now or Never (om en ungkarl i Irland) har han dyrket den ”iscenesatte dokumentarisme”, som blandt andre svenske Ruben Östlund (Play), canadiske Sarah Polley (Stories We Tell) og britiske Clio Barnard (The Arbor) har haft succes med de senere år.

I kærlighedens navn foregår ligesom Fugl Fønix i USA, nærmere bestemt i Los Angeles’ øvre middelklasse.

I fokus står forældre, der hyrer en særlig privat patrulje til at kidnappe deres mere eller mindre problematiske teenagebørn og eskortere dem til særlige opdragelsesskoler i mormonstaten Utah, som for et klækkeligt beløb får dem på ret køl med en god gang religiøs disciplinering.

Den falske far
Mændene i denne ”Crisis Intervention Group” spiller sig selv i foruroligende scener, hvor Jon Bang Carlsen rekonstruerer, hvordan børnene (spillet af skuespillere) ved daggry bliver vækket af deres skønhedssøvn og uden varsel bliver ført bort foran deres samtykkende forældres øjne.

”Jeg har altid været fascineret af de her folk, der har råd til at iscenesætte deres virkelighed ned til den mindste detalje. De bygger en scenografi op til deres børn, og dukkehusene er støbt så hårdt, at hvis børnene vokser det mindste ud af den tiltænkte form, så kommer der en dramatisk konflikt,” siger Jon Bang Carlsen.

”Mange af mine film er lavet langt væk fra Danmark, selvom de er uendeligt danske. Det er, som om tingene står klarere, når navlestrengen er spændt helt ud og ikke hænger slapt ned, fordi man er for tæt på åstedet. På samme måde lavede jeg film om gamle mennesker, da jeg var ung, mens mine hovedpersoner nu bliver yngre og yngre. Fjernhed giver nærhed.”

”Og det her er jo en tematik, der er forstørret op i USA, men som findes i lige så høj grad i Danmark. Jeg kender den fra min egen opvækst i Vedbæk, hvor både parcelhusene og det kunstnermiljø, jeg opvoksede i, udstak en helt specifik ramme.”

Forholdet mellem forældre og børn står således centralt i filmen. Ikke mindst fordi Jon Bang Carlsens egen følelse af fadersvigt er en vigtig bihistorie.

Filmens bedste scene
Mellem scenerne om interventionisterne længes instruktøren efter sin far, som – forklarer han med filmens poetiske fortællerstemme – forlod ham for at tage til USA.

I en scene ser han en gammel mand i vinduet til en forstadsvilla. Det er hans far, siger han. Han filmer ham, men selv efter alle disse års adskillelse tør han ikke sige ”hi, daddy”.

I virkeligheden var Jon Bang Carlsens far dansk billedkunstner, og han døde i 1996. Filmens fortælling er opdigtet, men følelsen autentisk.

”Jeg synes, det er en af filmens bedste scener. Jeg havde filmet det hus mange gange, og pludselig tittede en person hovedet ud. Han havde den alder, min far ville have haft, og det ramte en sandhed hos mig, at jeg gemte mig bag kameraet og ikke kunne finde ud af at række ud til ham.”

Mimose i ørkenlandskabet
”Jeg ville fortælle om det banale fadertab, som jeg deler med mange andre mennesker. Det er smertens evige evergreen. For vi skal jo finde en vej til at elske vores forældre, uanset hvor langt ude de er,” siger Jon Bang Carlsen og tilføjer:

”Ellers bliver vi forkrøblede mennesker. At se i øjnene at man ikke kan lide sin mor eller far, det er fandeme hårdt.”

Sytten år efter sin egen fars død var filmen en måde for Jon Bang Carlsen at erkende, at jagten på en fars accept aldrig er noget, man slipper af med.

”Det er en konstant, lille mimose i ørkenlandskabet, som man må lære at leve med. Jeg er 63, og jeg kan stadig se, at den der mand – selv efter hans død – kan gøre mig til otte år igen og ramme et punkt, hvor jeg bliver hjælpeløs.”

– Hvad er det for et punkt?

”For mig handler det om følelsen af ikke at være elsket. Der er ikke nogen, hvis kærlighed man hellere vil have end ens forældres, og jeg har haft svært ved at forstå, at den ikke var der. Børn kan ikke bruge til noget, at du som forælder gør dig mystisk. De vil have din konkrete hånd at holde i, til de ikke har brug for den mere.”

Flittig og rastløs
Som ved et skæbnetræf ringer Jon Bang Carlsens telefon, og han svarer den. Det er hans søn.

– Der viste du lige konkret nærvær ved at tage telefonen!

”Ja! Han er i øvrigt med i filmen, min søn. Jeg har selv prøvet at have mere nærhed over for mine børn.”

– Hvad har du taget med fra din far?

”Min far gjorde altid grin med sig selv, og han tog aldrig sig selv højtideligt. Det tog mig mange år at lære at tage mig selv højtideligt og bruge ord som ’mit værk’. Men det lærte jeg efterhånden af ’geniet’ Lars og Jørgen (Leth, red.). Men mest af alt betød min barndom nok, at jeg kom hurtigt ud i verden med stor flittighed og rastløshed.”

Jon Bang Carlsens rastløshed sætter sig også i ordene.

Han snakker lynhurtigt, og pointerne filtrer sig ofte ind i hinanden, ikke sjældent på en blanding af dansk og drevent amerikansk. Men de hvirvler sig også ud igen, så meningen står klart og filosofisk frem. En af de lange og rapt udrullede sætninger ender overraskende for en premiereaktuel instruktør:

”Det er blevet en meget underlig film. Jeg ved ikke, om den er god eller dårlig. Men det er måske, fordi den kommer så tæt på marven i mig, at jeg mister kontrol, og er der noget, vi filminstruktører hader, er det kontroltab.”

Lefler for Hollywood
– Hvordan underlig?

”Rent stilistisk kom den ud på et andet plan, end jeg havde regnet med. Jeg troede, at jeg skulle lave min første rent dokumentariske film, men det endte på nogle planer med at blive mere iscenesat, end noget jeg har lavet tidligere.”

– Hvorfor endte det sådan?

”Jeg har researchet til filmen i flere år, men det var umuligt for mig at få lov til at filme på de skoler, hvor børnene bliver opdraget, og familierne var samtidig forbeholdne over for at skulle filmes i deres mest sårbare øjeblikke.”

Jon Bang Carlsen er dog glad for, at han endte med at rekonstruere de dramatiske optrin.

”Jeg kunne ikke gå ind og være – undskyld udtrykket – en dum journalist, der bare vil have smerte på fiskestangen og filme ned i fjæset på børnene, der blev taget på sengen. Det er ikke mit håndværk, og det er godt, jeg blev tvunget til at gøre det på en anden måde,” fortæller han.

”Men det er selvfølgelig også et problem for mig, fordi mange vil have sådan noget. Det er igen de der middelklassedrenge. Konflikten mellem tryghed og en indboet kedsomhed i Danmark betyder, at vi elsker film med ludere og pushere og skydere. Det gør os til leflende Hollywood-tilbedere.”

Idiotisk dokumentarbegreb
Et godt stykke ind i I kærlighedens navn kan man komme i tvivl om, hvor meget der er autentiske optagelser, hvor meget der er rekonstruktion, og hvor meget der er rene påfund. Men undervejs trækker Jon Bang Carlsen tæppet væk under illusionen og viser os tricket bag tryllenummeret.

Andet kunne man egentlig heller ikke forvente af instruktøren, der gennem fire årtiets film har fået sit publikum til at reflektere over forholdet mellem virkelighed og fiktion.

Men faktisk er Jon Bang Carlsen på vej mod nyt territorium.

”I uendeligt mange film har jeg fremmedgjort publikum ved at vise instrumentet, bryde illusionen. Men i min voksne alderdom har jeg lyst til – fordi det er eksotisk for mig – at fortælle noget, hvor jeg holder mig til selve historien,” siger han og tilføjer:

”Nu er jeg efterhånden ligeglad med forholdet mellem drøm og virkelighed, bare jeg formår at kommunikere den rigtige følelse.”

– Er det en trodsreaktion, fordi alle andre nu er begyndt at lave film, som du har gjort i 40 år?

”Overhovedet ikke. Jeg synes, det er godt, at det idiotiske dokumentarbegreb er blødt op. At tro, at det bliver virkelighed, bare fordi du løber efter nogen med et kamera, det er en farlig og dum påstand.”

”Men jeg har udviklet min filmmetode over mange år, og nu tror jeg, at jeg selv er klar til at gøre det, min lærer på Filmskolen altid prøvede at indprente i mig: At opretholde illusionen.”