Top 10: Falske filmtrailers
Da det blev bekræftet, at der kom en syvende Star Wars-film, var nettets nørder hurtigt ude med deres egne bud på trailers.
Stykket sammen af ældre film, computerspil, hjemmelavede optagelser og alt muligt andet kreativt sidder filmelskere verden over og skaber forfilm til kommende film – eller til film, der end ikke er på tegnebrættet.
Det er langt fra dem alle, der er af lige høj kvalitet, men til gengæld er de ofte lavet med et frækt glimt i øjenkrogen og masser af humor.
Her følger en Top 10 over de mest interessante, underlige og hysterisk morsomme falske trailere – skabt af filmfans.
10. Pac-Man: The Movie (2012)
1.854.178 visninger
Hitman, Resident Evil og Lara Croft: Tomb Raider … efterhånden er der mange film, som er baseret på computerspil. Fælles for dem er, at de har relativt store universer og karakterer, der kan uddybes.
Det samme kan næppe siges om Pac-Man. Den lille, gule ”happer-happer”-ost, der spiser prikker og blå spøgelser. Et simpelt, men effektivt labyrintisk spil, som nogle kreative hoveder alligevel har fået en intens live-action-trailer ud af.
Her redder Pac-Man hele verden, og samtidig er det sjovt at se, hvor meget den falske trailers Pac-Man ligner den Pac-Man, der er med i den snart bio-aktuelle Pixels med Adam Sandler i hovedrollen.
9. The Green Lantern (2009)
7.265.173 visninger
DC Comics klarer sig ikke helt så godt som Marvel, når det kommer til superhelte-blockbusters i biografen. Selv om Superman og Batman er sikre hits, så gik det temmelig rædderligt for den ellers så elskede Grønne Lygte, da filmen udkom i 2011 med Ryan Reynolds i hovedrollen.
Da filmen endnu var på tegnebrættet i slutningen af 00’erne, lavede en fan følgende trailer med skuespilleren Nathan Fillion i hovedrollen. Han er blandt andet kendt fra Joss Whedons sci-fi-tv-serie og film som Firefly og Serenity, og det er også derfra, at klippene overvejende er snuppet fra.
8. Ghostbusters 3 (2006)
101.560 visninger
Lige om lidt kommer der en rigtig Ghostbuster 3 med et rent kvindeligt spøgelsesudrydder-team.
Ivan Reitmans første film om den populære, skøre kvartet havde premiere i 1984. Herefter fulgte 2’eren i 1989, og siden har fans drømt om flere film. Dog helst med Bill Murray og Dan Akroyd i hovedrollerne.
Det ønske opfyldes i denne dystre 3’er, hvor en fan mikser en diabolsk Gabriel Byrne fra Constantine sammen med de to ægte film. Det er mørkt og mangler lidt humor, men Ray Parker Jr.’s musik snydes man heldigvis ikke for.
7. The Matrix: Child of Zion (2015)
1.147.705 visninger
The Matrix fra 1999 er blevet en klassiker med sit fascinerende miks af technoramt sci-fi og fintfølende filosofi. Universet har mange fans den dag i dag, selvom hverken toeren og treeren levede op til etteren.
Alligevel har Youtube-siden Dream Trailers – som skaber de trailers, folk drømmer om – fået flere ønsker fra brugerne om endnu en film, og således opfyldt står helten Neo igen over for en svær udfordring.
Dog fusioneret med Keanu Reeves’ omfattende bagkatalog og en ny voice-over.
6. Man of Steel 2 (2013)
3.360.625 visninger
Superman og Batman er nogle af de mest elskede superhelte blandt tegneseriefans, og da det kom frem, at de endelig skulle mødes på lærredet, kogte det nærmest over hos de mange fans bag computerskærmene. Nu skulle der klippes!
Straks begyndte folk at drømme om, hvem der mon kunne udfylde de ikoniske roller. Nogle er givet på forhånd på grund af aktuelle film, såsom Henry Cavill som Superman og Ben Affleck som den nye Batman, men hatten af for at caste Breaking Bad-stjernen Bryan Cranston som Lex Luthor.
I den kommende Batman vs. Superman: Dawn of Justice, der får premiere til næste år, er det dog Jesse Eisenberg, der giver den som skaldet skurk.
5. John Carter (2012)
258.980 visninger
Denne fantrailer blev hurtigt et viralt hit.
The Hollywood Reporter mente sågar, at den var bedre end den officielle trailer, som de færreste forstod noget af.
Filmen blev et kæmpe flop, men til gengæld blev thejohncarterfiles.com, hvor fantraileren blev offentliggjort, meget velbesøgt. Sommetider kan fans faktisk ramme mere rigtigt end produktionsselskaber.
4. Star Wars: The Force Awakens (2015)
12.486.482 visninger
Det er nærmest umuligt at vælge en ud af mange Star Wars episode VII-trailers. De er flotte, spændende, dramatiske og fyldt med stor respekt og kærlighed til George Lucas’ originale rumeventyr.
Denne trailer gør kløgtigt brug af den originale trilogi og spiller mere på de nostalgiske følelser end hovedparten af Star Wars-trailere. Med tilbageholdt åndedræt venter fans over hele verden på, at det bliver 18. december, hvor nummer syv i rækken har verdenspremiere.
3. E.T-X (2011)
1.588.858 visninger
Steven Spielbergs elskelige rumvæsen i E.T. har heldigvis undgået at få en fortsættelse. Derfor kan man jo godt lege med tanken, hvilket en fan da også har gjort – og uha!
Nok er E.T. stadig sød og (den nu voksne) Elliots gode ven, men hans artsfæller viser sig at være nogle blodtørstige sataner. Klip fra de oprindelige skuespilleres senere film gør den ekstra overbevisende, især fordi der samtidig integreres simple detaljer fra den originale film som yndlingsslik og cykelturen over månen.
”Phoning home this time won’t be easy, because this time it’s off the hook,” lyder filmens slaglinje – og man kan ikke andet end at klappe i hænderne over spoof-traileren.
2. Mortal Kombat: Rebirth (2010)
4.740.769 visninger
Mortal Kombat er et af alle tiders mest populære kampsports-arkadespil. Det udkom i 1992, og allerede i 1995 kom der en film med Christopher Lambert i hovedrollen.
Det er en franchise, som konstant har været røre i, og den har også spredt sig til musik- og litteraturverdenen. I 2010 kom den knap otte minutter lange trailer, der er en prequel til det oprindelige spil. Instruktøren Kevin Tancharoen havde selv brugt mange penge på projektet, der da også er virkelig flot og veludført, og han sendte den til Warner Bros.
Det endte med, at der blev lavet en hel sæson af serien kaldet Mortal Kombat: Legacy, der blev vist med stor succes på websiden Machinima.com.
1. Thundercats (2008)
7.196.711 visninger
Rigtig mange 80’er-børn elskede tegneserien Thundercats fra 1985. Her lander menneskelige kattehybrider på en fremmed planet, efter at deres hjemmeplanet er væk. Den karismatiske, men umodne leder Lion-O skal lede den lille flok, og det skaber selvfølgelig masser af forhindringer på vejen.
I 2011 blev serien taget op igen, men allerede et par år inden havde den kreative YouTube-profil WormyTV været i gang i Photoshop.
I et væld af filmklip bliver skuespillere som Brad Pitt, Vin Diesel og Hugh Jackman malet med karakterernes genkendelige ansigtskulører – og man bliver oprigtigt ked af, at det er en falsk film.
Bonus: Eternal (2013)
Det her er som sådan ikke en wannabe-filmtrailer, men et afsindigt trailer-mashup, der blander hele 99 film til én storslået trailer. Man må grine af, hvor skabelonagtige filmene er, når de pilles fra hinanden.
Kommentarer