Sundance 2024
29. jan. 2024 | 10:22

Familien er roden til alt

Foto | Brock Media

Rona (Saoirse Ronan) er en alkoholisk og udkørt mikrobiologistuderende, der rejser tilbage til sit barndomshjem på Orkney-øerne og hjælper sin far i The Outrun.

Saoirse Ronan leverer en af sine stærkeste præstationer i en af de mange film, der på årets Sundance-festival har familien i fokus.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

”Tror du, at du er bedre end mig?” spørger Vicente sin datter Violeta og skubber hende i brystkassen, fuld af både tequila og svindende mindreværd.

Violeta er den kloge af hans to døtre, mener han. Eva er mere kunstnerisk anlagt, og hvad skal han egentlig med et hjerteformet askebæger af ler?

Men det er også Eva, der elsker ham højest – og i længst tid. Og som slår sig mest, da kærligheden rinder ud.

In the Summers, der vandt årets hovedpris for amerikansk fiktion på Sundance-festivalen, følger døtrenes op- og nedture over fire somre med mange års mellemrum hos deres far i byen Las Cruzes i delstaten New Mexico.

De mange spring i tid giver et fragmenteret, men intenst følelsesmættet portræt af et kompliceret familieforhold.

René Pérez Joglar, bedre kendt som rapperen Residente, er filmens anker som den bekræftelsessyge far. Han har forspildt sit fysiktalent og lover konstant at vende tilbage til skolebøgerne.

Alessandra Lacorazza Samudios debut In the Summers ligner ikke en kommende publikumsbasker, men det er et stærkt realiseret familiedrama mellem en skrøbelig far og hans kvikke døtre.

Til dansebal i fængslet
Social arv har været et hovedtema i mange af Sundance-festivalens stærkeste titler.

Publikums ubetingede favoritfilm, dokumentaren Daughters, der vandt publikumspriser både i den amerikanske kategori og blandt alle film, fokuserer på et dansebal mellem indsatte fædre og deres forsømte døtre.

Filmen starter med den bedårende, femårige Aubrey med de manglende fortænder og den overstadige begejstring for snart at skulle se sin far igen. Han kommer først hjem om syv år, men Date With Dad-programmet giver hende mulighed for at se og kramme ham.

”Det er umuligt at overdrive betydningen af fysisk kontakt. Når pigerne kommer hjem, vil de ikke tage kjolerne af, fordi far krammede dem, mens de havde dem på. Og fædrene vil ikke af med deres jakkesæt,” siger programmets grundlægger.

Ballet er en sjælden mulighed for at komme hinanden så nær. Filmen informerer os om, at utallige fængsler tværs over USA har afskaffet besøgstid eller indskrænket besøget til et videoopkald med parterne på hver sin skillevæg. Som de i øvrigt selv skal betale dyrt for.

En femtedel af verdens straffefanger er amerikanere, og sorte mænd er markant overrepræsenterede i den deprimerende statistik. 

Daughters er lidt af en tåreperser, men den ender med et håbefuldt budskab: 95 procent af fædrene, der deltager, vender ikke tilbage til fængslet.

Nedarvet voldsspiral
Også den mexicanske Sujo, der vandt hovedprisen for ikke-amerikanske fiktionsfilm, har håbet som grundtone.

Instruktørparret Astrid Rondero og Fernanda Valadez har tidligere lavet Identifying Features, om en mor på en ørkesløs mission for at finde sin angiveligt døde migrantsøn. Deres nye film tackler kartelvold i den mexicanske delstat Michoacán, hvor den ene generations fejltrin gives i arv til den næste.

Kartellejemorderen Josue bliver dræbt af sine kammerater efter et barnemord. For at sikre sig mod gengældelse vil den lokale gangsterboss også dræbe Josues søn Sujo, men hans tante overtaler ham til at lade Sujo vokse op i fred hos hende.

Men da han bliver teenager, roder Sujos fætter sig ud i et bijob som narkokurer for at kunne købe en cykel til sin bror. Sujo lader sig rive med af den rå attitude og gode stemning, men den varer ikke evigt.

Det lyder måske som et anslag til et hårdkogt hævndrama, men Rondero og Valadez er ude i et mere positivt ærinde. I pressekonferencen efter filmen fortalte de, hvor vigtigt det var for dem at betone håbet og muligheden for at bryde ud af en nedarvet voldsspiral.

Skildringen af det hårde liv i fattige egne er kontant og brutal i Sujo, men filmen er også rørende solidarisk og undgår den fatalisme, der kendetegner film om narkokarteller.

Trøst i flasken
Social arv lurer også i baggrunden af The Outrun.

Saoirse Ronan spiller en alkoholisk og udkørt mikrobiologistuderende, der rejser fra London til barndomshjemmet på Orkney-øerne nord for Skotlands kyst.

Her tørrer hun ud, mens hun hjælper sin bipolare far under lammesæsonen. Det er uendeligt, mener hun til en start, mens den tyske instruktør Nora Fingscheidt klipper frem og tilbage til hendes udfarende liv med en stadig mere hårdtprøvet kæreste i London.

The Outrun er baseret på Amy Liptrots selvbiografiske roman af samme navn, og i en gennemgående voice-over kæder Saoirse Ronan sin egen historie sammen med øernes keltiske mytologi og hendes egen fascination af naturens ustyrlige kræfter.

Det er et afhængighedsdrama, der bedre end de fleste illustrerer afhængighedens op- og nedture og de psykiske faldgruber, som gør den næste slurk til en næsten uoverkommelig tvangshandling.

”For de af os, der er særligt i farezonen, bliver alkohol den foretrukne måde at håndtere stress og usikkerhed,” betror Saoirse Ronan publikum. Hver en bølgetop og bakkedal i hendes uligevægtige fars liv er en anledning til at søge trøst i flasken.

Saoirse Ronan giver en af sine stærkeste præstationer til dato, mens Nora Fingscheidt imponerer med et poetisk og dramatisk filmsprog.

Naturfamilie i sorg
Den norske dokumentar A New Kind of Wilderness var en anden af festivalens hovedvindere.

Silje Evensmo Jacobsens tæt observerede dokumentar af en naturelskende familie, der er tvunget til at flytte tilbage til civilisationen efter morens død, vandt hovedprisen Grand Jury Prize for bedste ikke-amerikanske dokumentarfilm. 

Inspirationen til filmen kom fra fotograf Maria Vatnes blog, hvor hun skildrer livet ude på landet i pagt med naturen sammen med sin engelske mand Nik og sine fire børn.

Marias ord guider publikum gennem en historie, hun ikke længere kan deltage i, men hvor hun stadig spiller en hovedrolle.

Som eneforsørger er Nik nødt til at sælge familiens drømmegård på fjeldet, og Marias datter fra et tidligere forhold, Ronja, flytter hjem til sin far i en dyb sorg, hun har svært ved at håndtere.

Børnene er altid blevet hjemmeundervist, men da Nik er nødt til at arbejde, er de nødt til at gå i institution. Og det er ikke kun af det onde.

Historien har en oplagt parallel i Captain Fantastic, men er samtidig en ærkenorsk fortælling om en barndom mellem gårdhave og børnehave, regnormefangst og iPad-spil.

Bigfoot-monstre
I festivalens mest udefinerbart ironiske kultfilm, Zellner-brødrenes Sasquatch Sunset, giver stjernerne Jesse Eisenberg og Riley Keough den los som Bigfoot-monstre.

De optræder i lodne kostumer og uden et kvæk af dialog bortset fra grynt, stønnen, forbløffede gisp og forurettede brøl. De ligner aberne fra Rumrejsen år 2001, men er adskillige hak dummere.

Zellner-brødrene Nathan og David elsker idiotiske karakterer som i deres revisionistiske western Damsel eller serien The Curse.

Den nye film er iscenesat som en fingeret naturdokumentar, der følger en lille familie af Bigfoot’er gennem et års vandring og strabadser i de nordvestlige amerikanske skove.

De er tre hanner og én hun, og det kan man jo sige sig selv, ikke er holdbart i længden. En akavet sexscene med hele familien og skovens dyr som tilskuere er et tidligt højdepunkt, og snart bringer patriarkens uhæmmede sexlyst ham i fedtefadet.

Sasquatch Sunset byder på naturskønne billeder, smuk musik, intime dyreoptagelser og prutter, lort, pis, bræk og bussemænd delt i familiens skød. Der mangler ikke andet end David Attenboroughs fortællerstemme.

Kommentarer

Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Filmmagasinet Ekkos udsendte på Sundance-festivalen i Utah.

Assisterende redaktør og har skrevet for Ekko siden 2014.

Sundance blev grundlagt i 1978 og er den største independent-festival i USA.

Som eneste danske medie dækker Ekko festivalen.

Løber fra 18. til 28. januar.

© Filmmagasinet Ekko